Afslutning

For riget er dit, og magten og æren i evighed. Amen!

 

Efter den nåde Gud har givet os, har vi nu gennemgået selve bønnesukkene i denne gudgivne bøn, alle bønners bøn; Fader vor. Men skal vi nu ikke alene forstå denne bøn, men også af hjertets lyst bruge den, så kræves der egentlig endnu et forhold; at vi til sidst også kan sige et virkeligt Amen til vor bøn. Det vil sige at vi beder med en virkelig hjertets tro og tillid til at Gud også skal bønhøre os. Det er dette «Amen» et udtryk for.


Ordet «amen» kommer fra den hebræiske grundtekst, og er egentlig et ord som bekræfter eller forsikrer/garanterer. Det giver her udtryk for vor fulde vished om at disse bønner er velbehagelige for vor himmelske Far, og helt sikkert er hørt af ham. «Amen, amen, det er: ja, ja, det skal ske». Men dette ord forudsætter også oprigtighed, dvs. at det bliver udtalt som hjertets fulde mening. Og hvordan står det til med dette forhold?


Her har vi igen et sørgeligt forhold vi kan lægge mærke til. Der er mange Guds børn som fejler netop her, om de ellers er oprigtige nok. De rejser sig fra sin bøn uden at gøre det klart hvad de nu kan vente sig af dette. De afslutter bønnen uden i det hele taget at stille spørgsmålet: Får jeg nu det jeg begærer? Vil Gud virkelig gøre det jeg nu har bedt ham om? Eller om de måske har stillet sig dette spørgsmål, så er de så usikre på det at de har hverken trøst eller kraft af bønnen. De går fra bønnestunden lige ulykkelige som de gik til den.


Én ting er at bønnen på den måde bliver både smagsløs og et tungt og bekymringsfuldt arbejde. Desuden vil en sådan sjæl i enhver situation som opstår opleve at han står uden både hjælp og trøst fra Herren.


Det er vantroen og det overfladiske sind som virker et sådant bønneforhold. Det bevirker igen at vi ikke har klart for øje om vore bønner er velbehagelige for vor Far og er hørt af ham. Eller hvad skulle grunden ellers være til at et bekymret menneske også efter sin bøn er lige lidt trøstet og stadigvæk lige så ængstelig som før han bad. Det er jo som om den Gud og Frelser som han har bedt til ikke skulle findes, og dermed heller ikke har hørt ham. Og hvorfor går han efter sin bøn tilbage til samme selv-redningsaktion, samme egen-indsats og egen-omsorg som før?


Alt dette beviser at han har bedt uden nogen som helst tro og mening. Han har i sin bøn bare fægtet ud i luften, bare råbt, men ikke været opmærksom på grundlaget for en sand vished om bønhørelse. I stedet har han været optaget med sig selv og sin bøn, hvordan han oplevede og følte bønnestunden.


Men har vi så grundlag for en sand vished om bønhørelse? spørger nogen måske. Dette spørgsmål er meget vigtigt. Og svaret er at vi har så godt grundlag for vished om bønhørelse, at om vi kun fik øjnene åbnet, så ville vi begynde at råbe bare af fryd over alt dette.


Derfor er det vel rigtigst at sige at her er det bare om at gøre at Gud ved sin nåde kan få åbnet vore øjne. Da vil det gå som med Elisas tjener som stod der chokeret over fjenden som havde omringet dem. Det blev alt sammen løst ved at Elisa bad: «Herre! Åbn hans øjne så han kan se». Straks så han at bjerget var fuldt af heste og vogne af ild omkring Elisa, 2. Kong. 6. Sådan ville vi også være fulde af tillid i vor bøn - hvis vi bare havde øjnene åbnet så vi kunne se hvilke grundlag vi havde for bønhørelse. Vi skal pege på de tre vigtigste.


