Den femte bøn:

Og forlad os vor skyld,

som vi også forlader vore skyldnere.

 

I de tre første bønner, hvor vi sagde dit, din, så vi på Gud, hans navn og hans vilje. I de tre sidste bønner, hvor vi siger vor, vort, os, ser vi på vore egne sjæles vel og frelse. I den bøn som ligger mellem disse, altså den fjerde, har Herren så valgt at vi skulle lære at kaste alle legemlige bekymringer på ham, så vi skulle være desto mere ledige for de åndelige forhold som møder os.

Emnet for den første bøn: Guds navn, hans ord, og at vi helligholder dette, er den første betingelse for at Guds rige skal komme og at Guds vilje skal ske. På samme måde er syndernes forladelse også forudsætningen for og selve livet i vort indre menneske. Uden det har det ingen hensigt at bede imod fristelser eller noget som helst ondt.

Ja, bønnen: «forlad os vor skyld» er selve det nye menneskes hjerteslag. Det er netop herfra alle øvrige kræfter i det nye menne­ske sættes i bevægelse. Hvis hjertet standser i kroppen, og ikke mere driver blodet gennem årerne - da er det slut med livet, da flygter sjælen. Så også når denne bøn ophører - så man ikke længere sukker om forladelse, ikke længere behøver komme til nådestolen. Da er det slut med nådelivet, da flygter Guds Ånd.

Vi ved jo at hele det åndelige liv i hovedsagen består af to nådeværk som kort sagt betegnes som omvendelse og tro. Eller på den ene side den levende erkendelse af synden som driver menneskene i bøn både om forladelse og hjælp mod synden. Og - på den anden side nådens erfaring. Gennem den kommer menneskene til nådestolen hvor de begærer og modtager denne forladelse. Det er for dette allervigtigste punkt i vort åndelige liv Herren lærte os denne bøn.

Vi ved at om alt andet som tjener til liv og gudsfrygt findes hos et menneske, men denne afhængighed af nådestolen mangler, så er alt falskt og dødt. Dette er det Herren Kristus vil sige når han taler til engelen for menigheden i Efesus: «Jeg ved om dine gerninger og din udholdenhed. Du har tålmodighed, du har haft meget at bære for mit navns skyld. Men jeg har det imod dig at du har forladt din første kærlighed», Åb. 2:1-4. «Den første kærlighed» er forlovelseskærligheden - den kærlighed som springer ud over modtaget forladelse når man netop har fået benådning.

Denne engel eller leder var altså kommet i den situation at han nu ikke længere behøvede ligge, som i sin første benådningstid, ved sin Frelsers fødder og bede om forladelse. Nu havde han nok med sin egen virksomhed, sin forkyndelse og det han måtte lide for Kristi navns skyld. Ja, Herren siger at på den yderste dag skal mange sige til ham: «Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, uddrevet onde ånder i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?» Men han skal måtte sige til dem: «Jeg har aldrig kendt jer». Dvs. at det inderlige samfund som kendetegner forholdet mellem den benådede synder og Frelseren - det eksisterer ikke mellem dig og mig, Matt. 7:22-23.

Sådan skildrer lignelsen om manden i bryllupssalen (himmeriget på jorden), som ikke havde bryllupsklæder på, også hvordan han havde alt det andet, men ikke havde haft behov for renselsen i Lammets blod, Matt. 22 og ApG. 7:14.

Se da hvor vigtig det er at vi til enhver tid prøver os selv på om vi er afhængige af at ligge ved nådestolen! Altså om vi lever i en sand og drivende syndserkendelse, om vi har den femte bøn som vor kæreste bøn, vort inderste hjertes trang. En bøn som stadigvæk går som åndedrættet fra vort hjerte.

Åh, hvilken forfærdelig tilstand, en hemmelig lurende fortabelse, er det ikke når en kristen har alt det andet så rigt og ret efter Ordet. Men ikke mere behøver at komme dagligt til Frelserens fødder og bede om nåde og forladelse. Det er slut med dette fattige syndeliv hvor man ikke kunne leve uden den daglige syndernes forladelse. Nej, nu får der lov til at vokse græs på nådestolens trappe. Nu er det ikke mere magtpåliggende, hver dag, at forvisse sig om Guds venskab. Nu er der andre sager som optager sindet og beroliger samvittigheden. Det er måske en lysende dragt af kristelig virksomhed som nu gør den blodige dragt på Golgata overflødig. Man er med til brylluppet. Man har kæmpet sig gennem de hindringer forretningsliv eller gods og gård havde skabt - og behøver ikke bryllupsklæderne!

Må Herren Gud hjælpe hver og en som vil være en kristen, til virkelig at vågne op og tænke alvorligt over dette, for sin udødelige sjæls frelses skyld!

Det første denne bøn vil tale til os er følgende: Herren lærer sine børn i denne daglige bøn at bede: Forlad os vor skyld. Af dette lægger jeg mærke til hvilke egenskaber hans børn forventes at have. For det første ser jeg at hans børn vil være sådanne som aldrig kommer forbi det stadium hvor de føler behov for forladelse, og altså også kender til de synder som bekymrer dem. Herrens mål for denne bøn kan ikke være at vi skal give et tomt udtryk for noget som vi ikke mere behøver bekymre os for. Han har ikke inviteret os til en hyklerisk bøn. Nej, det skulle i sandhed være udtryk for virkelig bekymringsfulde forhold. Må Gud advare os stærkt mod det hykleri at vi skulle fortsætte med at bede denne bøn - samtidig med at vi ikke var os bevidst om synder som virkelig bekymrede os!

Så kan vi da drage denne konklusion at denne bøn vidner om at de rette kristne, er sådanne som har en vedvarende syndserkendelse. Derfor har de et stadigt behov for at være overbevist om syndernes forladelse. Dette var det første vi burde lære og tænke alvorligt over. Men vi skal også bemærke at det ikke behøver være noget bevis imod vor kristendom at vi kender til disse synder som bekymrer os.

