Den sjette bøn:

Og led os ikke ind i fristelse,

 

Dette er den anden store hovedsag når vi ser på vort eget nådeliv. Den største nød er syndens skyld. Ved den frygter vi for at Guds nåde viger fra os. Derfor beder vi: Forlad os vor skyld! Den næststørste nød gælder det ondes magt over os. Eller faren for at djævelen, verden og vort eget kød skal forføre os til synd, så vi viger fra Herren. Hvis det sker, kan vi på ny komme til at tabe alt det vi havde fået af bare nåde.


Derfor er det igen nødvendig at råbe og bede til den almægtige Gud: Led os ikke ind i fristelse! - Forlad os vor skyld. Og led os ikke ind i fristelse! Dette er to nødvendige forhold som vi er helt afhængige af til liv og frelse. Sammenhængen mellem disse to bønner er også højst betydningsfuld. Ja, hvis ikke begge disse bønner så og sige følger hinanden i de suk dit hjerte bærer frem af sig selv, da står det sandelig ikke godt til med dig. Du må altså have et sådant sind som af sig selv har netop det samme tosidige behov som disse bønner udtrykker.


Læg derfor mærke til følgende: Hvis jeg virkelig har bedt: «Forlad os vor skyld!», da har jeg fået den trøst at alt er tilgivet mig, og at Gud nu er tilfreds med mig for sin elskede Søns sonings skyld. Men da vil det uundgåeligt blive mit hjertes første og inderligste suk at jeg ikke på ny må synde mod min nådige Far. Dermed begynder mit hjerte at bede sådan: «Led os ikke ind i fristelse! Hjælp mig, kære Gud, at jeg ikke igen synder mod dig!» Den som bare vil undgå syndens straf, og ikke har noget behov for at komme væk fra selve synden, han har alene i dette bevis nok for en falsk ånd.


Ja, hos alle oprigtige sjæle, selv før de kommer til troen, plejer der til og med at være mere trang til at løses fra synden, end at få forladelse. Dermed kan det ind imellem også føre vakte sjæle på afveje, så de sætter den sjette bøn foran den femte. De vil altså først frigøres fra den ondes magt, og siden bede om forladelse. Dette sker også med Guds børn, i særdeleshed når de bliver mere loviske end evangeliske i sin ånd. Da er de ti gange mere optaget af at blive løst fra synden - mens de måske bare tænker én gang på tilgivelsen.


Nu er dette altså ikke ret. For det er jo tilgivelsen og evangeliet som skulle fylde vort hjerte helt, om vi skal få en ren nidkærhed og en sejrende kraft imod synden. Men når vi lægger mærke til denne velkendte tilbøjelighed hos alle oprigtige sjæle, så får vi jo et desto stærkere bevis på hvilken falsk, sovende og kødelig ånd som bor i den som ikke i det hele taget, gør noget for at blive løst fra synden. Vi har aldrig sagt at kødet ikke mere elsker synden hos mennesker med et oprigtigt sind. Men vi taler om dette underlige Herrens værk i sjælen: Den hellige og villige ånd som gør at jeg er bange for mit eget køds syndelyster, så jeg begynder at råbe: «Herre, hjælp mig mod synden! Led mig ikke ind i fristelse! Hjælp mig mod mit onde kød og djævelens og verdens fristelser!»


Måtte hver og en som virkelig tænker på at komme til himmelen, prøve sig selv oprigtigt ind for Guds ansigt! Frygter du virkelig for fristelsen og vil løses fra synden? Herren ser alt, Herren kender menneskenes hemmeligheder, han ved om du som læser dette virkelig har en nød for at blive løst fra synden, eller om du bare vil slippe udenom straffen.


Åh, hvilket forfærdeligt hjertets mørke, hvilket bedrag fra den gamle slange, når menneskene ikke skælver overfor falskhed ind for den store Guds øjne, de som er som ildsluer og «ransager hjerter og prøver nyrer» og «dømmer hjertets tanker og råd». Han ved hvordan du har det, om du virkelig tænker på at løses fra synden, eller om du endnu er indstillet på at beholde den. Hvad skal denne bøn til for - hvorfor i det hele taget nogen som helst religion - om du ikke er oprigtig ind for Ham, og til og med din bøn er et skuespil?


Til dette hykleri hører også at man vil løses fra mange synder, men gør undtagelser for en særlig - den egentlige skødesynd. Eller, du vil løses fra synlige synder, som farisæerne, men tager det på den anden side ikke så nøje med om du leger med synden i dit hjerte. Det kan også være at du tager afstand fra de synder som er ubehagelige. Mens du derimod lever roligt i de synder som giver en vis nydelse og føde til dit selvliv, som selvbehag og åndeligt hovmod, f.eks. glæde over din åndelige forstand, dine gaver eller dit alvor - dette giftigste onde som strider imod nåden.


Der foregår også et stort skuespil når den sjette bøn bruges på den måde at man først beder: Led os ikke ind i fristelse. Og derefter vel vidende og med vilje opsøger det som er ens fristelse. Du ved f.eks. i et selskab et bestemt sted venter der dig en bestemt fristelse i en bestemt person. Alligevel går du af egen fri vilje derhen, og beder måske i døren: Led os ikke ind i fristelse. Enten er dette letsindigt at «friste Herren», og bevirker da at den retfærdige straf rammer dig så du virkelig oplever at falde i fristelse. Eller det er en følge af en fristelse som helt har tag i dig, og drager dig mod målet med forførerisk kraft. Men da ved du hvor elendig du er stillet, og bør egentlig bede om kraft til fysisk at flygte. For har du ikke kraft til det, så vil du senere have endnu mindre af den kraft som må til for at stå imod det onde. Dette gælder dem som begiver sig hen imod fristelsen af egen fri vilje.


Helt anderledes er det med dem som på grund af arbejde, familie og lignende er nødt til at omgås verden og vanskelige selskaber. Dette er jo forhold som netop er den store nød og bekymring for så mange oprigtige sjæle. Disse bør bare under frygt, men med stor trøst, flittigt bede denne bøn. Da skal de vide at «Herren ved at udfri de gudfrygtige fra prøvelser», 2. Pet. 2:9.


