26. september

Jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Kol. 3:3.

Læg mærke til dette: Vort liv i Gud er skjult! - og skjult med Kristus!

Kristus er vort liv. Men Kristus er skjult. Derfor er vort liv skjult. Det er dette apostlen forkynder her. Det samme bekræfter alle de helliges erfaringer også. Men vi, vi vil ikke uden videre godtage dette. Vi siger: Var der et virkeligt liv med Kristus i Gud, så skulle det vel ikke være så skjult. Men hellere stråle frem, synes, føles og opleves mere.

Lad os nu se hvordan det forholder sig med dette. Det er sandt at ”den som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv,” at ”Guds Ånd vidner med vor ånd at vi er Guds børn.” Det er sandt, det Johannes så ofte gentager: Vi ved - vi ved at vi er af Gud, vi ved at vi er Guds børn, vi ved at Gud bliver i os.

Et menneske som ikke har oplevet nogen omvendelse, nogen vækkelse fra syndens søvn, nogen kamp under loven, nogen forløsning i Kristus. Ikke har fået et nyt liv med Kristus og en ny vandring med ham. Men endnu er et med verden - om end ikke på de værste områder -. Det menneske bedrager sig selv, det er helt sikkert. Og tror fortsat at han sådan kan leve det skjulte liv med Kristus i Gud. Og vil måske til og med opfatte dette skriftsted som om livet i Kristus ikke havde nogen som helst konkrete kendetegn, og ingen stadfæstelse i nogen ny kraft i ens liv.

Nej, det står hele tiden fast det Skriften lærer om at det gode træ skal kendes på Åndens frugter. Men når det åndelige liv samtidig er så skjult, så har det følgende grunde: Først og fremmest at vor faldne, blinde fornuft dels aldrig forstår sig ret på Åndens værk og frugter, dels ikke lægger mærke til disse. For vi vil ligesom gribe selve livet med hænderne, se og opleve det.

Ofte er vi ikke fornøjet med Åndens frugter sådan som Skriften skildrer dem. Vi vil selv bestemme hvordan det åndelige liv skal tage sig ud. Når f.eks. Skriften, som de største Åndens frugter, nævner kærlighed, glæde, fred osv., så siger mange: ”Ja, men hvad hjælper det? Ganske rigtig fik jeg en ny kærlighed i hjertet da jeg fik forladelse for alle mine synder. Jeg fik nok en glæde og fred med Gud som jeg aldrig før har haft. Men hvad hjælper det alt sammen, det er jo så svagt, og svinger så stærkt i mig. Jeg burde jo have en langt stærkere kærlighed, glæde, fred, sagtmodighed” osv.

Eller vi venter på at opleve selve livet i os. Og når vi ikke har sådanne oplevelser, begynder vi straks at tvivle på om vi har livet. For det andet er vort liv i Gud allermest skjult når Gud ikke bare holder følelserne og troens kraft tilbage, men også lader megen synd og elendighed overfalde os. Når han tillader Satan at sigte os på den mest grusomme måde, frister og plager os med syndige tanker, lyster og begær. Sådan at vi også af og til falder, så Peter fornægter sin Herre, lyver og bander, sådan at Paulus og Barnabas skændes.

Åh, når sådanne ting sker med os, - hvor er da vort liv med Kristus i Gud, - tænker vi. Åh, nej, at tro at Guds Ånd skulle bo i mig, det er jo den største galskab. Nej, ikke Guds Ånd, men djævelens. Ja, nu er vort liv med Kristus virkelig godt skjult.

Desuden lader Gud alle slags vanskelige oplevelser, ulykker og lidelser ramme os, ja, skylle ind over os som en flodbølge. Som når alle ondskabens kræfter, naturen, mennesker og ånder slog sig sammen mod en gudfrygtig Job. Røvere, lynet og storm tog alt det han ejede fra ham, til og med børnene. Djævelen plagede hans legeme, hustruen spottede hans tro, hans ynkelige venner væltede nye sten til hans byrder, og hans eget hjerte rasede mod Gud så han forbandede den dag han blev født.

Hvor er nu manden som var så højt benådet at der ikke fandtes hans lige i hele landet? Hvor er nu det inderlige Guds venskab som han havde? Her har vi et eksempel på hvor uendelig dybt vor herlighed kan være skjult.

Men af alt dette onde som formørker og skjuler vort liv med Kristus, kan ingenting alligevel sammenlignes med synden. Ydre lidelser er sammenlignet med den, bare svage lidelser.

Det er nemt at lære at disse er et faderligt ris, at ”den Herren elsker, den tugter han.” Men når synden og djævelen og hidsige syndens lyster raser i kødet, da føler du dig som død. Da føles det som om Ånden har forladt dig, og som om Gud i sin retfærdige dom har forladt dig osv.

Ja, dette er de virkelige dødsstød. Og de går gennem marv og ben hos os. Det formørker vort liv under nåden. Da er der ikke noget andet som hjælper end at holde op med al vor tanke om vort eget nådeliv. Og bare se på vor evige og uforanderlige Gud selv, om ikke han kan frelse og hjælpe os ud af dette.

Men når det igen bliver klart for os, får vi nok at se midt i det sorteste mørke, skjulte der sig, ikke bare et uforandret faderhjerte i Gud, og vor retfærdighed, som endnu var den samme, fuldkomne, i Kristus. Men også et sandt, levende, kæmpende nådeliv i vort hjerte.

Det er den højeste Guds visdom at kende godt til hvordan Gud på underlig vis fører sine hellige. Hvordan han skjuler livet under døden, retfærdigheden under synden, nåden under vreden, ja, himmel under helvede.

Og denne højeste Guds visdom er nødvendig, om vi skal holde ud i troen på denne Herre.