Den første og vigtigste årsag er at det er Herren selv som har sagt til os at vi skal påkalde ham i nøden, og lovet: «Jeg vil udfri dig og du skal prise mig», Salme 50:15. Hvis Gud aldrig havde sagt noget som helst om bøn, så havde vi aldrig mens vi lever her have kunnet vide om han virkelig ville høre os, eller ikke. Vi ville have levet i en evig uvished. Men det behøver vi altså slet ikke nu. Det er Guds egen befaling vi skal skynde os til ham, og Guds eget løfte at han vil høre os.


Stands op og tænk efter! Er der nogen tvivl om det Gud selv har sagt? Hvem er Gud? Tror du på Gud? Er Gud til at stole på? Kan Gud afvige fra et eneste af sine ord? Er et ord fra Guds mund ikke sikrere end alt andet som du ser for dine øjne? Bed Gud om et åbent sind så du kan se hvad der ligger i dette at Gud selv har befalet os at bede!


Til sidst skal du være klar over at i din bøn findes der ikke noget andet end hans egne ord og løfter som påvirker den store Gud til at give dig noget. Alt det Gud gør, det gør han for sin egen skyld. Luther siger så træffende: «Hvis Gud ikke havde befalet os at bede, og lovet os at høre, så var der ikke en eneste skabning som kunne få det allermindste af ham ved sin bøn. Læg derfor mærke til følgende: Det er ikke den andægtige bøn som er god og rigtig. Heller ikke den bevægede, lange bøn om timelige eller evige goder. Nej, en ret bøn er den som bygger og stoler fuldt og fast på Guds velsignelse. Den bliver hørt (hvor fattig og uværdig den så er i sig selv) for Guds sandheds og løfters skyld. Guds ord og løfter gør din bøn god - ikke din andægtighed. Desuden er troen på Guds løfter jo den rette andægtighed. Ja, uden dette er enhver andægtighed helt og holdent bedrag».


Her har vi et fast grundlag for vor tillid i bøn: Vi skal alene holde vore øjne fæstet på det Gud har sagt, i stedet for at famle efter egne følelser. Nu kan jeg altså på Guds generelle befaling om at bede, være sikker på at det er Herrens vilje at jeg skal kalde på ham i nød. Men da må jeg også kunne være fuldstændig overbevist om at det er til Herrens velbehag at jeg beder denne bøn han selv har lært os. Hvis ikke ville jeg vel kunne komme i tvivl om netop min bøn og i min situation var efter hans behag. For «vi ved ikke hvad vi skal bede om sådan som vi trænger det», Rom. 8:26. Men når nu kongen selv har lært os de bønner han særligt vil høre, og mit eget hjerte af sig selv har nøjagtig samme nød, begær og bønner som Herren har lært os, da må jeg vel kunne være sikker på at min bøn er efter hans vilje! Læg mærke til at vi sagde: Når mit eget hjertes bøn helt og fuldt stemmer overens med hvad Herren selv har lært os at bede.


Derfor har bønnen Fader vor en betydning uden grænser. Den er ikke bare den mest fuldkomne bøn. Men den er til og med en bøn Herren har givet os ord for ord. Han må da både elske og have til hensigt at ville give det han selv har lært os at bede om! Er dette ikke overbevisende? Tænk over dette forhold endnu en gang: Kristus, den trofaste Frelser, har selv sagt: «Sådan skal I da bede: Fader vor osv. Når vi så gør nøjagtig sådan som han har lært os, og beder af vort hjertes behov nøjagtigt det samme som han har lært os at bede - skulle vi da fortsat være i tvivl om han vil høre os?


Men vi burde også kunne overbevises om denne Herrens hjertelige vilje til at høre os, bare af det første ord i denne bøn, nemlig ordet Fader. Tidligere har vi set nærmere på dette ord, og lagt mærke til den dybde og inderlige mening det har i Jesu mund. Gud er vor rette, vor virkelige Far, som har skabt alt det som findes på jord udelukkende for os, hans børn. Han har til og med givet os sin Søn for at genoprette den barneret vi havde mistet. Skulle han da ikke give os alle ting med ham? Rom. 8:32. Skulle vor himmelske Far være hårdere end vi er, vi som er onde?