De må også huske at deres brødre rundt om på jorden har samme trængsel, om ikke netop samme slags fristelse. For den som har mindre fristelser fra verden, har som regel desto stærkere fristelser fra sit eget kød og af djævelen. Selv om det møder hver enkelt forskelligt efter forskellig åndelig alder og vækst. Men hver og en skal efter Guds ord erfare så meget at han «med nød og næppe bliver frelst», 1. Pet. 4:18, så han mister al sin egen kraft og virkelig må råbe til den eneste mægtige Gud.


Vil du være oprigtig og holde dig fra alt ondt, også hjertets hemmelige ondskab, syndelyster, vrede, misundelse, afguderi eller dit eget behag? Da først kommer du virkelig til at kende det ondes magt. For, som Paulus siger, netop det åndelige bud: Du skal ikke begære, det «virker alle slags begær i mig», Rom. 7:8. En sand kristens liv er helt igennem et liv fuldt af fristelser. Hele hans liv her på jorden er en tid fuld af strid, så han kun kan ønske sig døden. Han har jo hele sin fordærvede natur, og desuden mørkets rige, imod sig. Synde­giften har i den grad gennemtrængt hele vor natur, at en sand helliggørelse og Kristi efterfølgelse ikke kan ske uden en konstant kamp mod alle vore tilbøjeligheder både i forstanden og viljen.


Men lad os nu tale lidt sammen om kilderne til alle vore fristelser. Læg da først mærke til hele vor faldne og forgiftede natur, som sædvanligvis kaldes kødet. Forstanden er formørket, og fornuften vendt bort fra Gud. Dermed kommer vi stadig på urigtige tanker om Gud og os selv. Viljen, hjertet er en uophørlig kilde til al synd og elendighed, og vil altid i forkert retning, Salme 95:10. Herren siger jo: «menneskenes ondskab var stor på jorden, og alle tanker og hensigter i deres hjerter var onde hele dagen lang», - og dette siger Herren er «fra ungdommen af», 1. Mos. 6:5 og 8:21. Videre siger Herren: «Svigefuldt er hjertet, mere end noget andet, det kan ikke læges, hvem kender det?» Jer. 17:9. Og Herren Kristus siger: «For fra hjertet kommer onde tanker; mord, hor, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd, spot», Matt. 15:19 og Mark. 7:21. Hvilken forfærdelig giftkilde, en uhyggelig ormerede menneskets hjerte er. Herren siger ikke: Fra det og det menneskets hjerte, eller fra den ugudeliges hjerte, men han siger: Fra hjertet, dvs. fra alt som hedder menneskehjerte.


Føler vi ikke dette dagligt? Hvad er det alle Guds børn sukker over? Er det ikke netop de onde tanker, det forfærdelige hjerte? Men man tier som regel med selve sagen, det som rører sig derinde. Grunden er at man kan ligesom ikke tro at så uhyggelige sager i det hele taget kan komme op i en kristens hjerte. Men mange oprigtige og prøvede sjæle har måttet bekende at alt det Kristus nævnte i sidste bibelcitat, det har rørt sig i deres tanker. Og Paulus har sagt at det var netop der hvor loven havde fået lov at komme til, at hele synden blev levende, Rom. 7:8-9.


Luther siger: «Jo mere lys over evangeliet, desto mere lys over loven. Og jo mere lys over loven, desto mere erfares synden. Sådan at ingen mennesker erfarer det onde så stærkt som de største helgener». Ja, Prætorius siger: «De mest åndelige, de som frugterne og kærligheden fra Gud virker allerstærkest gennem, de kender det onde mest intenst». Det samme nævner også vor ven Huhn sådan: «Dette har de mest hellige og åndelige mennesker jo til alle tider bekendt. Netop i deres mest hellige og åndelige stunder oplever de at de forfærdeligste fristelser og anfæg­telser fra kødet stormer løs på dem med dobbelt, ja tredobbelt kraft». Her finder vi altså den største kilde til alle Guds børns fristelser, kampe og bekymringer i livet.


Men i tillæg til denne fordærvelse som bor i os selv, har vi også verden. Fra verden fristes vi i det ydre til forfængelighed, begær, overdådighed og al slags sanselighed, men også til harme og utålmodighed. Den udretter dette ved at angribe os gennem ord og gerninger. Luther siger: «Vi vil aldrig opleve at erfare andet fra verden end had og misundelse, fjendskab, vold og uret, utroskab, hævn, sværgen og banden, bagtalelse, overdådighed og stolthed med over­flødig pynt, æresbevisninger eller magtudfoldelse.


Så har vi også for det tredje djævelen, som driver sit spil både i vort eget kød og i verden. Han blæser til alle former for ond ild, og giver alle mulige, fristende indskydelser. Dermed benytter han sig særligt af vore naturlige anlæg. Hvis nogen f.eks. af naturen har anlæg for hidsighed, misundelse og utålmodighed, så lægger han også altid til rette for noget sådant. Der hvor nogen har tilbøjelighed til et lystigt liv og letsindig­hed, der trækker djævelen netop det som fører til sådant frem. Den som har en udpræget havesyg natur, ham viser han al verdens herlighed osv.


Det er af og til vanskeligt at vide hvad der er djævelens og hvad der er det onde hjertets fristelser. Men der er visse klare tegn, som f.eks. når til og med din forstand forandres på et øjeblik. Du har f.eks. et forhold (en grov synd eller lignende) som du altid så på med gru, så bare tanken på sådant fik dig til at skælve. - Samme forhold kan så på et øjeblik blive noget du ikke tager så højtideligt, noget du knapt ved om du kan betegne som synd! Når du så husker på at der står skrevet: «I skal slet ikke dø», 1. Mos. 3:4, da burde du vel forstå at det er et bedrag som nu har grebet og blændet dit indre øje. Da forstår du vel at det er den gamle slange som har rørt ved dig med sin forvirrende ånd og fordrejet dit åndelige syn.


Men djævelen er særligt virksom i det som gælder samvittigheden og åndelige forhold. Han vil vi skal «stå på» voldsomt, være aktive og ikke have tillid til hverken Guds ord eller værk. Han vil drage os bort fra troen, håbet og kærligheden. Han vil føre os ud i vantro, falsk sikkerhed og forhærdelse. - Eller tværtimod til fortvivlelse, Gudsfornægtelse, bespottelse og utallige andre synder. Dette er altså de virkelig glødende pile som ikke kød og blod, men selve djævelen skyder ind i hjertet som de giftigste pile». Så langt Luther.