Der findes nogle kristne som på trods af et vist lys over evangeliet og flittig brug af dette, bare sjældent er virkelig frie i sin ånd. Grunden er ganske enkelt den at de ikke har modtaget den kraft og befrielse fra sine synder som de mener den rette tro skulle føre til. De er meget vel klar over - for de ser det i hele Skriften - at Guds børn også har synd, at kødet strider imod Ånden osv. Ikke desto mindre bliver de forvirret og mister sin frimodighed så snart de ser nogle tydelige synder hos sig selv. Dette fordi de tænker at sådant ikke skulle være muligt hos dem hvis de var rette kristne. Dermed bekræfter de at der i deres inderste alligevel skjuler sig den indstilling om de rette kristne at de er frie fra virkelige synder.

Sådanne burde altså vækkes af sin vildfarelse hver gang de beder denne bøn, og grundigt erkende at der endnu må findes virkelige synder hos de rette kristne. Vi behøver jo ikke bede om forladelse for synder som i virkeligheden ikke findes hos os. Nej, her lærer Herren Kristus sine bedste disciple en bøn som de og alle rette kristne skulle bede dagligt, nemlig Fader vor. Og denne bøn lærer dem at sige: Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere. Da er jeg jo klar over at hans sande børn endnu har konkrete synder at kæmpe med. Da ved jeg at han ikke forestiller sig nogen børn som skulle være frie fra synder. Men tværtimod at synden endnu altid skulle bekymre dem. For, som tidligere nævnt, kan han slet ikke have lært dem en bøn som ikke havde samklang med deres eget hjertes behov. Det ville jo have været at lære dem at hykle. Lige utænkeligt er det at de skulle føle noget behov for syndsforladelse hvis de ikke havde nogen virkelige synder. Nogen kan heller ikke med sandsynlighed tænke, at Herren ville, at vi hele vort liv skulle bede om forladelse for de synder som vi en gang havde da vi ved den første benådning fik «renset hjerterne fra en ond samvittighed», Heb. 10:22.

Konklusionen er altså at denne bøn viser at de rette kristne fortsat altid vil have synder som bekymrer dem. Ja, Luther indleder netop sin forklaring til denne bøn i sin store katekismus med disse ord: «Dette forhold angår vort usle og elendige legeme som ikke går fri af synd - selv om vi har og tror Guds ord, følger hans vilje, tåler konsekvenserne af det, og lever på Guds gaver og velsignelse. Vi falder jo og bryder Guds bud dagligt mens vi lever i denne verden blandt mennesker som gør os meget ondt og giver grund til ærgrelse, vrede, onde lyster osv. Desuden har vi djævelen som angriber og frister os fra alle kanter, så det ikke er muligt at man altid kan stå fast i en så ustandselig kamp. Derfor er det igen en stor nød som giver grund til at råbe: Kære Far, forlad os vor skyld!

Ikke sådan at forstå at han ikke skulle forlade synden både uden og før vor bøn. For før vi har bedt om det, eller nogle gange tænkt på det, har han givet os evangeliet. Og i det har vi fuld og evig forladelse. Men sagen er den at vi bør erkende og modtage denne forladelse. For det legeme vi lever i er af en sådan art at det ikke tror eller tager sin tilflugt til Gud. Det er altid tilbøjeligt til onde lyster, så vi dagligt synder med ord og med gerninger ved det vi gør og det vi ikke gør. Dermed får vi ufred i vor samvittighed så vi frygter for Guds vrede og unåde, og mister dermed trøsten og tilliden i evange­liet. Derfor er det nødvendigt at man omgående skynder sig til denne bøn, og henter trøst for at samvittigheden igen kan finde hvile. Men dette skal bare tjene til at Gud kan nedbryde vor stolthed og holde os i ydmyghed. For om nogen vil stole på sin kristendom og betvivle andres, da bør de se på sig selv og holde denne bøn op foran sine øjne. Så skal det nok gå op for dem at de ikke selv er mere kristelige end de andre. - Åh, måtte vi alle slå vore øjne ned ind for Gud og blive glade for at vi kan få forladelse». Så langt Luther.

Den pæne, men falske indbildning om at de kristne ikke er så elendige og syndige, har ganske stor magt til at gøre nådebørnene nedtrykte i sin trosfrimodighed. Men da må vi igen minde om det hele Skriften viser os, nemlig at der ikke er nogen mennesker på jorden som pines og jamrer sig over synden så meget som de hellige. Derfor siger apostelen netop om dem som tilhører Kristus, altså om de rette kristne, at de har et kød med så onde lyster og begær at det må korsfæstes, Gal. 5:24. Og i Skriften findes ingen udførlig historie om nogen hellige som ikke til og med omtaler hvordan deres synder brød ud, somme tider i ord, somme tider i gerninger.

Om dette siger Luther igen i en prædiken på døberen Johannes’ dag (St. Hansdag): «Tænk på hvem du vil, så er han ikke uden synd. Paulus, den allerhelligste apostel, tilstår i Rom. 7 at han kender synden i sine lemmer. Viljen har jeg, siger han, men jeg ser en anden lov i mine lemmer som strider mod loven i mit sind, og som tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer. For det gode som jeg vil, gør jeg ikke. Men det onde som jeg ikke vil, det gør jeg. Denne Paulus ville ikke være i synden - og måtte alligevel være i den. Jeg og flere andre ville gerne slippe synden. Men det lader sig ikke gøre, hvor meget vi end undertrykker den. Når det sker at vi falder i synd, står vi nu op igen på ny. Undervejs plages og pines vi så med den»... osv.

«Samlet set kan vi sige: Kristi rige er et syndigt rige. Hver og en som gerne vil være hellig, må bare sige: «Åh, almægtige Gud, tilregn mig ikke mine synder!» Alle må synge med på denne sang: Fader vor, du som er i himmelen, forlad os vor skyld! De som spiller hellige, som ikke ved nogen ende på sin hellighed, forstår ingenting af dette. De mener jo det er sådan fat med Kristi rige at der slet ingen synd er, men alt er så fint som om der var fejet fuldstændig rent. De vil have en sådan kristen som er hellig og fuldstændig uden synd, ja sådan som Kristus selv er. Det er et forhold langt fra realiteterne. Nej, den som er en kristen, er en synder som erkender sin synd. Det tynger ham og er helt i strid med hans hjertes ønske at han endnu kender til syndens fristelser. Den som slet ikke har nogen oplevelse af synden, er ikke en kristen».

