28. december

Guds nådegaver og hans kald kan Gud ikke fortryde. Rom. 11:29.

Åh, hvilken vældig trøst vi har i disse ord! Hovedbudskabet i denne tekst er at Gud ikke kan fortryde eller trække en nåde og udvælgelse tilbage, han har givet.

Nu har vi et meget tidligt kald og en udvælgelse som vi bygger vort håb om frelse på. Vi har fået de største og mest dyrebare løfter. Og på disse løfter vil vi nu anvende dagens tekst: ”Guds nådegaver og hans kald kan Gud ikke fortryde”.

Gud ”udvalgte os i Kristus før verdens grundvold blev lagt”. Denne Guds beslutning om hvordan vi skulle blive frelst må da være totalt urokkelig - og helt uafhængig af os. For Gud besluttede dette så tidligt at der ikke fandtes noget menneske som kunne have nogen indflydelse på dette.

Det skete ”før verdens grundvold blev lagt”, da ikke en eneste dag endnu var kommet, da hverken sol eller måne fandtes, - mens Gud i sit evige uafhængige råd tænkte på at skabe universet. Tænkte at skabe en slægt efter sit billede på jorden, til børn og arvinger af alle sine gaver, som skulle se og fryde sig over hele hans værk og hans eget fuldkomne væsen!

Da besluttede han også at sætte menneskene på en prøve. For at vi skulle lære at kende hans guddommelige retfærdighed og barmhjertighed. Han forudså hvordan vi, gennem den faldne engels misundelse og list, skulle forføres og falde så vi blev ødelagt. Ja, Gud forudså al den ødelæggelse og elendighed som dette fald skulle føre med sig.

Men da tog han denne beslutning om hvordan vi skulle blive frelst, om at give sin evige Søn som mellemmand og stedfortræder for os. Han skulle stige ned til jorden, iklæde sig vort kød og tage vor sag på sig. Skulle opfylde loven og lide straffen i vort sted. For at hver den som i sin syndenød tager sin tilflugt til ham, og i tro holder sig til ham, ikke skal fortabes men have evigt liv.

Dette var Guds egen frie beslutning om hvordan vi skulle blive frelst, Guds evige nådes valg som apostlen omtaler sådan: ”Han udvalgte os i Kristus før verdens grundvold blev lagt”. ”I kærlighed har han forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, efter sin frie viljes råd, til pris for sin nådes herlighed.”

Dette sit råd, sin evige beslutning, forkyndte han selv helt på syndefaldets dag. Og senere lod han stadig sit løfte blive gentaget gennem mange profetiske vidnesbyrd, og gennem millioner af forbilledlige ofre. Indtil alt i tidens fylde blev opfyldt gennem Jesu fødsel, lidelse, død og opstandelse.

Da vidner døberen Johannes: ”Se! Guds Lam som bærer verdens synder bort.” Da vidnede Herren selv: ”Mit blod bliver udgydt for jer til syndernes forladelse”. Og da vidnede en stor skare af evangelister at bare i ham er frelse, og at hans blod renser os fra alle synder.

Denne Guds beslutning om hvordan vi skal blive frelst er altså taget meget tidlig, og rigelig forkyndt. Skulle Gud så nu fortryde og trække dette sit evige kald og sin gave tilbage? Skulle han nu i stedet begynde at kræve en fuldkommen retfærdighed hos os, og dermed behandle os efter vore synder?

Er den store Herre, vor Gud, ikke trofast og uforanderlig i sin beslutning og i sit råd? Går han fra sine mange og dyrebare løfter? Skulle han nogensinde ville forandre det han selv har besluttet og forkyndt -. Og som, vel og mærke, var ”efter hans egen frie viljes råd”?

Noget sådant tænker vi ikke om den store, almægtige Gud. Bare når vor synd forfærder os, tænker vi at Gud vil vel handle med os efter vore synder. Men lad os da endelig huske at det var jo just for vore synders skyld Gud gav os sin Søn som vor Frelser.

Skulle han da nu bare se på vore synder, og på grund af dem ikke længere være nådig mod os, - os som trods alt tror på Sønnen, og bare i ham finder vor frelse? Skulle han alligevel, bare på grund af vor synd, blive træt af os og forkaste os?

Da stod hans eget evige råd og beslutning jo ikke længere ved magt! Men dette kan aldrig i evighed ske. ”Guds nådegaver og hans kald kan Gud ikke fortryde.” Lovet være Gud i al evighed! Han udvalgte os i Kristus før verdens grundvold blev lagt, og besluttede at være nådig mod os, bare i ham. Og denne sin evige rådslutning vil han aldrig fortryde. Dette er det første vi her burde huske.

Men han har også meget tidlig gjort en særlig pagt med hver enkelt af os. Det skete i dåben, som er ”en god samvittigheds pagt med Gud.” Da tog han os til sig som sine børn og ”iklædte os Kristus,” for at vi bare i ham skulle være retfærdige og ”fuldkomment rene.”

Skulle Herren, vor Gud, så nogen sinde ville ophæve denne pagt, og så begynde at dømme en troende sjæl efter hvad han er i sig selv?

Er jeg derimod en vantro og frafalden, da er jeg selvfølgelig, nøjagtig som en vantro jøde, en ”afbrækket gren”. Da kan jeg ikke længere få del i stammens saft og næring, af Kristi nåde. Men Herren, vor Gud, ”husker sin pagt til evig tid”, og vil bruge al sin nåde for at føre mig tilbage.

Kort sagt: Vor troløshed kan ikke gøre Guds trofasthed til intet. Herren, vor Gud, kan umuligt ændre og ophæve sin pagt. ”Guds nådegaver og hans kald kan Gud ikke fortryde!”