Fra disse tre fjender, djævelen, verden og vort eget kød, kommer der altså uafladeligt fristelser så længe vi er på denne jord. Hvordan skulle noget andet være muligt - når vi trods alt er i strid med det onde? Hvordan kan tilstanden egentlig være for den slags religiøse sjæle som lever hele sit liv igennem så frie fra alle fristelser og kampe? Er jeres kød nu blevet helligt? Er slangens sæd nu ikke længere i kamp med kvindens sæd i Guds børn? Er djævelen nu blevet god - så han ikke vil gøre os noget ondt? Er Kristus og Belial nu blevet forligt? 2. Kor. 6:15.


Åh, om du kunne vågne op fra denne tilstand, du rolige, religiøse menneske! Da ville du opdage at dette liv fri for fristelser er det sikreste tegn på at dit indre menneske har sovet. Da er det lykkedes for slangen at dysse dig ind i en behagelig og skøn søvn som kaldes «kristendom». Den hellige, kæmpende ånd har måttet vige. Du har nu en ånd som har indgået fred med disse åndelige fjender.


Men af alt dette kan vi alligevel ikke drage den konklusion at al slags indre strid med det onde er kendetegnet på en sand kristen. Vi ved jo f.eks. hvordan drankere og slaver under andre synder kæmper mod sine laster udelukkende på grund af hvad det fører med sig, som skamfølelse, vanære, sygdomme, fattigdom. Og for det andet: Hvor mange lovens trælle uden troens liv og kraft fører ikke en ynkelig kamp mod synden for sin frelses skyld. Hos alle disse kæmper kun kød mod kød.


Men når du først er blevet et nyt menneske, forsonet og forenet med Gud ved Kristus, og siden har kæmpet mod det onde, da skal du vide at selv de største fristelser ikke beviser at noget som helst er galt med din sjæls tilstand. Bare du ikke er begyndt at give efter og følger fristelsen, enten til synd eller ud i fortvivlelse, men i stedet uafladeligt fortsætter med bønnen: Led os ikke ind i fristelse. Du må blive værende ved nådestolen og den uforskyldte nåde i Kristus. Eller hvordan kan fristelsen bevise at noget er galt - når vi tværtimod har set at det slet ikke er noget godt tegn om nogen lever aldeles frie og rolige fra al denne kamp mod det onde?


Dette er det vigtigt at lægge mærke til. For om vi skal kunne fortsætte med at bede denne bøn, er det nødvendigt at fristelsen ikke får os til at miste modet. Den som tror han helt er i fjendens arme, han nedlægger straks våbnene. Vi vil derfor se lidt nærmere på dette punkt. Mange oprigtige nådebørn mister ofte fuldstændig modet straks de møder fristelsen. Det sker oftest ved at de tænker som følger: «Om jeg nu til og med falder i synd, så ville jeg ikke tvivle på nåden. Men jeg føler noget i mig som er meget værre: Jeg føler nemlig kærlighed til synden. Dette er jo helt forfærdeligt!»


Til dette må vi svare: «Kære ven, er du tilfreds med denne kærlighed til synden?» «Tilfreds med den? Hvordan skulle jeg kunne være det? Den er tværtimod det mest afskyelige jeg ved», siger du. Da må vi være klar over at dette jeg som afskyr, som hader denne kærlighed til synden - det er dit rette jeg. Det er det nye menneske. Dermed kaldes dette du oplever ikke i Skriften for at elske synden. Men det som du kalder det for, det hedder i Skriften «kødet med dets lyster og begæringer», Gal. 5:24. Det er altså kødets kærlighed til synden som du føler. Hvordan skulle vi kunne vide hvad en fristelse er - om vi ikke var klar over kødets lyster og begæringer? Det er altså en fristelse du oplever. Pas da bare på at du ikke giver efter for fristelsen så du begynder at flirte med den, lovpriser den og følger den. Ved troens bøn må du tværtimod stå kødet og djævelen imod. Uanset hvordan det går med dig, må du blive ved nådestolen og den uforskyldte nåde i Kristus. Da har du jo altid det evige liv i Ham.


Da kan det se så ringe og elendigt ud som det bare vil, ja om du så skulle føle dig fuldstændig overkørt af det onde, så «djævelen springer på dig med fødderne og tramper dig på halsen», som Luther siger. Eller det kan opleves som om han regerer fuldstændig frit over dig, og at al kraft og Den Hellige Ånds nåde synes fuldstændig tabt. Men at blive stille og bie på Herren nu, midt i det sorteste mørke - det er en stor visdom og en stor nåde. For det Herren virker i sine børn i sådanne prøvelsens tider, det er af de dybe hemmeligheder. Den som da er optaget med det han føler, eller det øjnene kan se, han ville fortvivle. Det er netop noget af endemålet med disse dybtpløjende og nedbrydende fristelser: Vi skal miste al «bi»-trøst i egen fromhed og styrke. Derfor må det udvikle sig helt til det yderste, og blive helt så sort for sjælen at der ikke findes den allermindste trøst i noget af det vi kan se eller kende hos os selv. Der må bare blive Herrens eget guddommelige væsen tilbage. Hans egen guddommelige trofasthed og magt skal være alt det som nu er vort eneste håb.


Også sådanne fristelser omfattes af Jakobs ord: «Mine brødre, agt det for ren glæde når I kommer i mange slags prøvelser. (Læg mærke til: «mange slags»!). For I ved at når troen bliver prøvet, virker det tålmodighed», Jakob 1:2-3, og videre i vers 12: «Salig er den mand som holder ud i fristelse, for når han har stået sin prøve, skal han få livets krone» osv. At apostelen her taler om syndens fristelser, ser vi tydeligt af hvad han lægger til lige bagefter, i vers 13 og 14: «Ingen som bliver fristet, må sige: Det er Gud som frister mig! For Gud bliver ikke fristet af det onde, og selv frister han ingen. Men enhver som bliver fristet, drages og lokkes af sin egen lyst».


Læg mærke til udtrykket: «holder ud i fristelse»! Det betyder at man ikke bliver træt og giver efter for fristelsen så man følger den. At man heller ikke fortvivler og forlader nådestolen. Men hele tiden udhol­dende fortsætter i stærk tro under lidelsen at bede denne bøn: Led os ikke ind i fristelse. Peter lærer os også det samme overfor djævelens fristelse: Stå ham imod, faste i troen. Bemærk: «Faste i troen»!


