29. december

Gud, som giver håbet, skal fylde jer med al glæde og fred i troen … ved Den Hellige Ånds kraft. Rom. 15:13.

Apostlens inderlige ønske for vort kristenliv er ikke at vi bare skal have lidt af håb og trøst, men tværtimod en fuld troens vished, ja, til og med ”glæde og fred”. Han siger ”Gud, som giver håbet” (eller ”Håbets Gud”) ”skal fylde jer med al glæde og fred i troen.” Han siger ”fylde jer,” og ”med al glæde og fred.” Udtrykket ”al glæde og fred” leder vore tanker til al den glædens kilde vi har i at vi er forenet med Gud.

”Glæde og fred”, siger apostlen. Vi understreger at her er der ikke tale om en glæde som udspringer fra ydre omstændigheder. Eller af at vi synes vi selv er så gode og kristelige at vi derfor har grund til at glæde os. Nej, her er der bare tale om en glæde i troen, en tillid til Guds ord og løfter. Samtidig med at vi hos os selv bare ser grund til sorg og gråd.

At tro er at have al sin trøst i noget som ikke kan ses. Og da ikke i noget hvad som helst, men udelukkende i Guds løfter. Det er den frelsende tro på Kristus der tales om. Det er bare den som kan og skal fylde os med ”glæde og fred,” som altså sker ”ved Den Hellige Ånds kraft.”

Denne tro er bare en gave fra Gud, som vi også skal bede om. Den skabes bare gennem forkyndelsen af evangeliet, når dette træffer fuldstændig fattige og hjælpeløse syndere. Da fødes troen.

Men det vi da ser og føler hos os selv er så ringe, at det bare kan friste os til at opgive. Så skal troen da også, gennem al mulig anfægtelse, bare være vor tillid udelukkende til Guds ord - mens vi ser og mærker bare det som truer og anfægter os.

Men hvordan skal vi da kunne have glæde og fred? Jo, netop nu vil Gud selv skabe en overnaturlig glæde og fred. Da først bliver glæden virkelig bare et Guds værk. Og sådant et Guds værk er det apostlen her virkelig ønsker os. Noget vi ser klart i det han så tilføjer:

Så I kan have overflod af håb ved Den Hellige Ånds kraft. Den sidste og herligste frugt af alt det gode Gud har gjort, og gør, er at vi har et fuldkomment sikkert håb om frelse og evigt liv.

Og dette håb er den største kraft i hele vor kristendom. Dette håb giver lyst og kraft til at løbe med udholdenhed i den kamp som er lagt foran os. Det giver mod og styrke til at gøre, lide og holde ud i alt som vil møde os i denne kamp.

”Glæden i Herren er jeres styrke”, og ”håbet om frelse er vor hjelm” i striden. Hele livet er desuden så fuldt af sorg, prøvelser og anden elendighed, at vi nok trænger til et fuldkomment håb om den frelse og herlighed Gud skal give os. Hvis vi ikke skal opgive på vejen og blive trætte og ligegyldige, men kan holde ud i tålmodighed og troskab.

Men så har vi da virkelig også den allerstærkeste grundvold at bygge dette håb om frelse på. For til det evige liv er vi skabt. Og til det evige liv er vi så dyrebart genløst.

Det var for det evige liv, og ikke for det jordiske, Kristus gav sig selv som et sonoffer. Det er for det evige liv Gud har givet os helligdagen, Ordet, sakramenterne og Den Hellige Ånds værk i vort hjerte. Er vi Guds børn og venner, da er vi helt sikkert også hans arvinger. Da skal han sandelig også en gang gøre sine venner virkelig glade og lykkelige.

Men selv om grundvoldens løfter er så faste og usvigelige, er vore hjerter alligevel så ustadige og fulde af tvivl på grund af vor faldne natur. Derfor er det umuligt for os at holde fast på dette frelsens håb, hvis ikke Gud selv giver os denne dyrebare gave.

Et håb som bygger på noget af vore egne anstrengelser og vor egen tænkning, er altid svagt og usikkert. Men når Gud selv ved Den Hellige Ånd giver os visheden, og fylder os med al glæde og fred i troen, da får vi det fuldkomne håb som apostlen taler om her. Derfor er det han tilføjer disse ord: ved Den hellige Ånds kraft. Her nævner apostlen altså nu den tredje person i guddommen, som er virksom for at give os en fuldkommen trøst.

Den evige Far, som her kaldes ”Gud som giver håbet” (eller: ”Håbets Gud”), skaber i os et fuldkomment håb ved Den Hellige Ånd, og fylder os med glæde og fred i troen. Og med denne tilføjelse: ”Ved Den Hellige Ånds kraft,” ville apostlen på ny minde os om, at vi ikke selv er i stand til at gøre eller tage noget i denne forbindelse. Men at alt sammen må blive givet os ovenfra!

Åh, hvor vigtig det er at have en dyb erkendelse af at al nåde og kraft afhænger af at Gud giver os det! Der bliver hverken fred eller åndelig vækst hvis vi indbilder os at vi selv er i stand til at udrette noget som helst. Vi kan måske rent ydre bruge de rette midler, og når vi hører formaningen så virkelig ønske at leve efter den. Men vi skal nok snart opleve at vi af os selv ikke er i stand til dette.

Og alligevel sidder indbildningen om alt det vi selv skal kunne udrette så dybt i vor natur, at den er den største hindring for at Gud kan udrette noget i os. En frugt af dette er al den vantroens aktivitet i kristenhedens navn, og som stadig hindrer at Gud selv kan komme til i og iblandt os. Så må Gud stadig slå denne indbildning ned, og det gør han ofte ved at overlade os til vor egen afmagt for en tid.

Men så bliver hjertet da også både villigt og varmt når vi mærker og tror at alt godt kommer som en gave fra Gud. Det vidner disse bibelsteder også om: ”Uden mig kan I slet ikke gøre noget”, ”vi er ikke en gang i stand til at udtænke noget af os selv” ”det er Gud som virker i jer, både at ville og at virke for hans gode vilje.”

Det er dette apostlen ville sige os med disse ord: ”Ved Den Hellige Ånds kraft.”