31. december

Hver dag vil jeg love dig, og jeg vil prise dit navn i al evighed. Salme 145:2.

Skal vi blive opvækket til den rette lovprisning og tak til Herren, er det nødvendigt at alt det han har gjort for os virkelig får lov at tale til os og bliver stort for os.

Tænk! Vi har al den Guds fars-kærlighed hele skabningen vidner om! Vi har hele Sønnens stedfortrædende soningsværk for os, og ham som vor forsvarer! Så ingen synd bliver tilregnet os! Ingen lov eller dom kan ramme os! Vi har Den Hellige Ånd med al hans nåde, tugt og trøst i vore hjerter!

Eller er det måske alt for lidt bare at have Gud? - bare Gud, hans venskab og hans rige -? Åh, Herren bevare os fra at se på dette som lidt, - så at sådan en utaknemlighed skulle føre os videre i en endnu mere grufuld synd!

Hold derfor ikke op med at bede Gud om at få et hjerte, som har sin største fryd bare i ham og hans venskab. Da har du der den dybeste grund for en evig frelse, fred og taknemlighed.

Så kan dit hjerte vækkes til lovprisning til Gud gennem utallige andre beviser på hans nåde mod dig. Se bare tilbage på det gamle år! Hvor mange og store velgerninger har Herren ikke gjort mod dig, - dig og hele Guds menighed! Hvor mange beviser på hans nærvær og store omsorg har du ikke erfaret!

Måske du husker mangen en dag eller nat da store problemer lå ind over dig. Du kunne ikke se hvordan det ene og det andet skulle kunne løses. Men du råbte til Herren i din nød, og han hørte din bøn og hjalp dig.

Og hvor mange synder har han ikke forladt! Tænk på hvordan han har vogtet din sjæl som en trofast hyrde! Indimellem sendte han dig nok det som var bittert og tungt, for at vække og tugte dig når det var nødvendigt. Så igen ny trøst, hvile og glæde, når du trængte til det. Nej, alle hans velgerninger kan du nok ikke tælle.

Nu vil Gud, for alt dette, ikke have noget mere af dig end bare et taknemligt hjerte. Og samtidig bliver det til den største velsignelse for dig selv. For Gud lader altid sin nåde strømme rigeligt ud over taknemlige hjerter, og gør stadig mere og mere godt mod dem.

Føler du nu taknemligheden i dit hjerte, da bliver det sikkert også vigtigt for dig at få vist den mod så god en Gud. Og det taknemlige og glade hjerte du nu har, er netop det som behager Gud. Han vil bare du skal huske hans store godhed, og hvor meget hans venskab betyder for dig. Så du også kan tåle den modgang livet vil give dig, og ikke hver gang bare begynder at klage og sukke, som Israels børn i ørkenen.

Men hele hans eget hjertes kærlighed mod dig bør jo være det bedste bevis for dig. Så du tror og holder fast ved at der ikke kan hænde dig noget ondt, uden at det er sendt af ham til dit eget bedste. Det er først og fremmest dette som hører med til taknemlighed; et hjerte som er tilfreds med alt det Gud sender på vor vej.

For det andet bør du også i bøn hjerteligt takke og lovprise Gud for alle hans velgerninger. Begynd altid bønnen med en hjertelig lovprisning for Guds faderlige kærlighed; at han gav os sin Søn. For hele Sønnens fuldkomne liv og død i vort sted, som gør at ingen synd fordømmer dig. Og så for Den Hellige Ånds omsorg for dig, for tugten og trøsten.

Tal som et barn, og sig: Hellige, største og kæreste Far! Du er al lovprisning værd og tak i al evighed, fordi du gennem din Søn har friet mig ud fra syndens og det evige dødens rige, og du har givet mig det evige liv!

Ja, lov og tak tilhører dig i al evighed for at jeg ikke længere behøver bære mine synders tunge byrde eller at opleve helvedes ild, men i al evighed skal være hos dig i Paradis osv.

Dette er en særdeles åndeligt helbredende, forfriskende og styrkende øvelse for hele vort indre menneske. Noget Guds børn aldrig bør forsømme. Og du vil komme til at erfare, at alle dine bønner bliver ganske anderledes, hvis du begynder med at takke Gud først, for alt det gode han har gjort for dig. Din ellers så tørre og livløse bøn får nyt liv, ny glæde og ny forventning til at Gud også nu kan gøre godt mod dig.

For det tredje bør taknemligheden til Gud også bevises i gerning. Det vil sige at du bare på grund af Guds store nåde mod dig, er villig til gerne at tjene dine medmennesker. Selv om de ikke fortjener det. Du gør det bare på grund af Guds godhed. Du er villig til at give den sultne brød og den nøgne klæder. Gerne vil være med til at forkynde og sprede Guds ord. Villig til gerne at tåle og forlade det onde, fordi Gud altid tåler og forlader dig.

Dette er en ret taknemlighed, og dette de virkelig gode gerninger, som strømmer ud fra den rette kilde. Og dette viser os at taknemligheden til Gud er den rette livssaft og styrke i hele kristendommen.

Men hvis vi nu ikke bare vil forstå dette, men også gerne vil leve sådan, da skal vi nok erfare at det trænger vi af Guds Ånds nåde og hjælp til. Åh, hvor elendig vor medfødte natur er! Den vil bare fryde sig og takke for det som smager os godt.

At kunne lovprise Gud bestandig, selv når han tugter og prøver os, det er bare et Guds under. Og det lærer vi bare i praksis, i Guds daglige skole, i kamp og bøn. Lad os bede Gud give os al denne nåde for sin elskede Søns skyld! Amen.