Luther siger videre: «Fromme kristne hader dette liv og vil gerne flytte til det himmelske alene på grund af sine synder. De kommer aldrig så langt her at de ville kunne sige: «Jeg er helt uden synd». Tror de selv at de er kommet så langt, da har selveste djævelen bedraget dem. Ingen hellig vil nægte at han plages af synd. Nej de bekender det alle, og det gør dem hjertelig ondt, så de alle må råbe med Paulus: «Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?» Rom. 7:24. Sådan sukker og klager de alle på grund af at de kender synden og higer efter at være løst fra den» - Så langt nævnte prædiken.

I en prædiken til søndag efter jul siger Luther videre: «De kristnes liv er at de begynder på det at blive hellige, og fortsætter med at arbejde på den vej. Men ind imellem mislykkes det, så de også bærer frugter som er dårlige og som strider mod Ånden. Derfor må du være klar over at Kristus er underlig i sine hellige. Så du må tage dig i akt og ikke fordømme nogen, såfremt de ikke åbenlyst taler imod evangeliet. Det er på Åndens frugter man kan kende dem. Men netop fordi Kristus vil være både skjult og åbenlys, lader han også nogle fald og brist ske, så han kan skjule sig og overmodige dommere kan forarge sig over ham».

Gennem sådanne sørgelige oplevelser af fordærvelsen bliver Guds børn ofte dybt nedtrykt, og kan slet ikke tro at de alligevel har Guds nåde og venskab. Det er på grund af denne nød Herren lærer os at komme frem for ham og klage og råbe: Fader vor, forlad os vor skyld. Så han gennem denne hans daglige syndsforladelse igen kan oprette vor samvittigheds trøst og fred i Ham.

For det tredje lægger jeg mærke til at Herren lærte os at bede denne bøn fordi hans mål og inderste vilje virkelig er at forlade os vore synder. Og at hans hensigt var en evig forladelse for sine børn. Tænk når den trofaste Frelser selv sagde: «Derfor skal I bede sådan: Fader vor, forlad os vor skyld» - da vil han jo i sandhed forlade dem. Her har vi igen den vældige trøst som ligger i det at Herren lærte os at bede om noget bestemt. Da ved vi jo altid at den sag som han selv lærte os at hige efter af ham, må han mindst ville give os. Eller kunne vi forestille os at den trofaste Herre og Frelser alligevel ikke vil give os det, når vi kommer og gør netop sådan som han selv lærte os at bede om det? - han som udgød sit blod «til syndernes forladelse», og som yderligere havde lagt ordene i vor mund hvordan vi skulle hige efter denne forladelse!

Skulle han i denne mest alvorlige sammenhæng når det gælder vore sjæle, bedrage os sådan - han som i sin store kærlighed kom og udgød sit blod for os?

Hvem er det da som alligevel gør denne sag så usikker for os, som kvæler vore hjerter med en dunkelhed og uvished om Guds nåde? Vi er på denne måde næsten aldrig tilfreds og sikker på Guds nåde. Burde vi ikke lægge mærke til at det er sjælefjenden, og derfor begynde at leve i den største forvisning om denne forladelse for Kristi trofastheds skyld?

 

-----

 

Men når vi altså dagligt skulle bede om forladelse for vore synder, så må vi ikke forstå det sådan at vi ind imellem, eller når vi falder i synd, er under Guds dom. Luther siger det sådan i tidligere omtalte del af hans store katekismus: «Gud forlader os synderne uden og før vi beder. Han har givet os evangeliet til og med før vi begyndte at tænke på det, og i det har vi evig forladelse. Men sagen er den at vi bør bekende, og så modtage denne forladelse».

Dette ord af Luther kan synes noget uforståelig, når han altså siger at Gud «har givet os evangeliet, og i det har vi evig forladelse, før vi har bedt om det eller i det hele taget har tænkt på det». Men vi finder også en kostelig lærdom i dette. Luther har nemlig samme tanke her som apostelen Paulus har i 2. Kor. 5. Der siger han netop, idet han forklarer evangeliet eller «forsoningens ord»: (vers 18) «Det var Gud som i Kristus forligte verden med sig selv, så han ikke tilregner dem deres overtrædelser og lagde ordet om forligelsen ned i os» (vers 19), som nu helt enkelt lyder: «Lad jer forlige/forsone med Gud», vers 20.

Læg her mærke til hvad forsoningen i Kristi død betyder: At «han ikke tilregner dem deres overtrædelser». Hvem er «dem»? Verden, siger apostelen. Og hvordan skal det forklares? Jo, siger apostelen i vers 21: Ham som ikke vidste af synd, har Gud gjort til synd for os. Der er årsagen. I og ved Kristi død har Gud fået fuld soning (opgør) for hele verden en gang for alle. Og har gennem dette et sådant hjerte overfor alle ugudelige mennesker, som faderen havde overfor den fortabte søn - også mens han var i «det fremmede land» og «sløsede alt det han ejede bort». Dermed har Gud dette hjerte over for alle mennesker før de hverken har bedt om forladelse, eller nogensinde tænkt på det. Den samme Paulus siger nemlig i Kol. 1:14: «I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse».

Læg mærke til: forløsningen, syndernes forladelse, sådan som også Kristus udtrykte det: Mit blod udgydes til syndernes forladelse, Matt. 26:28. Derfor opfordrer evangeliet os til: «Trøst, trøst mit folk, siger deres Gud. Tal venligt til Jerusalem og råb til hende at hendes strid er endt, at hendes skyld er betalt, at hun af Herrens hånd har fået dobbelt for alle sine synder», Esajas 40:1-2.  Ligeså ser vi hos profeten Zakarias i kap. 3 hvor Herren taler om sin tjener Zemak (som betyder Spire). Han sammenligner ham med en sten og siger: Se, på den skærer jeg ud de tegn den skal have, siger Herren, hærskarernes Gud. Og jeg tager dette lands misgerning bort på én dag (vers 9). Læg mærke til ordbruget: tager misgerningerne bort! - og «på én dag»! - Hvilken dag? Den dag da de tegn den skulle have blev skåret ud - dvs. den dag der blev skrevet en indskrift - (på Golgata).

Behøver vi flere beviser for dette hovedpunkt i evangeliet? Eller er vor naturs blindhed så stor at vi ikke ser dette med vore øjne? Er det ikke nok bare at spørge: Hvad udrettede Kristus med sin soningsdød? Hvad betyder de mest kendte ord: Herren lod den skyld som lå på os alle, ramme ham, Esajas 53:6? Og videre: Se det Guds lam som bærer verdens synd, Joh. 1:29. Og fortsat: Ham som ikke vidste af synd, har han gjort til synd for os, 2. Kor. 5:21. Og videre: Skyldbrevet, det tog han bort idet han naglede det til korset, Kol. 2:14.

