28. november

Er vi blevet forenet (svensk: indplantet) med Kristus ved en død som er lig hans død, så skal vi også blive det ved en opstandelse som er lig hans opstandelse. Rom. 6:5.

Måtte vi alle her lægge mærke til, hvad der er den sande helliggørelsens hemmelighed!

Apostlen siger ikke at vi bare skal stræbe efter at blive lig Kristus i hans død og opstandelse. Han siger vi er ”indplantet, indpodet i Kristus ved ligheden med hans død og opstandelse.”

Ordet indplantet eller sammenvokset skildrer en inderlig forening med Kristus. Hvor finder vi vel en mere inderlig forening end den mellem stammen og en frisk gren? Sammen er de på en fuldkommen måde træet. Det samme liv og saften som er i stammen, er jo også i grenen. Af natur er de et. Hvilket under af Guds nåde!

Kristus har selv brugt dette billede med grenene på vintræet for at beskrive foreningen mellem ham og de troende (Joh. 15). Der taler han om denne ”sammenvoksning” med ham, og siger: ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den som bliver i mig og jeg i ham... ”

Samme aften sagde han også til sin himmelske Far i bøn: ”Jeg i dem og du i mig, for at de kan blive gjort fuldkomment til et.” Dette er i sandhed et nådens under som langt overgår alle vore tanker.

Og denne inderlige forening med Kristus, denne ”sammenvoksning,” siger apostlen altså er selve grundlaget for den rette helliggørelse, for at kødet kan dødes og vi kan vandre i et helt nyt liv. Det samme siger Kristus også: ”Den som bliver i mig og jeg i ham, bærer meget frugt. For uden mig kan I slet ikke gøre noget. Sådan som grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver i vintræet, sådan kan I heller ikke bære frugt, uden at I bliver i mig.”

Vi burde da høre og tro det Herren selv og hans apostel siger!

Mange taler om helliggørelsen, men har en helt anden lære om den. De slider bare med bud, leveregler og formaninger overfor mennesker, og tror det skal gøre dem hellige. Uden hensyn til om disse først er forenet med Kristus, er døde fra loven og lever i troen.

Dette er en forførelse alle må vogte sig vel for. For den skaber bare ”hvidkalkede grave,” hyklere og aktivitetskristne. Og dette er fra før også nedlagt i alle menneskers natur. Vi tror vi selv er i stand til at gøre Guds vilje, bare vi anstrenger os nok.

Husk da på så længe du lever, at når apostlen ville lære os om helliggørelsen, så begyndte han ikke bare med at give os bud og leveregler. Heller ikke med at tugte, formane eller at tvinge.

Nej, først skriver han altså om grundvolden og vilkåret for al sand helliggørelse; en inderlig forening med Kristus. Vi er ”forenet,” vi er ”døde med Kristus.” Vi er ”begravet” og ”opstået igen” med ham. Dette må først være sket, siger han.

På samme måde begynder han også sin formaningstale i brevet til kolosenserne med disse ord: ”Er I da oprejst med Kristus,” ”I er jo døde.” Og når Herren selv fortæller os hvordan vi skal kunne bære frugt, siger han: ”Hvis I bliver i mig... ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv.”

Hvornår skal vi egentlig blive færdig med denne ulykkelige dårskab; at vente på frugt - før træet endnu er plantet? - denne indbildning som stikker så dybt i os, om at vi i os selv har nogen kraft til at bære god frugt.

Er du ikke forenet med Kristus, så er det umuligt at du kan bære god frugt. Men derimod er det lige så umuligt at du kan blive uden frugt, hvis du virkelig lever i et forenet samfund med Kristus.

Han siger jo selv at ”Den som bliver i mig og jeg i ham, han bærer meget frugt.” Når han siger: ”Hver gren på mig som ikke bærer frugt,” da taler han om den som ”har navn af at leve, men som er død.”

Men om alle som virkelig lever i ham, siger han at ”de bærer frugt. Nogle hundrede fold, nogle tres og nogle tredive fold.” Det er umuligt at Kristus og hans Ånd kan bo i os uden at skulle udrette noget.

Om du derfor bare ”lever dig selv,” efter tidsånden i denne verden, gør det kødet har lyst til, og er fremmed for det sind som elsker Guds lov, som kæmper imod og døder det gamle menneske -. Da er dette det bedste kendetegn på at du ikke lever i samfund og forenet med Kristus.

At du da i dåben en gang blev indpodet i ham. Eller om du nu bekender at du både tror og tilhører ham. Så hjælper dette ikke dig, når du stadigvæk lever uden at være forenet med Kristus.

Da har du brudt din dåbspagt, og er en gren som er brækket af Kristus, og som på den måde du lever, bare tørrer mere og mere ind.

Men Gud, ”som gør de døde levende, og kalder på det som ikke er til, som om det var til,” han gør stadigvæk store undere. Netop ”da vi var døde i synderne, gjorde han os levende sammen med Kristus.”

Han er ”rig på barmhjertighed på grund af sin store kærlighed.” Han vil stadigvæk gøre det under også med dig, som Kristus skildrer sådan: ”De døde skal høre Guds Søns røst. Og de som hører, skal leve.”