Når man ikke længere tror på Guds nåde og hans vilje og magt til at hjælpe, da holder man op med at bede og bie på Herren. Da overgiver man sig til fjenden. Men skal jeg igen bie på Herren, da må jeg være indstillet på at bie længe og tålmodigt. For os synes det mindst at være noget hen imod uendeligt, og dermed som om vi ikke kan vente hjælp. Det vi da først og fremmest føler her er: Alt er til ingen nytte, det er ikke muligt at vente på nogen hjælp længere. Jeg ser og føler jo bestemt at jeg er overladt til Satan osv. Bliver man stående ved den indstilling, da ophører bønnen, som vi netop så.


Vor naturlige ladhed støtter også op under dette, så vi bliver trætte af at bede når vi ikke straks bliver bønhørt. Eller vi bliver opbragt over Kristus som ikke fører os netop sådan som vi havde tænkt. Lukas siger: (Kap. 18, vers 1 flg.) «Han sagde en lignelse til dem om at de altid skulle bede og ikke blive trætte». Lignelsen var om en dommer, en hård og uhjælpsom dommer som længe bare var undvigende over for enken som søgte hjælp. Men til sidst var han ligesom udmattet af hendes bønner og sagde ved sig selv: «Om jeg hverken frygter Gud eller tager hensyn til noget menneske, så vil jeg alligevel hjælpe denne enke til at få ret, fordi hun plager mig sådan. Ellers kommer hun vel til sidst og slår til mig. Og Herren sagde: Hør hvad den uretfærdige dommer siger! Men skulle Gud da ikke hjælpe sine udvalgte til sin ret (tage sig af deres sag), de som råber til ham dag og nat? Er han sen når det gælder dem»


Her ser vi for det første Kristi vilje: At vi altid skal bede og ikke blive trætte. For det andet ser vi årsagen til at man bliver træt og giver op: Man ser på Gud som en dommer som ikke hjælper, men trækker sig væk for vor bøn. For det tredje siger Kristus at selv om han var som den dommer vi læser om, så ville han alligevel ikke kunne holde ud at hans børn forgæves måtte råbe til ham dag og nat. Er han sen når det gælder dem? siger Herren.


Men hvad er det Herren antyder gennem dommerens ord: «Ellers kommer hun vel til sidst og slår til mig»? Åh, «hvem er vis, så han skønner dette, forstandig, så han bemærker det», Hoseas 14:10. Gud selv ville jo være en løgner om han lod os stå der uden hjælp, på trods af vor bøn og vor tro på hans løfter. Gud har jo gennem hele sit ord sagt: «Kald på mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal prise mig», Salme 50:15. Da må Guds ære og sandhed jo først blive tilintetgjort, da må Gud ikke længere være Gud, om han ikke gør efter disse sine egne ord.


Vågn derfor op og indprent dette dybt ind i dit hjerte: Forestiller vi os et menneske som først har forsøgt sig med sine egne kræfter. Som dernæst har lært fuldstændig at måtte opgive at regne med disse. Når han så til sidst bare råber til Herren om hjælp! - Da er det fuldstændig umuligt at et sådant menneske skulle stå der uden hjælp, uanset hvor fortvivlet situationen end måtte se ud. For her er hele Herrens eget guddommelige væsen, hele hans guddommelige troværdighed, sandhed og magt, garantien for at jeg skal blive reddet.


Vi har nu set hvilket sind som kræves for at bede denne bøn på rette måde. Vi har også set på selve kilden til fristelserne. Nu vil vi se lidt nærmere på selve bønnen og hvad vi kan lære af den.


Det første Herren her lader os forstå er at selv har vi ikke nogen som helst kraft til at stå imod fristelserne. Det ser vi jo af at han har lært os at bede om netop dette. Det fremgår særdeles tydeligt af det konkrete ordbrug han anvender. Han siger ikke: Hjælp os i vor strid imod fristelserne, - men han lærer os at sige: Led os ikke ind i fristelse. Dette antyder: Om du så bare leder os ind i fristelse, så falder vi. Spar os for dette, slip os ikke i striden, vi har ingen kraft, vi omkommer!


Vi vil også tilføje, som Luther siger det, at bønnens mening er at Gud vil beskytte og bevare os i fristelserne, men Herren vælger at bruge et udtryk for dette som bærer i sig at vi samtidig bekender at vi er fortabt hvis han forlader os i fristelserne. Vi beder jo: Led os ikke - osv. Fordi vi i tillæg skulle bede Herren om dette hele tiden («uophørligt»), så fremgår det jo tydeligt af det at vi ikke kan hjælpe os selv. Ja, vi kan gå endnu videre og lægge mærke til at det dermed også slås fast: Ikke bare at vi i os selv ikke har nogen som helst kraft, men også at vi heller ikke én gang for alle har fået Guds kraft «tilført os», så vi selv kan disponere over den sådan som vi synes vi trænger til den. Nej, vi må til stadighed og altid, for hver dag og stund, tigge om at få det.


Så siger du måske: Ja, det ved jeg selvfølgelig, at selv har jeg ingen kraft. Svar: Ikke noget skuespil nu! Lyv ikke om hvad der foregår inden i dig! Kender du egentlig dig selv? Hvis du både vidste og troede at du ikke magtede noget som helst selv, da blev du snart hjulpet. Da ville du stadigvæk ikke tænke på dig selv og egen aktivitet. For det er disse tanker som omgående vender dit blik bort fra Herren. Da ville du have oplevet hemmeligheden som Paulus taler om når han gådefuldt siger: Når jeg er skrøbelig, da er jeg stærk, 2. Kor. 12:10. Åh nej, der findes ikke noget så ulideligt sejt i vor natur som den gamle, dybe tillid til os selv.


Hvis du forstod at du ikke magtede noget som helst selv, men fuldstændig og udelukkende var afhængig af Guds barmhjertighed, da ville du for det første få lyst til «altid at bede og ikke blive træt». Og du ville gøre det i tillid til Gud og hans løfter. For det andet ville du være klar over at kun i den grad du gennem denne troens bøn fik nåde til det, ville du selv undgå at falde i synd, eller kunne flygte fra synden. For det tredje ville du da vide at hvad der end senere sker i striden, så er det alt sammen under Herrens nåde, 2. Kor. 12:9, og at dit liv er ført i Gud og af Gud.