Hvad betyder alle disse bibelord? Jo, i Guds hjerte er der syndsforladelse før vi modtager den. Det er en syndsforladelse som består i at Guds uomstødelige retfærdighedskrav er tilfredsstillet, og at hans hjerte ved Jesu soning er vendt mod syndere. Nøjagtig som Kristus lod os se det hos faderen til den fortabte søn, som vi netop omtalte, og hvordan festklæderne lå færdige før sønnen kom tilbage, og som så blev taget på ham. Det er nøjagtigt dette som sker når vi kommer tilbage til Jesus. Den som falder fra, eller «rejser bort» er fortabt netop ved sit fravær, som Kristus så udtrykkeligt har sagt: «Fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn», Joh 3:18.

Men den som kommer tilbage, gør ikke andet end at han modtager den nåde som før dette skete lå og ventede på ham. Så er evangeliet altså Guds løfte og testamente på den forladelse som er vor ved Jesu soning. Den som får et testamente på en ejendom, har i samme øjeblik fået ejendommen - selv om han ikke har set den eller er flyttet ind der/taget den i besiddelse. Da forstår vi Luthers ord når han siger at Gud har givet os evangeliet, og i det har vi evig forladelse, før vi har bedt eller i det hele taget tænkt på det. Men, siger Luther, sagen er den at vi bør bekende og modtage denne forladelse.

Når så et menneske er kommet tilbage og lever i troens samfund med sin Frelser, er det menneske i et vedvarende venskabsforhold hos Gud så længe det ikke falder fra og går tilbage til vantroens og selvoptagethedens fremmede land. Men netop på grund af dette sit barneforhold til Gud må dette menneske dagligt komme frem for Gud med sine synder - så han bekender og modtager denne forladelse. Denne bøn er med andre ord givet til børnenes behov.

Børn har et stærkt behov for at bede om forladelse når de gør noget galt, selv om de godt ved at de ikke er forkastet af sin far, eller har mistet arven. Gud vil vi skulle leve med ham under samme forhold som børn med sin far i et godt familieforhold. Derfor begynder denne bøn også med ordene Fader vor. Han er ikke tilfreds med at vi skal stå i en tjeners forhold til sin chef; bare gøre vor pligt, bare gøre tjenester og gerninger for ham. Nej, til sådanne skal han sige: Jeg har aldrig kendt jer. I har profeteret i mit navn, I har gjort kraftige gerninger - men jeg har aldrig kendt jer.

Kristus vil altid at Guds børn skal forblive i den første kærlighed. Vi har nu set hvordan den første kærlighed til enhver tid kun kan bestå ved at vi dagligt modtager forladelse. Dermed indser vi nu hvad denne bøn vil udrette: Selve livet er afhængigt af den, for at vi kan blive værende i den første kærlighed.

For at vi skal gennemskue dette endnu tydeligere, vil vi tage forholdet med den vedvarende nådestand op igen. Gennem hele Guds ord bliver det åbenbaret at så længe vi ved troen er i Kristus, har vi et vedvarende nådeforhold, som ikke veksler eller vakler på samme måde som vor hellighed veksler og vakler. Nej, nåden «hersker over os», Rom. 5:21, over hele vort liv, ja den er mægtig over os. «Så højt som himmelen er over jorden», Salme 103:11. Og på samme måde hvælver den sig, uden ujævnheder, over alle jordens ujævnheder. Lovet være Herren! Skriften lærer udtrykkeligt at der ingen fordømmelse er for dem som er i Kristus Jesus, Rom. 8:1, at de er et folk som Gud ikke tilregner synd, Rom. 4:8.

Læg nu mærke til, og hør nøje efter! (Og dette er der tusinder bekendende kristne som ikke ved): Det findes et nåderige på jord hvor synderne aldrig tilregnes dem som tilhører dette rige. Profeten siger det sådan: «Ingen indbygger der skal sige: Jeg er syg! Det folk som bor der, har fået sin synd forladt», Esajas 33:24. Tusinder ellers ganske oplyste mennesker ved ikke at i kristenheden er der to åndelige riger. Først et lovrige der hvor man får alt efter sin egen fortjeneste, som apostelen siger det: «Den som har gerninger, får ikke lønnen af nåde, men som noget han har fortjent», Rom. 4:4. Det samme er det Kristus vil vise os når han siger at de som har arbejdet hele dagen og båret byrderne og heden i vingården, de fik ingen nåde, men bare efter sin fortjeneste. De fik bare dagpengene fordi de «holdt sig til lovgerningerne», Gal. 3:10. Sådanne mennesker kalder Galaterbrevet for tjenere, trælle og tjenestekvindens sønner, som kun får det de har fortjent.

Men der findes også et nåderige der hvor det aldrig går efter fortjeneste. Nej, de som tilhører dette rige, har en vedvarende nåde. I sine gode og dårlige stunder har de samme nådestand - fordi de har en stedfortræder som har sørget for at de ikke dømmes efter loven, og at ingen synder tilregnes dem. Paulus siger om dette i Rom. kap. 4: «Den derimod som ikke har gerninger, men tror på ham som retfærdiggør den ugudelige, han får sin tro tilregnet som retfærdighed. Sådan priser David også det menneske saligt som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger», og som «Herren ikke tilregner synd». Disse kaldes i Galaterbrevet for børn, sønner, eller den frie kvindes sønner, disse som skulle «blive i huset», Joh. 8:35, og få arven.

Med disse ord om tjenere og børn i huset (særligt i det vigtige og forbilledlige Abrahams hus), Gal. 4:22-31, har Paulus peget på et forhold som er meget lærerigt. Dette er der mange som ikke tænker over - nemlig hvordan Gud bruger vore familieforhold til at levende­gøre nådeforholdet. Vi ser jo klart hvordan vore kære børn, i sit legemlige forhold lever i en sådan nådestand i hjemmet, at de aldrig kommer i noget gældsforhold (bliver noget skyldig) til hjemmet, hvor meget de end forbruger dagligt - og hvor lidt de end arbejder. I hjemmet har de alt det de behøver, og de har det frit og gratis. De får sin mad og drikke, sine klæder og sine behov, sin seng og sin opdragelse (som jo alt sammen i løbet af en del år udgør ganske store summer). Alligevel - på trods af at de måske ikke selv skaffer noget af dette til veje, men bare forbruger, så bliver de aldrig noget skyldig. Til sidst, efter at de mange år bare har modtaget alt godt, skal de også modtage arven!

