30. august

Vær ædru, våg! 1. Pet. 5:8.

Mange Guds børn har mistet livet i Gud på grund af ligegyldighed med sit åndelige liv. Våbnene bliver lagt bort, nådemidlerne bliver ikke benyttet, troen får ikke næring, og gode gerninger er man ikke længere optaget med.

Den første tid på nådens vej var det så nødvendigt at tage til sig af Ordet; læse, høre, tale og skrive om Kristus, om troen, om nåden, om kærlighed og gode gerninger. Og at tale med Gud i bøn og mættes af ham ved nadverbordet. Da var alt dette dyrebart og herligt for hjertet.

Men efter nogle år var noget af dette ikke så tiltrækkende længere. Andre gøremål blev mere magtpåliggende, nye hindringer opstod. Djævelen sørgede for at alt andet blev meget vigtigere. Og bildte desuden sjælen ind at nu vidste han jo alt det han trængte til at vide, som han nu kunne leve en tid på, så ville Gud nok opretholde livet.

Klarer djævelen så at føre mennesket bort fra Ordet, så kan han siden føre det hvorhen han vil og bilde det hvad som helst ind. Dette er vejen til alle slags afveje, åndelige sygdomme og fald. Snart ser mennesket ikke mere synd hos sig selv end det som fornuften siger, er forkert. Snart tror han ikke mere om nåden end det han synes kan passe. Men når syndserkendelsen dør, klarer han sig alligevel med den trøst han har. Og så er han snart på ny tilbage i sin naturlige tilstand.

Den som er ligegyldig med sit åndelige liv, bryder sig ikke om at leve sit liv i overensstemmelse med Ordet, og lytter heller ikke til Åndens stemme. I begyndelsen ville en kristen gøre alt det Herren befaler os at gøre, og var optaget med at gøre alle en kristens pligter. Selvfølgelig kunne han ikke opfylde alt, men var indstillet på og stræbte for at leve mest muligt op til dette. Og når han mislykkedes, anså han dette som synd. Da måtte han bede Gud forlade ham dette, og bede om nåde og kraft til at gøre det bedre.

Nu, derimod, sætter han selv sine mål for livet; hvor meget han kan og skal gøre. Alt det andet er han totalt ligegyldig overfor, tænker ikke mere på det. Og når han sådan ikke strækker sig efter mere end det han let kan klare, bliver resultatet selvfølgelig at han ikke får noget fald som han angrer. Snart er han så god som han vil være. Al selvgodhed kommer nemlig bare af ladhed og ligegyldighed, og af at man glemmer Guds hellighed og budenes åndelige krav.

Og når så menneskene er blevet fornøjet med sig selv, ikke længere kender til skyld og fald, hvad er der da tilbage af troen og hele det åndelige liv? Hvor meget betyder Kristus da for dem? Bare et drømmebillede, eller måske en helliggører. Men ikke en stedfortræder ved Faderens højre hånd. Måske en konge som man skal bekende, lovprise og ophøje. Men som i hjertets dyb ikke er så vigtig, så kær og uundværlig som en stedfortræder burde være, når han står for Guds åsyn for os og altid er vor eneste retfærdighed.

Kort sagt: Frelseren, Forsoneren, har mistet sin rette værdi og egentlige embede for vort hjerte. Er ikke længere vort hjertes sande liv og trøst. Er det bare i vor fantasi og i munden. Når begyndelsen; omvendelsen og syndserkendelsen, er borte, så er alt det andet falskt. Det er på denne vej en kristen forvandles til en farisæer.

Ligegyldighed med ens åndelige liv fører også til et andet sørgeligt resultat; denne tomhed i sjælen, denne lunkenhed og selvsikkerhed, som igen åbner alle porte for djævelen og hans hær. Når der ikke længere er nogen strid eller sejrsfryd. Ingen synd, ingen nød, ingen bøn, ingen fryd over nåden. Kort sagt; ikke længere noget sandt kristenliv. Da står vi også som fremmede overfor den levende kristendom. Finder ikke at den har noget særligt at give os, andet end tomhed og tunge krav.

Det er denne tilstand Kristus skildrer med at ”huset er fejet og pyntet.” Der møder djævelen op og giver sjælen noget at foretage sig, noget som fylder tomheden, en afgud eller en syndig nydelse som ser så fristende og ufarlig ud. Dette smager særlig godt nu efter fasten, da alt efterhånden blev så tomt og indholdsløst. Der var ingen levende kristenliv, ingen skat, ikke noget som helst hjertet kunne fryde sig over. Og menneskehjertet er sådan at det altid vil have noget at fylde sig med; en skat, et fællesskab.

Men når det da ikke længere har skatten, når glæden over nåden, samfundet med Gud og Abba-råbet er ophørt, da smager alt dette nye rigtig godt. Da suger hjertet til sig af det djævelen har at byde på, som en tør svamp suger vandet til sig. Og da kommer den stærke med sine lyster og afguder; venskab med verden, verdens ære og berømmelse, jordisk gods eller lyst. Og han har syv andre ånder med sig, værre end ham selv, og går ind og bor der.

Det er sandt at enhver sand kristen har grund til at bebrejde sig for meget ligegyldighed og forsømmelser i ens åndelige liv. Men man skal lægge mærke til at det de da bebrejder sig for, ofte bare er at de savner gode følelser. Men disse lever dagligt et gudfrygtigt liv efter Guds ord, bruger nådemidlerne, og strækker sig efter både at tro og elske. Og hvis en ligegyldig ånd begynder at indtage disse mennesker, lader de Herrens Ånd tugte og opvække sig. Da forfærdes de, tager sin tilflugt til Ordet og søger nåde hos Gud til et bedre liv. Da ender det ikke med åndelig død.

Men går det derimod sådan at man ikke dømmer sig selv for sin ligegyldighed og sløvhed, eller ikke i tide lytter til Åndens advarsler, men bare lader det gå som det kan, - da fører det til fald og åndelig død.