6. december

Jeg forstår ikke det jeg gør. For det jeg vil, det gør jeg ikke. Men det jeg hader, det gør jeg. Rom. 7:15.

Den allerværste ondskab som slangen plantede i vor natur, var indbildningen om at vi skulle kunne frelse og hjælpe os selv.

Ordet: ”I skal blive sådan som Gud” sank dybt ned. Det efterlod dybe spor i vor natur; al slags selvsikkerhed, og særligt denne mest skadelige indbildning om at vi selv skal have kraft til at stå imod det onde og gøre det gode.

”Den frie vilje” i denne betydning, er en drøm som al selvsikkerhed så vel som al fortvivlelse kommer fra.

Kunne den som er vakt bare overbevises om at han ikke er i stand til at udrette noget, at vi har mistet den frie vilje, at han er solgt under synden. Da ville han snart få sin trøst i Kristus, opgive sit eget arbejde med at blive frelst, og kaste sig som død for Jesu fødder, af bare nåde.

Men i stedet for hedder det hele tiden: ”Du har endnu ikke forsøgt på rette måde. Ikke anstrengt dig, våget, bedt og kæmpet stærkt nok. I morgen må det kunne blive bedre.” Sådan går den ene dag efter den anden. Og alligevel er det det samme om og om igen: ”Du har endnu ikke forsøgt på rette måde, ikke været alvorlig nok, ikke bange nok for synden. I morgen skal det blive bedre” osv.

Det stakkels menneske kan ikke begribe at det er netop dette det ikke selv er i stand til. Det står jo ikke i menneskets magt at gå alvorligt og oprigtigt ind for dette, være bange for synden, våge, bede og kæmpe. At det ikke en gang står i vor magt at styre vore tanker. ”Vi duer ikke en gang til at udtænke noget af os selv,” og slet ikke at vi er aldeles fortabte syndere, at Kristus må gøre alt, må frelse det som er fortabt.

Paulus siger: ”Loven er åndelig, jeg derimod er kødelig, solgt under synden.” Læg mærke til: ”Solgt under synden,” som en slave er solgt til en herre. Og han siger videre: ”Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke. Men det onde som jeg ikke vil, det gør jeg. – For jeg gør ikke det jeg vil. Men det jeg hader, det gør jeg.” Hvor finder vi den frie vilje her?

Mange har undret sig over hvorfor Luther kæmpede så stærkt mod læren om den frie vilje. Men det er der en særdeles god grund til. Om så Kristus dør hundrede gange for os, og bliver forkyndt aldrig så herligt for os, så bliver det alt sammen uden frugt når denne ene vildfarende løgn om viljen tilføjes; at vi selv skal være i stand til at gøre det gode som vi vil.

Når vakte mennesker, som er opvakt fra søvnen i synden, ikke kender sandheden på dette område, så er al forkyndelse om Kristus forgæves. De kan ikke tro. For når de selv skal kunne gøre det loven kræver, - og ikke gør det. Så kan de jo endnu ikke tage imod nåden -!

Derfor bør vi indprente denne sandhed dybt ind i vort hjerte: ”Jeg gør ikke det jeg vil. Men det jeg hader, det gør jeg.”

Selv når Kristus ved troen har gjort os ”virkelig fri” - fra syndens og djævelens magt - er vi alligevel ikke i stand til at gøre alt det gode vi gerne vil. For Kristus beholder magten til dette hos sig selv. Han overlader den ikke til os så vi skal kunne forvalte den selv.

Det er netop dem som er friet ud fra Satans magt og sat over i Guds rige, og ved Sønnen er gjort virkelig fri, som klager allermest og sukker over sin afmagt, når Herren overlader dem til sig selv i fristelsens time.

De græder, de kæmper, de beder og råber til Gud om hjælp. Men alt synes at være forgæves. De er ved at fortvivle. Hvor er den frie vilje nu? Hvorfor er de ikke gudfrygtige og rene? Hvis de selv har kraft til alt dette, hvorfor sukker og jamrer og beder de da på denne måde? De skulle jo afvise al ondskab, og bare være stærke og glade -! Hvis de gennem bøn kan sejre i alt, hvorfor skal de da fortvivle?

Men Davids salmer og alle de helliges suk fortæller os tydeligt nok at mennesket ikke længere har nogen fri vilje eller evne til at gøre det gode som det vil. Peter ville nok gerne have været så stærk som han havde lovet Jesus, og også en stund i haven fik kraft til at være. Men lige bagefter, i ypperstepræstens gård, stiller en kvinde ham et spørgsmål som gør at han falder så frygteligt første, anden og tredje gang. Da græder han bittert. Da lærte han, at han ikke havde nogen kraft i sig selv.

Paulus beder tre gange om at blive fri for ”tornen i kødet.” Men forgæves. Og nu lærte han denne hemmelighed: ”Når jeg bliver magtesløs, da bliver jeg stærk.”

Nej, den frie vilje er en drøm fra Paradisets dage. Den har intet menneske haft siden Adam misbrugte den. Siden har de hjælpeløse mennesker måttet tigge hver smule og kraft af Gud. Og når de må tigge, så kan de ikke tage det før det bliver givet dem.

Hvis Herren slipper os, så styrter vi alle i afgrunden. Sådan har menneskene det efter Adams fald.