Tjenerne i huset, de har arbejdet hårdt og trofast, og måske været dem som har indtjent alt det hele hjemmet har at leve af. Det føres der derimod regnskab med. Sådan at om de f.eks. i løbet af året har taget mere ud end det som svarer til deres lønaftale, står de til sidst i et gældsforhold. Og at arve noget af det som hører hjemmet til - det kommer ikke på tale.

Men børnene - lad det være sagt endnu en gang - uanset alt det de forbruger og ikke arbejder, så bliver de aldrig noget skyldig. De kommer aldrig i noget gældsforhold til hjemmet. Er dette ikke en mærkelig regeringsform? Hvad skyldes så dette at børnene aldrig bliver noget skyldig? Det er jo alene fordi der aldrig føres noget regnskab for dem. Det er jo børnene, siger man, hvem holder vel regnskab med børnene så længe de lever ved sin fars bord eller lever på barnets vilkår? Ja, sådan er Guds riges hemmelighed! Der holdes aldrig regnskab med børnene. Vor skyld eller skyldfrihed afhænger bare af et eneste forhold: Om vi er tjenere - eller børn, tjenestekvindens barn - eller den frie kvindes barn, Gal. 4.

I din egen familie ser du det sande billede af nåderiget, dette billede Skriften så ofte bruger. Nøjagtig sådan som det er med dine børn, sådan er det med dem som er i Kristus, og lever i barnets forhold hos Gud. Der føres ingen regnskab med dem. De er det folk som Gud ikke tilregner synd. De lever af nåde på grund af det deres førstefødte bror fuldbyrdede. Derfor lever de under barnets vedvarende nåde.

Åh, er det sandt? Er det muligt, at der også findes et sådant nåderige på jorden? Ja, det er sandt. Skriftens ord kan ikke bortforklares, selv om vort hjerte, som er både ustadig og gennemtrængt af loviskhed, ikke kan holde fast ved denne herlige trøst. Men så sandt som Skriften ikke lyver, er dette netop alle Guds børns tilstand: At Gud ikke tilregner dem nogen synd som fordømmer. Der er ingen fordømmelse for dem. De er Guds elskede børn, under samme nåde hos Gud i deres ynkelige som i deres stærkere stunder. Når de fryder sig over at have fået kraft til at gøre noget godt, eller når de er bekymret over sine synder og sin dårskab så de «skriger fordi hjertet stønner», Salme 38:9. De er under samme nåde når de smager og ser hvor herlig Herren er, som når de under langvarig tørke bare synes at leve på malurt og galle.

Hvis det ikke skulle være dette som er sandheden, da måtte det altså være sådan at vi er til Guds velbehag når vi får nåde til at være mere kristelige og hellige. Mens vi måtte falde udenfor nåden i de tider vi var svage og faldt. Hvis det var tilfældet, ja da var i sandhed retfærdighed at få ved loven, og da var Kristus altså død uden grund, Gal. 2:21. Da var vi i et gerningsrige som herskede over nåden - og ikke et nåderige som herskede over gerningerne.

Men vi indrømmer at denne sandhed om nåderiget er den forfærdeligste galskab for vor fornuft og intelligens. Alt i os, følelse, fornuft og samvittighed er gennemsyret af lovsindet. Dermed trækkes vi gang på gang ned på lovsindets plan og forudsætninger. Den menne­skelige natur er nu en gang for alle skabt sådan at den ikke kan klatre højere end til det plan vi selv befinder os på, og har forudsætninger for at forstå eller finde ud af. Altså på samme måde som ethvert legeme naturligt vil trækkes ned mod jorden på grund af tyngdeloven. Men skulle vi da også for alvor basere vor tro på det vi af naturen føler og mener? Det ville jo være at falde fra troen og «fuldende i kød», som er det udtryk Paulus netop bruger om et sådant forhold, Gal. 3:1-3. Nej, nåderiget, hvor ingen synd tilregnes, det er summen af alt det Kristus har virket og af alt det Skriften vidner om dette. Gud være evig lovet for sin usigelige gave!

Vi må samtidig være klar over at for at vi altid skal holdes varme, bevares i den første kærlighed og øves i troen, så har Gud ladt den synd som bekymrer os, blive i vort kød - for at vi altid skal drives til nådestolen. Han tugter os også selv, som vi ofte ser i Skriften, så vi forfærdes og synes at føle Guds vrede. Men han «går ikke altid i rette» med os, Salme 103:9. Han «forlader os et lille øjeblik og gemmer sit ansigt», Esajas 54:7-8. Men alt med samme mål for øje: nemlig at vi altid skal holdes i den første kærlighed og øves i troen udtrykt i bønnen: Forlad os vor skyld.

 

-----

 

Den fjerde hovedlærdom af denne bøn finder vi i tilføjelsen: som vi også forlader vore skyldnere. Der er mange oprigtige sjæle som opfatter denne tilføjelse som aldeles forfærdelig, så de ofte bliver helt modløse af den grund. Men det skyldes en misforståelse. Denne tilføjelse skal tværtimod bidrage til at vi skal få en ny forvisning i troen, hvis vi forstår det rigtigt. For nogle falske kristne som lever i uforson­lighed og had, er det ganske rigtig forfærdeligt. For sådanne er det som om her udtales en «bindenøgle», og med den er de i sandhed bundet til evig fordømmelse.

Lad os da studere denne tilføjelse: som vi også forlader vore skyldnere. Mange har studeret på om Herren Kristus virkelig ville sige at kun i den grad vi forlader vor næste - vil han forlade os. Så har man tænkt: Han er da Gud og ikke menneske, og dømmer nu ikke efter det som øjnene ser. Hvordan kunne vi egentlig nogensinde blive virkelig overbevist om tilgivelse, om ikke Gud tilgav mere end vi tilgav? - Men vi behøver ikke at leve i uvished om meningen med denne tilføjelse, for vi ser jo hvordan Herren selv forklarer det lige efter han havde lært dem Fader vor. Det første han da talte om, var netop for at forklare dette nærmere. Han sagde: «For hvis I forlader menneskene deres overtrædelser, da skal jeres himmelske far også forlade jer. Men hvis I ikke forlader menneskene deres overtrædelser, da skal jeres himmelske far heller ikke forlade jeres overtrædelser», Matt. 6:14-15.

