31. august

Lad Guds fred råde i jeres hjerter! Kol. 3:15.

Det højeste mål for hele Kristi forsoningsværk var at vi skulle have fred med Gud. ”Straffen ligger på ham for at vi skulle have fred,” ”Retfærdighedens værk skal være fred, og retfærdighedens frugt er hvile og tryghed til evig tid. Så mit folk skal bo i fredens bolig, i trygge tabernakler og på sorgløse hvilesteder.”

Og Paulus siger det sådan: ”Da vi altså er blevet retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.” Sådan taler Skriften altså! Skulle Guds fred da ikke råde i hjertet hos hvert levende Guds barn? Eller er det ikke sandt det Skriften siger, at når vi er blevet retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud?

Skriften kan ikke lyve. Men hvad kommer der da af at denne virkelige fred med Gud er så sjælden en gæst iblandt os?

Nu taler vi ikke om dem som ikke en gang ved hvad sand fred med Gud egentlig vil sige. Disse har enten så meget fred af en anden slags, så de aldrig vil kunne få Guds fred. De lever i selvsikkerhedens fred. En fred som har sin baggrund i god helse eller en god stilling og velstand eller lignende.

Eller de har ingen som helst fred. De er vakt, men lever som jagede trælle i vantro og lovtrældom. Indvendig gnaver en pinende vantro, frygt og en dårlig samvittighed. Disse burde lægge mærke til at de mangler noget helt væsentligt. For Skriften siger jo udtrykkeligt at fordi vi er retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud. Eller skulle Skriften kunne lyve? Forstår du ikke at du mangler den virkelige tro?

Men vi vil nu tale om dem som har modtaget troen og freden, og så på ny er sunket tilbage i ufred, frygt, mørke og trællesind. Disse som sukker: ”Jeg plages hver morgen. Vågner jeg, dukker frygten op. Sover jeg, er det angsten. Mit liv er fuldt af suk.”

Da er spørgsmålet: Hvad er årsagen til at selv troende sjæle ofte lever i ufred og kvaler? Svar: Det kan være at en kristen bare savner følelsen af fred. Han retter blikket mod Kristus og evangeliet. Men han får det bare ikke ind i hjertet på en sådan måde at det giver ham liv og fred.

Dette er mere smertefuldt end det er farligt. Når han bare gennem alt dette endnu kan sige: ”Alligevel bliver jeg, Herre, altid hos dig. Mit kød og mit hjerte svigter. Men du, Gud, er mit hjertes klippe og min arvelod til evig tid. Om du så lader mig vandre i dødsskyggens dal, er du alligevel trofast, og alt sker efter dit ord.”

Kan jeg altså fortsat tale sådan med min Gud, da er det ikke farligt. Da fører denne ufred ikke til åndelig død, men til Guds ære. Da kan det hele bare skyldes at Gud skjuler sig, det kan være en nødvendig tugt. Eller en følge af en naturlig svaghed som ikke har noget med din sjæl at gøre.

Men hvis man ikke har noget som helst holdepunkt i Ordet, og tankerne bare farer hid og did, ser på sine synder, på hvad der kræves af mig og på hvad jeg skal gøre, da er der fare på færde. Dette er vantro og trællesind som kan føre til åndelig død, hvis man ikke snart får den rette hjælp og trøst.

Hvad er det nu sådanne mennesker må gøre? Først må de holde op med al sin egen aktivitet. De må lade sig dømme for al sin vantro og egenretfærdighed. De må erkende hvordan de med alt dette har foragtet den kære Frelser med alt det han så fuldkomment har gjort og lidt for os, og alt det han har givet og lovet os både i Ordet og sakramenterne.

De må vågne op og blive klar over hvordan de bare går og stirrer på sig selv, sine synder og sine følelser. Og at deres synder nu gælder mere for dem end hele Kristi fuldbragte værk. At deres tanker, følelser og meninger nu betyder mere for dem end alle Guds vidnesbyrd, både Åndens, vandets og blodets! De må blive klar over at de bare går og mener og tænker det ene og det andet, og venter svar på sit hjertes suk ud af luften. Mens Herren selv har svaret klart i sit ord og sine sakramenter.

Derfor, når du ikke har fred med Gud, når det er mørkt og tungt i dit hjerte, da sæt dig ikke ned og tænk frem og tilbage på hvordan det står til med din sjæl og om du ejer Guds nåde. Begynd heller ikke at bearbejde dit hjerte, for på den måde at få det bedre med Gud.

Nej, hør, læs, studér evangeliets ord, samtidig med at du beder Gud åbne dit hjerte, og beder om troens gave. Bare du da får øjnene åbnet, så du ser Guds herlighed i hans evangelium, så vil du også få en usigelig stor fred.

Det er vore synder, tvivlen både på om vi er ret omvendt, og vor egen oprigtighed, som i største grad forstyrrer freden og anfægter os. Men nu siger apostlen at ”vi blev forligt med Gud ved hans Søns død mens vi endnu var fjender.”

Hvis min anfægtelse og nød er om jeg virkelig er ret omvendt, og jeg derfor ikke tør tro, så siger apostlen altså at vi blev forligt med Gud mens vi endnu var fjender -. Ikke da vi blev omvendt og dermed Guds venner! Og at det skete ved hans Søns død! - ikke ved vor omvendelse, anger og tro!

Det er altså om at gøre at jeg tror at hele verden i Kristi død blev forligt med Gud. Tror at i samme øjeblik som denne nåde indtager mit hjerte og bliver dets trøst, eller i det mindste det hjertet længes efter, så er jeg straks retfærdig og frelst. At jeg altså tror på en nåde som er færdig for hele verden. Kan jeg bare tro dette, da vil jeg jo få en stor og dyb fred som fortrænger uroen og anfægtelserne.

Og når et menneske, hvor anfægtelse og tvivl er gået både på hans synd og hans omvendelse, får denne trøst, da er der både omvendelse, tro og helliggørelse af rette slags.