27. december

Herren har udøst en dyb søvnens ånd over jer, og han har lukket jeres øjne. Esajas 29:10.

Læg alvorligt mærke til denne situation! Det forfærdelige er at det er Gud selv, den almægtige Gud, som er fuld af kærlighed, som til sidst straffer dem som foragter ham på denne måde; det er ham som forblinder deres øjne så de går evigt fortabt.

Dette gør den samme nådefulde Gud, som brænder af kærlighed til mennesker så han gav sin evige Søn for os. Og som forlader de mest uværdige syndere al deres misgerning mod ham, straks de giver Sønnen ære og bliver hans disciple. Den samme Gud som altid forlader de hjælpeløse børn alle deres synder, og til sidst vil give dem evig herlighed, selv om de i sig selv bare har fortjent en evig vrede.

Men denne vor Gud som er så fuld af kærlighed, øser så ud over nogle andre mennesker en ”dyb søvnens ånd”, en blindhed og en forhærdelse som de selv står hjælpeløse overfor. Dette gør han mod dem som står hans nådige kald imod, og hykler som skuespillere ind for ham, bare med ydre gerninger.

Og denne forfærdelige dom og straf har han ladet ramme selve ejendomsfolket, sin ven Abrahams børn, når de begyndte at hykle overfor ham på denne måde.

Her skal vi se Guds forfærdelige retfærdighed, se at ”Gud lader sig ikke spotte.” Her ser vi at samtidig med at han er overstrømmende nådig mod alle fattige syndere som hører hans røst og lader sig føre til omvendelse og tro, - er han også en forfærdelig hævner over alle dem som foragter ham, som står imod hans nådige kald.

Må ingen så tro at det bare var i Det gamle testamentes tid at Gud styrede og handlede på denne forfærdelige måde! Nej, også den barmhjertige Frelser udtaler samme dom midt i sin kærlige nidkærhed for at frelse sjælene. Og denne dom gjaldt nu også dem som hørte ham, men ikke var lydige mod hans røst, ikke ville tage imod den så de kunne blive omvendt og få troen.

Tænk hvilke forfærdelige ord fra den nådige Frelser, når han (Matt. 13) udtrykkeligt siger at det er ”derfor” han taler til dem i lignelser, for at nogen blandt folket ikke skulle kunne fatte det. Han siger ”dem er det ikke givet,” ”den som ikke har, han skal blive frataget selv det han har.”

Det et sådant menneske ”ikke har”, det er netop evnen til at tage imod Guds ord når det taler til ham. Og det som da skal blive frataget ham, er selve lyset. Det samme siger apostlen også i 2. Tess. 2. Der tales der om ”den lovløse” som skal forføre dem som går fortabt ”fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor skal Gud sende dem kraftig vildfarelse, så de skal tro løgnen.”

Så langt går Guds retfærdige vrede og dom altså over dem som foragter ham; han ikke bare forblinder dem og trækker lyset bort fra dem. Men sender dem også kraftig vildfarelse, så de skal tro løgnen og blive fordømt.

Dette sidste kaster lys over en situation som ofte bekymrer oprigtige sjæle. Enkelte gange, særlig når evangeliet bliver forkyndt med kraft og velsignelse et sted, opstår der nemlig samtidig de værste vildfarelser. Ofte bliver dette spredt rundt omkring i tale og skrift med åbenlyse angreb mod troen på Gud og Kristus. Da bliver Guds børn bange med tanken på hvor mange som på denne måde, kan blive ført bort fra selve grundsandhederne, og forvandles til rene fornægtere.

Men da må vi være klar over at sådanne hændelser er Guds dom og straf over dem som ikke vil omvende sig. Som på trods af al den Guds nåde som bliver tilbudt dem, aldrig vil høre, men bare står Guds Ånd imod.

Og vi må ikke overprøve Guds domme, selv når de viser sig i åbenlys vrede, så han sender kraftig vildfarelse over dem som ikke ville tro sandheden. Men det er smerteligt, ja, helt forfærdeligt, at se på hvordan udødelige sjæle virkelig skal forvildes og forhærdes så de ”skal tro løgnen” og skal blive fordømt.

Vi må også huske at det ikke er nogen ubetydelig synd de har begået mod vor store Herre, når de har stået imod og forkastet al hans nåde. De har hørt hans ord forkyndt i Ånd og kraft, og til og med set hans Hellige Ånds værk omkring sig, hvor mange mennesker er blevet omvendt. Alligevel har de stået imod den kraftige vækkelse der er i dette. De har måske også selv følt Gud røre ved deres hjerter. Men alligevel forkastet alt og gået tilbage til verden og selvoptagetheden.

En så forfærdelig foragt for Guds nåde må jo blive fulgt af en forfærdelig dom. Gud er større end menneskene. Det er ganske vist grufuldt at mennesker skal gå fortabt. Men det er ingenting i forhold til at den almægtige Gud skal blive foragtet og spottet.

Det vil nok også blive et forfærdeligt syn, når Dommeren på den sidste dag skal vise de ufrelste bort til den evige pine. Men da vil Gud være så stor og herlig for de retfærdige, at de ikke vil opleve de ufrelstes ondskab mindre end den straf de får.

Selv vil de stå i en overvældende undren, over at Gud i sin store nåde og langmodighed har frelst dem selv, med al deres synd og uværdighed. Og når det gælder de ufrelste vil de bare erkende Guds retfærdighed og sige: ”Ja, Herre Gud, du almægtige, sande og retfærdige er dine domme.”

Dette må vi have helt klart for os når kraftige vildfarelser forvilder mennesker som har hørt, men foragtet sandheden. Straffedommen er vældig, men ikke større end den synd de har gjort. Hvis vi synes Guds dom og straf er for hård, kommer det bare af at vi ikke anser Gud for at være så stor som han virkelig er.