I kap. 18 i samme evangelium fortæller Herren en særlig lignelse for at understrege samme forhold. Det gælder den tjener som skyldte ti tusind talenter og fik eftergivet alt, men bagefter selv krævede at hans medtjeners gæld til ham på hundrede denarer skulle tilbagebetales i sin helhed. På grund af denne store ubarmhjertighed ved vi at han selv kom under samme dom, og blev afkrævet hele sin egen store gæld som nu også skulle tilbagebetales til sidste øre. Herren forklarer det derefter sådan: «Sådan skal også min himmelske far gøre mod jer, om ikke hver og en af hjertet tilgiver sin bror». Af alt dette lægger vi mærke til hvad Herrens alvorlige mening med denne tilføjel­se er.

Af denne lignelse ser vi også at dette punkt ikke angår verden. Som eksempel kan vi nævne et såkaldt «godt» menneske. Det har ikke «gjort regning med Kongen», dvs. er ikke gennem omvendelse og tro kommet til liv i Gud, men lever i sin naturlige tilstand. Han kan være overbevist i sin samvittighed om at han ikke har en eneste uven på jord. Han tilgiver hjertelig gerne den synd ethvert ondt menneske påfører ham. Alligevel vil han blive kastet i afgrundens yderste mørke - udelukkende på grund af at han ikke havde gjort regning med Kongen. Det er det første vi her må lægge mærke til.

Vi har på den anden side følgende forhold: Ved Faderens kald og Guds store nåde er et menneske virkelig kommet til omvendelse og tro på Gud. Siden kommer han ud i verden, og bliver da ført ind i særlige forhold. Dette gør at netop Guds nåde og venskab, som efter omvendelsen var det hans øje var fæstet på, nu bliver skubbet i baggrunden. Om stor ondskab eller uretfærdighed fra mennesker møder ham, kan han nu blive siddende fast i had til disse, så han ikke af hjertet forlader dem. Da har denne sjæl mistet den benådning han havde modtaget hos Gud. Og har lidt et forfærdeligt tab på grund af disse menneskers ondskab - eller i virkeligheden på grund af sin ånds frafald.

Men, er det muligt, siger du, at Gud dømmer et svagt menneske sådan fordi han ikke kan tilgive alle onde mennesker? Ja, det er ikke bare muligt, det er nøjagtig hvad Kristus udtrykkeligt har sagt bl.a. i nævnte lignelse. Netop derfor har han medtaget en påmindelse i denne daglige bøn om dette konkrete forhold. Sagen er nemlig den, at selvfølgelig bliver de uretfærdige som var begyndelsen til dit had, også straffet. Selvfølgelig har Kristi blod også udslettet så store synder som dit had. Men at du nu kan fortsætte med at leve i had til andre, det beviser at du er en frafalden - at du ikke længere lever i den nye fødsels nåde. For alt det som er født af Gud, sejrer over verden - sejrer over selv den største ondskab, sådan som vi ser de hellige martyrer med glade og tilgivende hjerter kunne lade sig brænde osv. - og dette er den sejr som har sejret over verden: Vor tro.

Forholdet er nu blevet dette: Du erfarede og modtog en gang den rette Guds nåde. Da blev dine egne synder så forfærdelige at andre menne­skers ondskab blev småt ved siden af. Da blev Guds venskab så vældig for dig at alt andet mistede sin betydning. Dette forhold har du nu mistet, når du i den grad kan overvindes af det onde at hadet bliver siddende fast i dig.

Dette afhænger nemlig altid af hvor stor man ser sin egen synd og Guds nåde. Bliver din egen synd virkelig stor for dig - så betyder andre menneskers ondskab mod dig lidt. Bliver Guds nåde virkelig dyrebar for dig, da kan du med lethed sige farvel til alt andet. Dette er grunden til at de svageste, usleste kristne, som går nedtrykte under sine egne synder og fald, de består meget let prøven og forlader andre. Jo svagere og uslere de er i egne øjne, desto lettere har de ved at tilgive andre. Ja, dette er hemmeligheden med nævnte tilføjelse. Åh, det er så fint, så skønt at det i sandhed røber sin mester.

Her får vi en oplysning om den rette omvendelse, som vil være af stor betydning for alvorlige sjæle. Oprigtige og tænkende kristne har jo en stadig bekymring som de udtrykker sådan: Jeg ved nok at den som har Sønnen, har livet, 1. Joh. 5:12. Jeg ved også at omvendelse og tro ikke er det som frelser mig, men kun skal drive mig til Kristus, og i ham er hele vor frelse. Jeg ved også at det kan være højst forskelligt hvad graden af syndserkendelse og trangen efter Frelseren angår. Jeg ved at der heller ikke i Ordet er sat noget mål for sådanne ting. Men jeg ved også at der virkelig kan være en syndserkendelse som ikke er tilstrækkelig, et forhold til frelsen som ikke er nok til at kunne modtage den. Sig mig da hemmeligheden i spørgsmålet: Hvor stor syndserkendelse er nødvendig for at nå målet? Hvor stor trang efter syndernes forladelse kræves der - for at jeg virkelig skal modtage den?

Svar: Se på denne tilføjelse i bønnen («som vi også forlader vore skyldnere»), og på det forhold som vi for nylig omtalte: nemlig at din evne til at forlade al menneskelig ondskab ganske enkelt afhænger af om dine egne synder er blevet et så stort et onde for dig at alle andres synder bliver småtteri i dine øjne. Er Guds nåde samtidig blevet dig så dyrebar at du for dens skyld giver afkald på alt andet? Når du har en sådan trang efter Guds nåde at ingenting i denne verden har så stor værdi for dig, da kan du være sikker på at du i denne stund har Guds nåde. Et bevis på et sådant ret forhold er at du ikke ser noget menneskes ondskab så sort som din egen, og at du derfor har lettere ved at tilgive andre end at tro at Gud tilgiver dig.