Har du det ikke sådan? Da har du altså selv endnu nogen kraft, så du ikke hvert et øjeblik er afhængig af Gud. Brug da bare den kraft du selv har, men klag og græd ikke. Hjælp dig selv! Vær stærk og bær ikke på bekymring af nogen slags! Vær alvorlig, vær bange for synden, forsigtig, trofast og alt andet hvad du bør være - vær det og klag ikke! Du har med denne baggrund ingen grund til at tigge og bede Herren om noget.


Men læg mærke til at Gud gennem hele Skriften aldrig har sagt at vi selv har nogen kraft, eller at Guds kraft er overført til os på nogen måde så vi ikke skulle behøve bede om den for hver dag og time. Når Peter, som helt sikkert gav Jesu navn æren for sin styrke, ApG. 3:6,16, lovede Herren inderlig trofasthed, Luk. 22:33, da lægger jeg mærke til at Herren ikke lod ham beholde den opfattelse at han havde fået nogen kraft «tilført sig», som han ligesom kunne disponere over når som helst. Nej, da lader han ham hellere samme aften falde tre gange for fristerens sigte, Luk. 22:31 - indtil han går ud og græder bittert. Nu havde han fået den lærdom som viste ham at han ikke selv kunne råde over denne kraft.


Åh, hvor underligt det er med den kristnes liv! Det er et korsfæstet liv. Vil han begive sig på vej til venstre (på syndens vej), da tugtes han. Bevæger han sig ud mod højre side (egenretfærdighed og egen styrke), da tugtes han også. Gennem begge hænder har han nagler, både den højre og den venstre. Målet er jo at han eftertrykkeligt skal lære hvordan Herren vil være alt i alle, så han siger: «Alene i Herren er der retfærdighed og styrke», Esajas 45:24.


Men dette ord: Led os ikke osv. har endnu en lærdom at give os. Det peger på endnu et tankevækkende forhold, ja et forhold som kan overraske mange. Se endnu en gang på ordene: Led os ikke ind i fristelse. Kan Herren tænkes at have valgt ordbrug som ikke havde praktisk reference i henhold til sin betydning? Hvorfor skulle han vælge et sådant udtryk? Ordene i Jakobs brev kap. 1 vers 13 er nok en evig sandhed. Der står det at en syndig fristelse aldrig kommer fra Guds eget hellige væsen: «Gud bliver ikke fristet af det onde, og selv frister han ingen». - Vi har også tidligere set de egentlige kilder til alle vore fristelser. Og vi må stadigvæk huske på at djævelen er den som også har fyldt verden og vort kød med synd, og altså er den som i dybeste forstand bærer navnet «fristeren», Matt. 4:3. Dette er en uimodsigelig sandhed, - og alligevel, hvad siger Skriften? Jo, Skriften lærer med tydelige ord at det netop hører med til Guds hellige, retfærdige straf at de mennesker som foragter eller misbruger hans nåde, og ikke vil høre på hans advarsler mod synd og djævelens fristelser, - de skal tugtes ved netop at ledes ind i dem.


Forhærdelse, kraftig vildfarelse, skammelige lyster, alt dette er jo i sit væsen djævelens værk. Alligevel siger Skriften at Herren skal sende alle disse onde ting over menneskene. Ja, helvede og døden skal tjene ham. Det samme gælder djævelen og hans fristelser. Alt dette som straf over dem som levede et falskt liv ved hans side. Eller til tugt og ydmygelse (svensk: «til helbredende tugt») som kan redde hans børn. Som eksempel på sidstnævnte fristelser, altså som tugt for hans børn, kan vi bare nævne Job. Herren var den som bestemte målet/grænsen for det onde som Satan fik lov at påføre denne gudfrygtige mand. Alligevel blev fristelsen/prøvelserne så store at han til sidst faldt i utålmodighedens synd. Ja, det gik så langt at han forbandede den dag han blev født. På samme måde ser vi også Kristus give Satan tilladelse til at sigte disciplene. Han siger jo: «Se, Satan krævede at få jer i sin magt for at sigte jer som hvede», Luk 22:31.


Men når det gælder eksempler på de fristelser som er Guds hævnende retfærdighed over de ulydige, må vi være klar over dette: I Rom. 1:21 siger apostelen: «For selv om de kendte Gud, ærede eller takkede de ham ikke som Gud. I stedet blev de tomme i deres tanker, og deres uforstandige hjerter blev formørket, vers 24: Derfor overgav Gud dem også i deres hjerters lyster til urenhed». Og videre (vers 26): «Derfor overgav Gud dem til skammelige lidenskaber». Og i vers 28 siger han: «Eftersom de ikke brød sig om at eje Gud i kundskab, overgav Gud dem til et udueligt sind, så de gør sådant som ikke sømmer sig».


Læg mærke til ordene: «For selv om de kendte Gud, ærede eller takkede de ham ikke som Gud» - «I stedet blev de tomme i sine tanker» - «Efter som de ikke brød sig om at eje Gud i kundskab», derfor, derfor, «overgav Gud dem». Og i 2. Tess. 2:10-12 siger samme apostel: «fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud dem kraftig vildfarelse, så de tror løgnen, for at de skal blive dømt, alle de som ikke har troet sandheden» osv. Og i 2. Mos. 4:21 siger Herren om Farao: «Jeg vil forhærde hans hjerte, så han ikke lader folket fare». Videre læser vi i Ordsp. 22:14 om skøgens fristelser: «Den Herren er vred på, falder i den».


Dette er Herrens forfærdelige retfærdighed. Når så Guds børn, de eneste som med rette kan bede Fader vor, også står i fare for at falde i selvsikkert hykleri, de som ved Åndens advarsler så ofte frygtede for denne fare, - så ser vi hvordan den sjette bøn «led os ikke» også får denne alvorlige betydning for deres hjerter. Den som ikke ser nogen grund til at frygte - han har i sandhed grund til at frygte! Men så længe «Herrens Ånd - den Ånd som giver kundskab om Herren og frygt for ham», Esajas 11:2, stadigvæk bor i os, da frygter vi for alt som er farligt. Da beder vi med alvor også sådan: «Gud, vær os nådig! Gør ikke med os efter vore synder, så du skulle overgive os til vort hjertes lyster og djævelens forfærdelige strategi! Forlad os vor skyld. Og led os ikke ind i fristelse!»