En jordisk far plejer da at have ømhed for sit barn, så han ikke giver det sten i stedet for brød. Hvad skulle vi da vente os af vor himmelske Far? Må Gud åbne vore øjne så vi ser! Da ville vi sige: Herren Gud har befalet os at bede. Han er vor Far, den rette far for alt som kaldes børn i himmelen og på jorden, Ef. 3:15. Da må han også garanteret ville høre vor bøn, særligt når han til og med selv har lagt ordene i munden på os.


Men en anden grund for vor vished om at han vil bønhøre os, er at han også kan gøre alt. Dette ser vi af de stærke ord i slutningen af Fader vor: For riget er dit, og magten og æren i evighed. Disse ord skulle ikke bare være en lovprisning til Gud. De skulle være en mægtig trøst for os om at vor Far er en mægtig Herre og konge, som meget let kan gøre alt det vi beder om - også det som måtte se umuligt ud for os. Vi behøver denne trøst. For det kan være en af de største hindringer for vor tro i bøn vi anser det ene eller det andet umuligt.


Det er hedningen i vort hjerte som ikke vil tro at Gud kan gøre noget mere end vi kan. Når vi forgæves har søgt hjælp i hvad vi eller andre mennesker kan udrette med vore kræfter - da tror vi at vor sag er uløselig. Da behøves der sandelig en Gud som kan udrette noget mere end vi og andre mennesker kan. Men har vi så en sådan hjælper? Herren Kristus har lært os at bekende at vor himmelske Far er netop en sådan.

 

-----

 

For riget er dit, dvs.: Du er en almægtig og vældig konge over alt det du har skabt. Du kan befale over alle kræfter både i naturen og i åndens verden. Derfor kan du læge alt og give os alt som er nødvendig for vor frelse.


Magten er din, dvs.: Du kan også selv udføre alt det du vil. Og når du har befalet os noget, så må du også selv give os kraften til at udføre det. Derfor må vi begære alt af dig.


Og æren er din, dvs. du skal have lov og pris i evighed. Derfor må det være store og herlige ting du skal gøre. Vi, arme skabninger, betyder ikke meget, men æren er din, O Herre! Så giv os det vi har behov for - til din æres herliggørelse! Hvem vil prise dig i dødsriget? Salme 6:6. Frels os derfor til dit himmelske rige! For som riget og magten er din i al evighed, så skal også æren være din i al evighed. Ja, til og med mens vi lever her kan vi mærke at hvis bare vore øjne var åbnet, så ville vor tillid være så stor at vi kunne sige: Skulle noget være umuligt for Gud, den almægtige skaber?


Den tredje grund for vor vished om bønhørelse, eller rettere den første og den sidste grund, finder vi sluttelig i vor Frelser. Vi ser det i hele hans hengivenhed, hans tjenende gerning, hans forbøn, hans trofasthed, hele hans person.


Her ser vi det som frem for alle ting burde overbevise os om at alt det vi beder om i hans navn også virkelig vil blive givet os. Vi skulle lade os overbevise om denne første og sidste grund for al nåde gennem selve ordet Amen. - Ikke bare fordi Frelseren så ofte bruger det ord (i vor Bibel oversat med «sandelig, sandelig»), men særligt fordi han også selv hedder Amen. Det kalder han sig jo selv i Åb. 3;14: Dette siger han som er Amen, det trofaste og sandfærdige vidne. Og Paulus siger om ham i 2. Kor. 1:20: For så mange som Guds løfter er, i ham har de fået sit ja. Derfor får de også ved ham sit amen. Det vil sige: Alle Guds løfter bliver opfyldt i Kristus. Der, i Ham, har vi vor fuldkomne værdighed og al vor ære. Her udslettes da også den største hindring for vor tro: Vor uværdighed.


