8. december

Er det af nåde, da er det ikke længere af gerninger. Ellers bliver nåden ikke længere nåde. Rom. 11:6.

Her har vi et af de stærkeste kærneord i Skriften som kan give os kendskab til hvad nåde virkelig er. Og dette er temmelig nødvendig.

Tusindvis af mennesker bekender i tale og sang hele sit liv at det bare er af nåde i Kristus Jesus vi bliver frelst. Men samtidig stræber de med hele sin sjæl for selv at gøre sig fortjent til Guds nåde.

Lever de da også i så tykt et mørke at de tror der findes noget godt i dem selv, så håber de også samtidig på alt godt fra Gud -. Men samtidig siger de hele tiden: ”Af hans nåde.” Sådan blander de nåde og fortjeneste sammen.

Er de derimod så tilpas vågne at de ser sin stadige synd og ondskab, så har de aldrig virkelig fred i hjertet. De går altid i et forfærdeligt mørke, halvt fordømt i sin samvittighed og usikre på om de har Guds nåde. For de indser at de ikke kan være og gøre alt det Gud kræver. Samtidig bekender de alligevel hele tiden at det er af bare nåde, og ikke af gerninger, vi bliver frelst. Sådan blander disse nåde og fortjeneste sammen, og indser ikke at disse to ting står i klar modsætning til hinanden.

Denne sammenblanding er temmelig skadelig og kvæler al åndelig kraft. For på den måde får man aldrig virkelig fred og vished om at man har Guds nåde og venskab. Og da får man heller ikke den kærlighed, lyst og kraft til det gode, som bare er en følge af den rette trøst og fred i Gud.

Derfor bør vi studere dette bibelord rigtig grundigt, og bede om at få et ret syn på nåden. Og hør nu hvad det er apostlen siger: ”Er det af nåde, da er det ikke af gerninger.” Er det bare af nåde gennem Kristus vi er retfærdige og rene for Gud -. Da har det ikke noget som helst at gøre med vor egen værdighed, ydmyghed, lydighed, kærlighed, anger, bøn osv.

Det er helt og holdent af nåde. Ja, så fuldstændig af nåde at ingen af alle dine synder og fald på nogen måde kan forringe det mindste af Guds kærlighed. Så sandt det er af nåde, af rennåde!

For da er det ikke af gerninger, hverken indre eller ydre gerninger. Ellers bliver nåden ikke længere nåde. Ellers var nåden ikke det den er; en helt ufortjent gave og overrækkelse. Og da ville hele nådebegrebet jo blive ophævet.

Nej, når der i Guds ord tales om nåde, da menes der en virkelig og ren nåde. Ikke en blanding af nåde og belønning, men en nåde som udelukker al vor fortjeneste.

Er det derimod ”af gerninger,” noget vi har fortjent eller er værdige til, at Gud frelser og retfærdiggør os -. Da er det jo ikke ”af nåde.” Da bør man heller ikke længere tale om at Gud frelser os af bare nåde. ”Ellers er gerningen heller ikke længere nogen gerning.” Det vil sige at nåde og fortjeneste er så store modsætninger at hvis det er af gerninger og fortjeneste Gud tager imod os, da bør vi også erkende tjenestens værdi, og ikke fornægte den med at tale om nåde. For det er en dårlig fortjeneste, om der også må lægges nogen nåde til for at kunne belønne den.

Så skarpt er det apostlen taler her. Han vil have sagt at en af tingene må det være. Enten af nåde, og da er der ikke snak om fortjeneste. Nej, slet ingen fortjeneste. Eller også er det som fortjeneste. Men da er det ikke af nåde. Nej, slet ingen nåde. At nogen er god mod en som fortjener det, som er kærlighed værd, - det er da ingen nåde.

Der er ingen virkelig nåde, hvis den ikke er virkelig ufortjent. Det er det apostlen vil have frem her.

Tilbage er spørgsmålet da, om det virkelig er af bare nåde Gud frelser menneskene. Hvad har Herren, vor Gud, besluttet i himmelen og åbenbaret om dette i sit ord? Er det af bare nåde Gud vil frelse mennesker? Eller har det noget som helst at gøre med det vi selv kan fortjene? Al min fred i livet og trøst i døden afhænger jo af dette. Og i dette afgørende og vigtige spørgsmål vil jeg nødvendigvis vide hvad Herren selv siger.

Ja, hvad siger Herren om dette i alle sine profetiske budskaber om at han skulle sende sin Søn? Lad os se nærmere på det!

Det stærkeste bevis på at Gud vil frelse mennesker bare af nåde, så al vor fortjeneste er udelukket, ligger netop nok i den store gerning at han sendte sin enbårne Søn til jorden. At han skulle leve under loven i vort sted, og blive et offer for vore synder.

Selve den gerning, og alt det Gud har forkyndt netop om dette, lægger den dybeste grundvold i vort hjerte for troen på en uforskyldt nåde. Tænk at Gud helt fra verden blev til, forkyndte at han ville sende sin egen Søn som vor Frelser (selv på syndefaldets dag talte han om kvindens sæd som skulle knuse slangens hoved). Og siden, gennem en lang forberedende tidsalder med utallige forbilleder og nye løfter, fyldte han stadig sit folk med forventning til Frelseren som var lovet.

Og så, i tidens fylde, kom han som englene havde sendt bud om, stadfæstet med tegn og undere, og udgydelse af Den Hellige Ånd. ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, den herlighed Den Enbårne Søn har fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Vi så ham som en lydig tjener, ”født under loven, for at købe dem fri som var under loven.” Vi hørte ham selv sige han var ”kommet for at give sit liv som løsesum for mange.” Og vi så ham selv, hellig og uskyldig, lide pinen og døden for os. Sandelig bevidner dette at han ville frelse menneskene af bare nåde.

Når Herren, vor Gud, har givet os sin enbårne Søn som løsepenge for os, som et blodigt offer for vore synder, da kan alle regne ud om han fortsat vil se efter nogen værdighed eller fortjeneste hos os.

”Er retfærdighed at få ved loven (gennem nogen som helst fortjeneste fra vor side), da er Kristus død forgæves,” siger apostlen.