30. december

Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Rom 8:35.

Her møder apostlen os med det store spørgsmål som stadig bekymrer Guds børn: Hvordan skal jeg kunne blive bevaret i Kristi kærlighed?

Tidligere i kapitlet har apostlen styrket vor tro på den nåde vi står i, som trøst mod samvittighedens anklager og frygten for Guds vrede. Nu vender han sig mod bekymringerne for de mange farer som vil ødelægge det åndelige liv. Han vil overbevise os om, at ingen ting som nogen sinde kan møde os gennem livet, skal kunne skille os fra Kristi kærlighed. Og på samme måde som tidligere, beskriver han sin trøst i den triumferende spørge-tone:

Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Selve spørgsmålet udtrykker jo en stærk tro og frimodighed hos apostlen. Men bare det at dette spørgsmål tages op, og at et så udførligt trøstens svar her bliver givet, taler sit klare sprog. Det er tydeligt at bekymring netop omkring dette; om vi skal kunne blive skilt fra Kristi kærlighed, plejer at gøre de troende urolige, så de virkelig trænger til denne trøst.

Vi må altså ikke tro at apostlen skriver dette for at markere sin egen frimodighed i troen, uden nogen som helst tanke på også at skulle trøste nogen som trængte til en sådan trøst.

For dette er helt klart en velkendt bekymring hos alle sande Guds børn. Ja, et tydeligt kendetegn på den sande nåde i hjertet; at de frygter for at de ikke skal blive bevaret i Kristi kærlighed. Det er ikke nok for dem at de i øjeblikket har Guds ords trøst på at de lever i nåden. De er også optaget med det at blive bevaret i nåden til sin sidste stund.

Det er et godt tegn at du så levende kender din svaghed og ustadighed, kender det som vil hindre dig, og fjendens magt. Du frygter for at blive frataget din dyrebare skat. - Mens der jo samtidig er en vis svaghed i din tro, at du ikke har en tilsvarende trøst i Guds trofasthed og magt -!

Men selve frygten er et godt tegn. For den viser at du ikke bare kender din svaghed og fjendernes magt. Det betyder også at selve gaven da er blevet dyrebar og helt uundværlig for dig.

For sådan er nu altid hjertets natur. I samme grad som noget bliver dyrebart og umistelig for os, mærker vi straks farer og frygten for at miste dette. Har jeg en meget lidt værdifuld skat at forsvare, føler jeg meget lidt frygt for tyve. Men er skatten nogle titals millioner værd, da ser jeg for mig at al verdens tyve ved om den. Da kan jeg ikke finde en plads der er sikker nok til at opbevare den på.

Den som aldrig har nogen frygt for at miste sin frelsesskat i denne farlige verden, kan endnu ikke have sat nogen stor pris på den. Da er det et meget bedre tegn om du har en frygtens ånd, så du næsten bestandig frygter for en åndelig fare, frygter bedraget. Som en gammel lærer udtrykker det: ”Når du ser for dig muligheden for at du en dag skulle miste gudsfrygten og troen i hjertet, så gribes du som af dødsangst”. Dette er et vidnesbyrd om at Den Hellige Ånd har gjort sin gerning i hjertet. Har gjort at din nådestand virkelig er blevet dyrebar og umistelig for dig.

Men de som bekymrer sig for at skulle miste Guds nåde, de skal også trøstes med Guds nåde. Det er en hovedregel i hele Guds ord. Og den handler apostlen også ud fra her. Det er nøjagtig dem som frygter, som han nu vil trøste. Det er disse han nu forsikrer om at de har en så stærk og trofast Herre og beskytter, at ingen ting skal kunne skille dem fra ham.

Mange stærke fjender og hindringer vil møde op på vor vej, ”men i alt dette skal vi mere end sejre ved ham som elsker os”. Dette er trøsten apostlen forkynder her.

Kristi kærlighed. Den nåde ingen ting skal kunne skille os fra, er her skildret med det korte, men indholdsrige udtryk: Kristi kærlighed. Ikke vor kærlighed til Kristus, men Kristi kærlighed til os, som hele sammenhængen viser. For i verset foran har apostlen bare talt om hvad Kristus har gjort og gør for os.

Og hvad vil det så sige at blive skilt fra Kristi kærlighed? Uden tvivl må det betyde ikke længere at have personlig del i Kristi kærlighed, og dermed i nådepagten. For den som lever i nådepagten, er Kristi kærlighed hele hans frelse og salighed.

Ikke nok med at vi gennem Kristi kærlighed har fået alt hvad vi trænger til liv og salighed; Vor Fars evige nåde, frihed fra al fordømmelse, Den Hellige Ånd i hjertet, barnekår og arveret i himmelen. Men det er netop denne Kristi kærlighed som helt her i livet er de troendes mest dyrebare skat og glæde.

For den ægte brud er brudgommens kærlighed mere værd end alle hans gaver og ejendomme. Et Guds barn siger som Asaf: ”Herre, når jeg bare har dig, har jeg ikke lyst til noget på jorden.”

Det er også et kendetegn på et Guds barn, at når det har syndet, er det mest bange for at det har opvækket Herrens vrede og har mistet hans kærlighed. Derfor er dette udtryk ”Kristi kærlighed” som taget lige ud fra en troendes hjerte.

Så spørger apostlen nu: ”Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed?” Som vi har nævnt, ligger det straks i spørgsmålets tone en overbevisende trøst om at ingen og intet skal kunne skille os fra denne kærlighed.

Og vi må jo sige at det er en stor og guddommelig trøst, at vi har så stor og mægtig en Herre, som skal støtte os og hjælpe os lykkeligt igennem alle fristelser og farer, når vi påkalder ham. Selv om vi ikke får den trøst som vort gamle hjerte gerne ville have. For det vil at vi skal tro at al fare er ovre, så vi aldrig mere dagligt trænger til at påkalde Herren og leve afhængig af ham.

Lovet være Herren! I hans magt og trofasthed har vi altid trøst når vi føler at vi trænger til det. Og bare sådan er da også den trøst som Herren så gerne vil give os.