Af samme grund må din sjælstilstand sandelig også være falsk og ufrelst når du umuligt kan tilgive din næste. Denne bøn vil da stænge dig ude og fordømme dig. For at citere Luther om dette forhold (citat fra en forklaring af Fader vor af 1518) lægger vi mærke til følgende: «To slags mennesker kan ikke bede denne bøn. De første er ganske rigtigt grove eksempler. De fortrænger sin skyldfølelse, men opdimensionerer sin næstes skyld i den grad at de ligesom uden at skæmmes kan sige: Jeg vil og kan aldrig tilgive ham det. Jeg kan aldrig forlige mig med ham. Sådanne går med bjælken, ja mange bjælker, i sine øjne og ser dem ikke - men det lille fnug i sin næstes øjne kan de ikke glemme. Dvs. sin egen synd overfor Gud tænker de ikke på. Sin næstes skyld opdimensionerer de - og vil alligevel at Gud skulle forlade dem. Om de ingen anden synd havde, så var denne bjælke i deres øje stor nok, ved at de er ulydige overfor Gud når de ikke vil forliges med sin næste. Og det er i sandhed en underlig Guds dom at den som ikke tilgiver, har større skyld end den som har været oprindelsen til forholdet/det onde.

Derfor begår disse mennesker en synd ved at bede denne bøn, Salme 109:7. Ja, det bliver en snare for dem. Gennem en sådan bøn fordømmer og forbander menneskene jo sig selv og pådrager sig unåde, når de beder om nåde under sådanne omstændigheder. For når du siger: Jeg vil ikke forlade. Men kommer selv til Gud og beder: Forlad os vor skyld som vi også forlader vore skyldnere, så er dette jo det samme som at sige til Gud: «Åh, Gud, jeg står i gæld til dig. Der er en anden som er mig skyldig. Nu vil jeg ikke forlade ham, derfor forlader du mig heller ikke! Jeg vil ikke lyde dig i din befaling om at forlade. Jeg vil hellere gå fra dig, miste din himmel og alt med den, og for evigt gå til djævelen».

Tænk efter, du stakkels menneske, hvad du påfører din sjæl med en sådan bøn! Har du i det hele taget nogen fjende som i den grad forbander dig overfor menneskene - som du nu forbander dig selv ind for Gud med en sådan bøn? Og hvad har din uven gjort dig? En timelig skade? Og så vil du på grund af en timelig skade føre dig selv ud i en til og med evig skade? Se dig for - kære ven! Det er ikke det menneske som påfører dig ufreden, men dig selv som ikke forlader ham det - som altså påfører dig den virkelige ulykke som ingen i hele verden kunne påføre dig.

Ganske rigtig kan fristelsen af og til komme mod os enormt stor. I vort eget hus kan vi f.eks. have et menneske som virkelig er bitter og ondskabsfuld, og som hver eneste dag ribber op i samme sår. Men hvad betyder det? Det er bedre for dig at lide hvad som helst helt til blodet - og forlade ham ondskaben. Og så beholde Guds venskab, og efter dette elendige liv på jord gå ind til himmelens glæde, end at blive siddende fast i had overfor en sådan ondskab. Og så under Guds dom gå mod helvede.

Åh, det som er fuldstændig umuligt for din natur, nemlig en sådan konstant tilgivende holdning, det kan den almægtige Gud stadigvæk give dig nåde til.

 

----

 

«Men der findes også nogle», siger Luther, «som går med had på en finere måde. Det er disse som åndeligt forulemper sin næste. Dvs. at de gør dem ikke andet ondt end at de i sit hjerte stiller spørgsmål ved rigtigheden i et eller andet forhold hos dem. De mener måske at de ikke er så oplyste eller retsindige som dem selv, eller de har ikke særligt positive tanker om dem. De ser dem gå under en stor synd eller vildfarelse. I stedet for at redde dem på en broderlig måde, ved formaning og overbevisning gennem Skriften, så vokser der i stedet et had til disse op i hjertet, og de begynder på fjendtlig vis at omringe dem og forulempe dem. Finder de så nogle fejl hos dem de nu har lagt for had, så er det et kærkomment fund som de udbreder for alle og enhver, taler om det, opdimensionerer det, dømmer og fordøm­mer. Sådanne kaldes på vort sprog bagtalere, på græsk djævle, på latin forrædere og på hebraisk sataner. De kaldes i Skriften også for orme og slanger, Salme 58:5. De taler modig og stærkt om ret, om retfærdighed og om den rette lære - som de savner hos andre. Men at de selv i sit hjerte bærer på had til disse vildfarne - den store bjælke i sit eget øje - mærker de ikke.

Om nogen gør noget galt, finder han ingen nåde hos disse. De møder ham ikke som det havde sømmet sig kristne mennesker med forbøn for ham, med mildhed i undervisning og broderlig formaning. Mens en forbryder efter både guddommelig og verdslig lov bare må stå frem for én dommer, én domstol og én anklager, så møder han gennem disse menneskers giftige tunger så mange dommere, domstole og anklagere som der findes ører på dem han møder. Dette beviser deres hjertes had. Og derved sker det forfærdelige at Gud ikke bare undlader at forlade dem. Men han lader også den unåde kommer over dem at han aldrig lader dem kende sin skyld.

Men ved deres flittige bagtalelse optræder de med tilsyneladende omsorgsfulde ord og siger: «Jeg taler jo ikke om disse ting til hans skade eller i nogen ond mening. Jeg under ham jo alt godt.» Åh, du hykler! Var du hans ven, så burde du tie og ikke sprede din næstes ulykke med lyst og velbehag i dit hjerte. Var du en oprigtig kristen, så ville du have opdaget dit hjertes skjulte had. Du ville blive forfærdet over denne opdagelse, og du ville få medynk og barmhjertighed for den som var faldet. Ja, du ville undskylde og prøve at dække over hans fejl overfor andre, og du ville bede til Gud for ham. Du ville på broderlig vis værne ham og hjælpe ham med at rette skaden op igen. Du ville tænke på din egen skrøbelighed med frygt og bæven, og sige med de gamle: I dag dig, i morgen mig. Paulus advarer netop om dette sådan: «Om også et menneske skulle blive overrumplet af en eller anden synd, da hjælp ham til rette, I åndelige, med sagtmodigheds ånd. Men tag dig i vare, så du ikke også bliver fristet. Bær hverandres byrder, og opfyld på den måde Kristi lov!» Gal. 6:1-2.