Hør dette: Det er udelukkende Kristus som behager Gud! Kristus sagde: Alt det I beder Faderen om, skal han give jer i mit navn, Joh. 16:23. Og hvad det vil sige at bede i Jesu navn, det ved vi er at begære alt på Jesu regning, for hans fortjeneste, på baggrund af den uendelige værdi af alt det han har gjort og har lidt for os.

Vi siger ligesom til vor Far: Se ikke på os, se på din Søn! Hos os ser du bare elendighed - i ham al vor værdighed osv. Og Gud har en gang for alle sagt at han ikke vil regne med os syndere, men bare med sin Søn.


Når vi tror på hans Søn, vil han ikke holde opgør med os og spørge efter vore synder. Men han vil give os alt efter sin Søns fortjeneste. I ham har alle Guds løfter sit ja og amen. Beder du i Jesu navn, vil ikke det mindste suk være forgæves. Da kan heller ikke din største uværdighed hindre bønhørelse. - Alt er ja og amen i Ham! Gud, give os åbne øjne og øg vor tro!


Så har vi nu også set på grundlaget for vor vished om bønhørelse. Af den første grund så vi at Gud vil, af den anden at han kan, af den tredje at han sandelig skal gøre det han har lovet os, eller at det er ja og amen i Ham som er givet os. Kunne vi tro dette, hvad var der da tilbage?


Nu er der kun det tilbage som hedder praksis, dvs. at vi går til selve værket og beder den allerbedste bøn, alle bønners bøn. Af flere grunde burde den være særligt kær for os under vor pilgrimsvandring gennem denne jammerdal.


Det er en bøn som alle Guds børn over hele jorden samstemmer i ved den ene, vor fælles Fars fødder. Det er bønnen som bedes på mere end tre hundrede og halvtreds forskellige sprog, og derved udgør en underlig ydre demonstration af den Åndens enhed som findes mellem Guds børn.


Hele denne store skare som ingen kan tælle, af alle folkeslag, stammer og tungemål, med alle sine større og mindre forskelligheder, beder alligevel af hjertet samme Fader vor. Alle beder af hjertet: Helliget blive dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje osv. Om hele denne store skare kan man i sandhed sige med evangelisten: Hele flokken af dem som var kommet til troen, havde ét hjerte og én sjæl, ApG 4:32.


De har alle de samme suk, samme hjertets begær, samme kampe, samme tillid og samme hovedsag. Alle disse suk, disse kampe og problemer er inkluderet i denne bøn ved Mesterens egne ord. Derfor kan den med rette kaldes alle Guds børns bøn. Derfor siger vi da også: Fader vor, og gennem hele bønnen vor og os.


Så skal vi da bede denne bøn for og med alle Guds børn på jord helt til Herren kommer igen og samler sine børn som er spredt udover jorden, og troen og bønnen vender tilbage til det evige salige hvor det både ses og opleves. Ja, hjælp os alle sammen til det, du vor Far som er i himmelen! For riget er dit, og magten og æren i evighed. Amen!

 

Fodnoter:

  • 1: Rosenius´ kommentar til Fader vor udkom i 1855.
  • 2: Dvs. at Guds navn i og ved vore liv må holdes og fremtræde udadtil som hellig.
  • 3: I stedet for flertalsform: ”… er vi alle døde”, er der i 1930-oversættelsen brugt entalsform: ”død”, og med det markeret at vi er alle døde i og ved den ene.
  • 4: Se fodnote ovenfor.
  • 5: i gamle oversættelser: ”kend mine motiver”.
  • 6: Dette af den grund at ordet ikke findes noget andet sted, hverken i Bibelen eller hos andre græske forfattere, end i fjerde bøn af Fader vor, Mark 6:11 og Luk 11:3.
  • 7: Svensk bibeloversættelse. I vor norske Bibel: ”Så meget de ville have”.
  • 8: Originaltekst: ” Ganske åndeligt helbredende for en kristen”.
  • 9: I originalteksten på svensk og i datidens norske bibeloversættelse hed det: ”Børn, har I noget at spise?”
  • 10: i ældre oversættelser: ”mine motiver”.
  • 11: De apokryfiske skrifter.