Men vi opdager også at ordet «fristelse» har en særlig, frygtelig hentydning. Fra fristelse til fristelse kan der være stor forskel. Det er nemlig også en fristelse som vi må bede Gud bevare os fra; når djævelen går efter vort kød og optænder en ild af f.eks. vrede, utålmodighed, havesyge eller urene begær. Da kan vi stå i fare for pludselig at føres ind i en synd.


Men tusind gange farligere fristelse står da også foran dig, når djævelen går efter sindet og vor overbevisning. Da går det på at han ret og slet vil slutte fred og venskab med synden. Dette foregår sædvanligvis på følgende måde: Først trætter han sjælen ved at han ihærdigt og kraftigt beskyder hjertet med glødende fristelses­skud. Han optænder det stærkeste begær i os, fylder følelsesliv og fantasi med syndens fristende smag, og udmaler alt hvad vi kan nyde og opleve i dette for os. Han kommer stadig tilbage med det samme, og prædiker selv i os at dette aldrig skal ophøre.


Lidt efter lidt, når sjælen er totalt udmattet, kommer han, om vi kan sige det sådan, med forhandlingsflaget. Dvs. at han siger: «Stands!» til sjælen. For at den kan begynde at diskutere med sig selv, og tænke på om det virkelig er så konkret syndigt og farligt - det djævelen byder på. Måske man i hvert fald skulle kunne finde en grund for en undtagelse fra den almindelige regel! - Sådan ser vi alt dette i den første fristelse på jord. Da viste han ikke bare hvor god frugten var at spise, og hvor skønt træet var at se på. Men han sagde også: «Har Gud virkelig sagt: I skal ikke spise af noget træ i haven?» I, ophøjede herskere over hele vor jord! - Skulle vel Gud have lagt et sådant bånd på jer? Nej, «Gud ved at på den dag I spiser af det, vil jeres øjne åbnes, I vil blive sådan som Gud og kende godt og ondt» - og «I kommer slet ikke til at dø». - Nej, langt fra dø, men tværtimod have gavn af det. Ja, dette er nøjagtig fristerens stemme! Det samme siger han til os: Selv om det er synd, så vil det bare føre til en dybere sønderknuselse og at du sætter endnu mere pris på nåden. Du skal «kende godt og ondt». Du skal blive mere ydmyg og erfaren m.m.


Oplever vi så yderligere de ugudeliges råd, eller påvirkning fra onde ånder som forsvarer synden, så kan en kristen efterhånden føres dertil, at de påvirkninger som han altid tidligere frygtede, de ser nu i fristelsens stund ganske acceptable ud, ja, synes til og med gode og sande. Enden på det hele bliver at han indgår fred og går i kompagniskab med synden, dvs. bestemmer sig for at blive værende i syndens tjeneste. Så er til og med sindet altså fanget og «omvendt».


En kristen skulle ikke behøve at komme til et så ulykkeligt resultat, hvis han havde taget Herren og hans ord alvorligt. For Gud er trofast og stærk nok til at hjælpe selv den allersvageste mod fristelsen. Apostelen siger det sådan: «Selv om de kendte Gud, ærede eller takkede de ham ikke som Gud. I stedet blev de tomme i sine tanker. Derfor overgav Gud dem også til deres hjertes lyster til urenhed» osv. Her ser du hvad det drejer sig om når vi beder: Led os ikke ind i fristelse.


Et andet eksempel: Det er også en fristelse når vi pludselig fyldes af øjets begær til jordens forgængelige skatte. Mod sådant har et Guds barn al grund til at bede: «Gud, bevar mig, frels mig!» Og fristelsen bliver tusind gange stærkere hvis en kristen pludselig oplever at gå fra fattigdom over i en rigere tilstand. Han får måske en lysende karriere eller værdifuld ejendom. Da opsluges hans tanker, hans hjerte og alle kræfter af den store jordiske lykke han nu har fået.


Hvem er da den kristne som virkelig ser alvoren i Kristi ord: «Ve I som er rige, for I har allerede fået jeres trøst», Luk. 6:24, og «Det er vanskeligt for en rig at komme ind i himlenes rige», Matt. 19:23-24. Da vil han være bange for, og han vil bede om at få lov at slippe for en sådan lykke. Ja, han vil frygte for det som den største fristelse. En særlig grund har han nok for det, fordi sådanne blændende undskyldninger som disse altid følger med sådanne fristelser: «Er det ikke Guds gaver og velsig­nelse? Er Guds velsignelse et onde? Skal jeg ikke takke Gud for hans gaver og disponere dem med omtanke? Desuden er min glæde over dem ikke så stor som mine bekymringer». (Som om man dermed kunne se bort fra farerne!)


Men vi ser alligevel Herren siger at netop disse uskyldige ting, som i en sum udgør vor rigdom, virkelig er en så stor hindring for et sandt Guds rige i sjælen - at han bruger lignelsen om kamelen og nåleøjet for at understrege det! Og da vil spørgsmålet om en kristen kan reddes i netop sådanne fristelser, helt afhænge af om han virkelig ser alvoren i disse Kristi ord, tager det til hjerte, og lader sig føre ind i den frygt og den bøn som en sådan situation kræver.


Gør han ikke det, men i stedet i sit tankeliv bliver optaget med rigdommen, da vil Gud netop overlade ham til hans hjertes lyst. Da Salomon bad: «Give mig ikke armod, og heller ikke rigdom!», Ordsp. 30:8, da bad han egentlig: Led mig ikke ind i fristelse.


Det som her er sagt om rigdom i form af jordisk velsignelse, det gælder selvfølgelig også al anden rigdom som kan fordreje eller opblæse et menneske. Det kan f.eks. være en rigdom på menneskelig forstand, store natur- eller nådegaver. I sig selv er det alt sammen både uskyldigt og noget Gud selv har givet os. Men så snart hjertet er blevet betaget af noget af dette, så bliver det din største ulykke. Det kan vel mere benævnes kun som en fristelse når en flygtig tanke af selvtilfredsstillelse berører sjælen, - da vil et gudfrygtigt hjerte reagere og bede: Gud frels mig! - Men kommer det til at du ikke mere frygter for denne fornøjelse, men måske tværtimod begynder at lefle med den som acceptabel, fordi du ganske rigtigt har visse fordelagtige sider at sole dig i, - da har du drukket af «tumlebægeret». Da er dit fald uundgåelig. Nu flyder Skriftens ord om at «Gud står de stolte imod», 1. Pet. 5:5, og «de første skal blive de sidste», Matt. 20:16, igennem dit hoved. Men nu kan du ret og slet ikke frygte mere. Du ved med dig selv at du regner dig som en af de mest forstandige, gudfrygtige og alvorlige kristne osv., men alligevel frygter du ikke!