Tænk også over hvordan det ville smage dig om Gud gjorde det samme mod dig som du gør imod din næste. Hvis han holdt din synd frem, udmalede og udbredte den for hele verden! Han kan stadigvæk gøre dette med dig, om du ikke omvender dig på dette punkt. Ja, hvordan ville du kunne acceptere at en anden på denne måde forkyndte din ondskab? Du vil uden tvivl at hver og en skulle tie, undskylde, bære over med dig og bede for dig. Ja, «alt det I vil at mennesker skal gøre mod jer, gør det også mod dem!» Matt. 7:12.

Så oplever vi at de siger, nærmest undskyldende: «Men det er sandt det jeg fortæller. Hvorfor skulle jeg ikke tale om det som er sandt? Jeg har jo selv set det og ved det jo med sikkerhed». Svar: Det er jo også sandt at du har syndet. Hvorfor fortæller du da ikke også om din ondskab - hvis det er påtrængende for dig at omtale alt som er sandt? Og hvis du vælger at tie om det som er skadeligt for dig - så praktisér også den store kærlighedslov når det gælder andre.

Vil du foretage dig noget når det gælder din næstes synd, så lær af Kristi ædle, gyldne regel: «Om din bror synder mod dig, så gå og tal ham til rette, han og du alene!» Matt. 18:15-17. Læg mærke til Kristi ord: han og du alene. Vil du ikke sige det til ham i enrum, så ti som en mur, og lad det være begravet i dit hjerte». Så langt hvad Luther siger om dette.

Alt dette er eksempler på hvordan det skjulte og forklædte had kommer til udtryk, og hvad, på den anden side, en virkelig tilgivende holdning vil sige. Desuden skal vi huske Herrens gentagede forklaring - at som du forlader din næste - sådan vil han også forlade dig. Dvs. at om du ikke af hjertet forlader din bror, så vil Gud heller ikke forlade dig.

En gudfrygtig kristen er så bange for denne Guds dom og for hadet, at han til og med frygter for at dette skal være hans tilstand - selv når det egentlig ikke er det som er hans forhold. Men den som ved med sig selv at det ikke er noget han mere ønsker og beder om, end at inderligt i Ånden kunne forlade sin bror, men alligevel føler i sit kød ligesom en torn eller et sår, som dagligt også så let kan rives op, han skal være klar over at dette ikke er det egentlige had. Beviset for at en sådan sjæl virkelig forlader, er at han er mere bekymret over og tugter det han kender til hos sig selv, i sit kød, end han er optaget med sin brors ondskab, som er ophavet til tornen eller såret. Desuden anser han generelt sin næstes skyld for småtteri mod sin egen. Han anklager derfor sig selv mest, og har vanskeligst ved at tilgive sig selv.

Om man altså prøver nævnte bøn: Forlad os, som også vi forlader, på en sådan tilstand, så er der ingen fare, selv om man altså oplever nævnte torn eller sår. For hos Gud er der ikke noget han kender til som strider mod hans guddommelige natur. Når han vil forlade, så er det også retsmæssig forladt. Du som ved med dig selv at du ikke anser noget menneskes ondskab så stor som din egen, så der ikke er noget andet som kan trøste dig end det Frelseren har fuldbragt - med dette sind bærer du i sandhed selv kendetegnet i dig på at også du får og har forladelse. På denne måde bliver tilføjelsen: Som også vi forlader vore skyldnere, meget trøsterigt.

Men den absolut største trøst vi kan få af dette, oplever vi hvis vi ser nærmere på Kristi vejledning om hvordan vi skal forlade vor næste. For af det kan jeg udlede hvordan han selv vil forlade os, fordi han lærte os at sige: Som vi også forlader. Han vil jo ikke lade os overgå ham i at forlade. Han har ikke bare lært os i Matt. 18:22 at vi skal forlade «ikke syv gange, men halvfjers gange syv gange», dvs. hele tiden, uafladeligt. Men i Luk. 17:3-4 læser vi noget endnu mærkeligere. Der siger Herren: «Tag jer i vare! Om din bror synder, så tal ham til rette. Og hvis han angrer, så tilgiv ham! Om han så synder imod dig syv gange om dagen, og syv gange kommer tilbage til dig og siger: Jeg angrer! - så skal du tilgive ham». Dette sted handler om forladelse så stærkt man kan finde det. Betragter man nogen for en ven og bror, da skal vi, sådan som Herren lærer os, lade dette være det afgørende: Om han angrer! Et andet sted taler Herren om Guds alminde­lige nåde. Ved den «lader han sin sol gå op over onde og gode», og der siger han at vi også skal forlade vore uvenner - som aldrig angrer (Se Matt. 5:44-45 og Luk. 6:27-28). Men her siger Herren altså: Hvis han angrer. Alligevel tilføjer han at denne syv gange om dagen kan synde mod dig og syv gange om dagen kan komme tilbage til dig og sige: Jeg angrer. Da har Herren altså givet os en højst tankevækkende oplysning om betydningen af ordet anger. Dette er det første.

Det andet er at kødet stadigvæk kan være så ondt hos dette menneske som Kristus siger, angrer, at han syv gange på en dag kan falde i synd - men også lige så mange gange angrer. Her lægger jeg mærke til noget om angeren som vi bør huske på. Her påbyder Herren, om din bror synder mod dig så ofte som syv gange om dagen, men angrer, så skal du forlade ham og betragte ham som en bror og ven.

Når han nu sandelig ikke vil at vi skal være mere barmhjertige end hans himmelske far er det (Luk. 6:36), ser jeg altså her hvordan han vil forlade os. Syv gange om dagen synes at være i overkanten når vi taler om synder tilsvarende forbrydelser mod en bror. Alligevel har Herren lært os at bede: Forlad os, som også vi forlader! Trøsterige tilføjelse! Åh, du vidunderlige Frelser! Syv gange halvfjerds! Syv gange om dagen! Ja, David siger: Som en far forbarmer sig over sine børn, forbarmer Herren sig over dem som frygter ham, Salme 103:13.

Hvordan er forholdet med børnene? Gentagne fejl, gentagne tilgivelser, mad og tilgivelse, formaning og tilgivelse - og mere mad, formaning og tilgivelse. Sådan forbarmer Herren sig over dem som frygter ham. Amen!