3. december

Der er himmelske legemer og jordiske legemer. Men de himmelske har én herlighed, og de jordiske en anden. 1. Kor. 15:40.

Det er som om apostlen vil sige: Se den uendelige variation i Guds skaberværk! Der er jo en stor forskel bare mellem de jordiske legemer. Hvor meget større må forskellen da ikke være mellem de jordiske og de himmelske legemer. Mellem træerne, stenene og metallerne osv. her på jorden, og derimod alt det som solen, månen og stjernerne er sammensat af.

Ja, selv mellem disse himmelske legemer indbyrdes er der stor forskel. ”Der er en glans fra solen, en anden glans fra månen og en tredje glans fra stjernerne. Og en stjerne adskiller sig fra en anden stjerne ved sin klarhed.”

Her får vi en anelse af den uendelige mangfoldighed i Guds skaberværk! Frygt ikke, ”du dåre!” Hvordan kunne du tro Gud skulle stå rådløs for hvilke slags legemer han skal give os i opstandelsen?

Uanset hvilke egenskaber for øvrigt vore nye legemer skal få, så vil de helt sikkert passe fuldkomment ind i den nye verden vi da skal leve i, og for de evner vore sjæle der skal have. De legemer vi har her, er skabt for de sjæleevner vi nu har, og for den verden vi nu lever i. Og alle dyrenes legemer er skabt for de instinkter Gud har givet dem, og for det element de skal leve i. Som fiskene i vandet, fuglene i luften, dyrene på jorden eller marken i jorden.

I enkelte tilfælde ser vi også et levende væsen går over fra et element til et andet. Det begynder dermed ligesom et nyt liv i en ny verden. Da ser vi med vore egne øjne hvordan det også får et nyt legeme, tilpasset den nye tilstand. Det gælder f.eks. silkeormen. Først arbejder den i træer og på bladene. Når den så skal have friheden og flyve rundt i luften, da udrustes den med et nyt legeme med vinger, som passer til dens nye element.

De fleste af os ved at alle sommerfuglene, som nu svæver rundt i luften, tidligere har været larver som krøb rundt på jorden og på planterne. Og her, i larven og den forvandling der senere sker med den, har Skaberen givet os et særligt billede på mennesket. Lad os se nærmere på dette billede.

Silkeormen som laver den fine silke synes vel at være en lidt ædlere slags end f.eks. kålormene og andre larver, men er alligevel bare elendige kryb rundt om i træer og på jorden. Men netop for disse elendige krybende væsner har Gud altså skabt en herligere fremtid. Når silkeormens arbejdstid er til ende og kålormen ikke længere skal krybe rundt i støvet, sker der en underlig forvandling med dem. Da lægges de i en slags ligkiste. En lille sort skal bygger sig op omkring dem. Og der ligger de så i dvale vinteren over.

Men når det så bliver forår, og solen begynder at opvække den stivnede natur til liv igen, da kommer denne tidligere orm frem fra skallen i en ny skikkelse, for at indtage en verden som er ny for den. Nu skal den ikke længere krybe rundt i støvet eller på kålbladet og lignende. Nu skal den fryde sig i frihed oppe i luften og i det herlige sollys. Og maden skal den nu finde i det fineste i blomsterne. Derfor har den nu fået fine og lette vinger i de skønneste farver. Med dem stiger den op over jorden og svæver frit rundt i luften.

Hvem genkender ikke vor Fars tale til os her i Skriften? Ser vi ikke hvordan han her har givet os et billede, hvor vi ser vor Fars tanker og hensigt med os?

Her på jord er vi bare skrøbelige orme og kryb. Men er alligevel skabt for et helt andet liv. Vi har en stor forvandling i vente. Når vor prøvetid er til ende, og vi ikke længere skal krybe rundt i støvet, skal alle som er blevet en ånd med ham som kom fra himmelen, også af ham blive forflyttet til en ny verden. Der skal vi, herliggjort og frelst, fryde os i det evige sollys vi møder når vi ser op mod hans nådes åsyn.

Med nye, forklarede sanser skal vi drikke os glædesberusede i den visdom, kærlighed og nåde som nu åbenbares hos Gud og Lammet. Og dette at vi er bestemt til at flytte over til en ny verden, er vel måske en af de vigtigste årsager til at vi skal få nye legemer, og ikke bare fortsætte som ånder uden legemer (som tilstanden er mellem døden og den sidste dom).

Da skal vi jo flytte til en ny verden, langt mere fuldkommen og herlig end den faldne verden vi lever i nu. En verden hvor ”døden ikke skal være mere, heller ikke sorg eller gråd eller smerte skal være mere, - for de første ting er blevet borte,” ”men Guds og Lammets trone skal være der, og hans tjenere skal tjene ham, og de skal se hans ansigt.”

Guds værk bliver aldrig mindre og mindre, men altid større og større i sin fuldkommenhed. Og i denne nye verden skal han virkelig lade sin visdom, godhed og magt åbenbares langt stærkere for os end han har gjort i den onde verden vi lever i nu.

Derfor er det også nødvendigt at vi da har legemer med sådanne sanser som er tilpasset denne nye verden. Sanser som gør os i stand til at kommunikere med denne, fatte, modtage og nyde den fuldkomne kundskab vi der får om vor herlige Skaber.

Da skal ”hans evige kraft og hans guddommelighed, dette usynlige Guds væsen, kendes ud fra de gerninger Gud har gjort.” Og der vil hans gerninger vise sig uendeligt meget større og mere fuldkomne end alle dem vi har set her i denne verden, i dette vort barndomshjem. Her blev hele Guds værk så forkludret og fordunklet af synden.