Luther siger om dette: «Denne tekst (om de første osv.) skal man ikke prædike for fattige mennesker, men for sådanne som mig selv og lignende, som kunne mestre hele verden og dermed tænke at vi er de første. Ja, hvordan kan det være én forholder sig på en måde, en anden på en anden måde overfor evangeliet? Uden tvivl fordi de ikke tror at sådanne ord som «De første skal blive de sidste» angår dem. Eller - om de til og med opfatter det angår dem, så er de faktisk gledet så langt ind i tilfredshed og bedrag, at de ikke tænker på at frygte - men tværtimod fortsætter med at anse sig blandt de første. Derfor kommer de under Herrens dom: De bliver virkelig blandt de sidste. Det vil enten vise sig her på jorden gennem grove fald i synd. Eller, om det ikke sker, vil det åbenbares i dommen på den yderste dag. Bliver det en ulykkelig udgang på fristelsen, så kommer det altid af at man ikke tog Herrens ord alvorligt og bad inderligt: Led os ikke ind i fristelse!


Igen nævner vi et eksempel: Det er også en fristelse når en kristen pirres til at blive misfornøjet med sine nådesøskende. De har den eller den fejl, de støder ham på en eller anden måde, de har ikke udtrykt sig rosende nok om ham osv. Men han frygter for hvad djævelen nu er ude på, at han skal skære kærlighedsbåndet over og adskille lemmerne i legemet. Derfor beder han Gud om nåde til fortsat at overvinde alt med tålmodighed så han kan forblive i kærligheden. Ja, dette er en fristelse som kan give os de allerhårdeste kampe i hjertet.


Men tænk hvor meget giftigere det bliver når djævelen angriber og fordrejer sindet og din overbevisning, så du begynder at følge fristelsen med fuldt overlæg! Baggrunden kan f.eks. være: Disse er ikke rette kristne, de har ikke ret i det eller det, og jeg har ikke brug for dem, jeg har Gud og hans ord i mit hus, jeg vil aldrig se dem. - Så begynder du mere eller mindre forsigtigt at udmale deres fejl og mangler. Og mere og mere grundigt afskærer du forbindelsen med dem som trods alt gennem alle sine anstrengelser har som mål at være rette kristne (ikke bare teologer), som ikke bare vil vide hvad Herrens vilje er, men også gøre den, som virkelig vil tro og prise Lammet, og følge det.


Om disse, måske med skiftende held, lykkes i dette sit slid gennem denne onde verden fuld af fristelser, så er de alligevel Herrens folk. Dette er det de nu er optaget med. De er et folk som Herren af sin nåde kendes ved, forlader, fører og former for sit himmelske rige. Fra disse har du så skilt dig ud på grund af en eller anden ensidig opfattelse. Husk hvad Herren har talt: «For hvis I ikke forlader menneskene deres overtrædelser, da skal jeres Far heller ikke forlade jeres overtrædelser», Matt. 6:15 og 18:35. «Af dette skal alle kende at I er mine disciple, om I har kærlighed til hinanden», Joh. 13:35. Men du er døv for sådanne ord. Kristi egne ord fordømmer dig, men du frygter ikke. Åh hvor det er om at gøre at bede: Led os ikke ind i fristelse!

 

-----

 

Til sidst vil vi tage endnu et eksempel frem på en dødelig fristelse.  Den ligger på et helt andet plan end det vi har nævnt tidligere, og er af en sådan natur at man sædvanligvis ikke ser på det som nogen fristelse. Alligevel går dette på netop det at fordreje selve troen og det indre liv. Ganske rigtig fristes alle Guds børn dagligt med vantro i sine tanker. Det kan være kraften til helliggørelse som svigter. Det kan være en følelsesmæssig langvarig tørke - når både Ordet og bønnen virker livløs. Men alt dette er kortvarige og forbigående fristelser. Det bliver småt sammenlignet med når djævelen til sidst til og med angriber din overbevisning. Da planter han mistanke imod selve troens vej - den som er selve grundlaget for vor åndelige fødsel.


En stakkels kristen ser meget som mangler i sin livsførelse og helliggørelse, åbenlyse forhold som ikke kan bortforklares. Så begynder man at fordybe sig i disse og hvad man selv burde være og gøre - så Kristus og nåden skydes til side og bliver ubetydelig for en. Ja, til sidst er der knapt en tanke på disse væsentlige ting tilbage i ens hjerte. Da er det djævelen prøver at plante nye tanker i Guds børn. Det gør han enten gennem Guds børns egne tanker, eller gennem en umoden og egenretfærdig leder. Han fortæller dig at disse mangler eller fald er tegn på at den vej du går på ikke er den rette. Han fortæller dig videre at det ikke er rigtigt at du kun efterhånden skal vokse i troen, våge og bede, og så lægge i din trofaste Frelsers hånd hvor meget kraft han vil give dig. - Nej, du må slå ind på en helt ny vej, du må rette blikket mere på loven end på Kristus, du må selv engagere dig, blive aktiv osv. - Da bliver forførelsen virkelig stor.


Snart er dine øjne fuldstændig vendt bort fra Frelseren. Nu kaster du bare hastige sideblik hen på ham. «Forsoningen, retfærdiggørelsen,» siger du, det kender jeg godt, «men helliggørelsen må nu blive mit mål og det jeg må koncentrere mig om». Så falder det dig ikke ind at det du mangler i din helliggørelse alene kan modnes ved at din tro forøges, og ved et stærkere samfund med Kristus, han som er livets eneste kilde. Det er udelukkende fra ham, «vintræet», al saft og kraft kommer til grenene.


I stedet ser og tænker du nu så meget på dig selv, at du kommer længere og længere bort fra livets kilde. Nu ligger det i selve sagens natur at du bliver mere og mere død. Når grenen ikke længere trækker saften fra selve vintræet, da må den tørre mere og mere ind, Joh. 15:4, 6.

For det andet begynder loven igen at regere i samvittigheden. Og loven har altid et særligt kendetegn når den begynder at arbejde: Den vækker synden til endnu større kraft, Rom. 7:8-11. Resultatet er at din syndserkendelse, som tidligere var blevet alt for tung for dig, den bliver nu endnu større. Og det gør at du trækker dig længere og længere bort fra Kristus.


Sådan gik det med galaterne. Falske apostle havde forført dem til «et andet evangelium - skønt der ikke findes noget andet», siger apostelen og fortsætter: «Det er bare nogen som forvirrer jer og vil forvrænge Kristi evangelium», Gal. 1:6 -7flg. Men egentlig var de vist ikke ude efter at ville fornægte Kristus. De ville bare understrege en nødvendig tilføjelse, mente de. At de med det forventede en større kraft til helliggørelse, det ser vi af apostelens spørgsmål i kap. 3 vers 2: «Bare dette vil jeg vide af jer: Var det ved lovgerninger I fik Ånden, eller var det ved at høre troen forkyndt?»


Det drejede sig altså om en ny vej for at få mere Ånd og kraft. Men både ved dette skriftsted, og i Kol. 2 viser apostelen at dette sker alene gennem den enfoldige tro på Kristus - ved at «holde fast ved ham som er hovedet. Fra ham er det jo legemet vokser Guds vækst, hjulpet og holdt sammen af alle bånd og led», vers 19. Hvor stærkt har apostelen ikke understreget at den eneste vej til helliggørelse går gennem at sættes fri fra loven så vi kan «tjene i Åndens nye væsen, og ikke i bogstavens gamle væsen» (Se Rom. 6,14 og 7: 4, 6)!


Behøver vi mere end Kristi egne ord: «Den som bliver i mig, - han bærer meget frugt» - «Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver i vintræet, sådan kan I heller ikke bære frugt uden at I bliver i mig», Joh. 15! Han siger ikke: Hvis I råber til mig, men han siger: «Hvis I bliver i mig». Dette har du nok også erfaret når du alene ved troen og nåden fik et andet, et åndeligt sind. Du blev glad i Gud, fik lyst til det gode, blev forvandlet fra verdens og dit eget medfødte sind. Alligevel sker det at når Gud ville du skulle erfare din svaghed og dine fejl - da bliver du irriteret. Du vil nu følge fornuften og djævelen som vil vise dig en bedre vej.


Vi vil på ingen måde nægte at fristelsen er overmåde fin. For hvem skulle vel frygte for et råd som gik på at du måtte få et nyt møde med Gud? Og når det bare går på spørgsmålet om en dybere helliggørelse - hvem skulle da tro at djævelen står bag? Så begynder nogen altså at søge efter et bedre liv end det Gud virkede da de fuldstændig fattige og hjælpeløse kom til Kristus. Det liv, hvor de selv ikke var eller havde noget, - var fattig og misfornøjet med sig selv - men havde Kristus og i ham havde alt. Det liv er ikke længere nok. Nu søger de en vej hvor de selv skal blive mere hellige end de blev på troens vej.


Men vi skal lægge mærke til at hvis disse bare beholder en vågen ånd som stadig kender lovens åndelige krav, så vil de aldrig tilfredsstilles på denne nye vej, aldrig finde det de søger. De vil tværtimod blive endnu mere ulykkelige. Og grunden er det vi netop nævnte. Hvis de da stopper op i forvirringens og vantroens mørke og kulde indtil al nød og længsel efter frelse dør ud, så har denne fristelse ført til en fuldstændig fortabelse. Hvem skulle vel have tænkt sig det, at djævelen skulle have sigtet mod en sådan slutning, når han begyndte fristelsen så smukt?


Men der kan også blive en anden afslutning på denne fristelse, som er lige så ulykkelig. Du kan til og med finde det du søger (sådan som du selv opfatter det), og havner da i egenretfærdighed og selvvalgt åndelighed. Dette sker når forvandling og helliggørelse går på de ydre ting, og (bemærk dette) når sjælen på en sådan måde retter al opmærksomhed mod en bestemt eller nogle konkrete gerninger. Når ens helliggørelse konkretiseres omkring disse særlige ydre forhold, da skubbes hele vort indre livs vederstyggeligheder i baggrunden. Man føler ikke mere hjertets ondskab, og er slet ikke vågen for lovens åndelige krav. Da kan man nok blive from og stærk og fornøjet med sig selv. Denne udgang på «den nye vej» er, om muligt, endnu mere ulykkelig end den forrige. For i sit bedragede sind går man da sædvanligvis endnu længere på selvbedragets vej.


Alene af de fristelser vi nu har taget frem, har vi set så tilpas meget at man kan blive bange for sit evige liv. Vi skal sandelig ikke føle for at leve sovende og selvsikre. Vi må frygte for grøfterne på alle sider, og flittigt bede denne bøn. Al vor erfaring bekræfter dagligt det Guds ord også siger, at vor «modstander, djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen han kan opsluge», 1. Pet. 5:8. Vi ser sporene både efter hans grove og åbenlyse angreb, og efter hans fine og listige kneb. Han «skaber sig om til en lysets engel», 2. Kor. 11:14, som i den fristelse vi nævnte sidst.


Måtte den som ikke kender den ondes angreb, alligevel forstå at fjenden lægger fælder for ham! Gud, væk os op af vor forfærdelige sikkerhed! Lær os at tage din kærlige formaning alvorligt! Våg og bed, for at I ikke skal komme i fristelse!


Men, måtte også de som er nær ved at give op i kampen, ikke miste modet, men vide at Gud både er mægtig og trofast, som ikke lader os fristes over evne, men gør både fristelsen og dens udgang så vi kan tåle den, 1. Kor. 10:13.


Det er ikke for ingen ting at Kristus har lært os denne bøn, men fordi han selvfølgelig har tænkt at bønhøre den, og hjælpe os ud af fristelserne. «Vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan have medlidenhed med os i vor skrøbelighed. For ved at han selv har lidt og er blevet fristet, kan han komme dem til hjælp som bliver fristet. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone», Heb. 2:18, 4:15, 16,


Vi skal vogte os for grøfterne både på højre og venstre side - både for selvsikkerhed og for modløshed, og mod begge farerne skal vi tillidsfuldt bede: Led os ikke ind i fristelse!