26. oktober

Alle de som drives af Guds Ånd, de er Guds børn. Rom. 8:14.

Dette er det store og afgørende kendetegn. Blandt alle mennesker på hele jorden er det bare disse som er Guds børn, de som drives og lader sig lede gennem livet af Guds Ånd.

Guds Ånds børn er Guds børn. Alle de som er Guds børn, de drives af Guds Ånd. De som ikke drives af Guds Ånd, de er ikke Guds børn.

Sådan viser dette skriftsted os det store, grundlæggende kendetegn som skiller Guds børn fra alle andre mennesker.

Over hele verden finder vi denne store forskel. Den store masse af mennesker lever bare efter kødet. Enten det sker i løsslupne og grove former, efter deres egne lyster og efter tidsånden i denne verden. Eller det foregår på en finere måde, med stræb for at opbygge sin egen retfærdighed, men uden at styres af Ordet og Ånden.

Men der hvor Kristi evangelium endnu lever blandt mennesker, der finder vi også et andet folk. Et folk hvor hovedsagen altid er dette: Har jeg den rette tro og livet i Kristi fodspor? Et folk som med al sin skrøbelighed og suk over synden alligevel altid er optaget med at leve i tro og at følge Kristus. At døde sit kød, og både med ord og gerning bekende sin Herre, sådan at hele deres liv går i modsat retning af hele verden.

Men dette skabes aldrig af kød og blod. Det sker bare ved Guds Ånd, ”de som drives af Guds Ånd, de er Guds børn.”

”Guds børn,” egentlig ”Guds sønner!” Hvor findes det menneske som kan tro og indstille sig på noget så stort? De som har let ved at tro dette, har vist aldrig indset hvad disse ord virkelig indebærer. Og de som har indset hvad ordene indebærer, kan aldrig fuldkomment tro dette så længe de er her på jorden. Det er alt for stort. Det trænger ikke ind i vore trange hjerter.

Tænk; den store, almægtige Skabers - ikke tjenere -, men børn, sønner og døtre! Vi kan fatte noget af hvor stort dette er, når vi ser nærmere på de ord apostlen bruger her. Han siger at hvis vi er børn, da er vi også den enbårne Søns medarvinger, - ”Kristi medarvinger.” Og længere ude; at Kristus ”skulle være den førstefødte blandt mange brødre.”

Men hvordan skal vi så forstå dette? Det at være nogens barn plejer jo, ret forstået, sædvanligvis at betyde at vi er født af ham. Vi kan vel ikke i denne mening være Guds børn? Nej, på en måde er det vel bare Faderens ”enbårne” som er Guds Søn. Han er jo født af Faderen fra evighed af, og af naturen Gud. Men i en anden mening er alle Guds børn på jorden født af Gud. For ved Ånden er de blevet en ”ny skabning.”

Det sker sædvanligvis på to måder at vi bliver nogens barn. For det første gennem en fødsel. Eller ved adoption. Det var Guds vilje at vi skulle være hans børn på begge disse måder. Om den sidstnævnte måde taler apostlen i Ef. 1 når han siger: ”Han har bestemt os til at få barnekår hos sig ved Jesus Kristus, efter sin frie viljes råd.”

Om den første måde taler Johannes ofte, som når han siger om Guds børn at ”de er ikke født af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud.” Og ”Hver den som er født af Gud, gør ikke synd, for hans sæd bliver i ham. Og han kan ikke synde, for han er født af Gud.”

Hvilket himmelens under på vor syndige jord: Levende Guds børn, som er født af Gud -! ”Åh, hvilken dybde af rigdom og visdom og kundskab hos Gud! Hvor ubegribelige er ikke hans domme, og hvor uudgrundelige er ikke hans veje!”

At vi er Guds børn, det er summen af alt det den treenige Gud har gjort for menneskene, som Skaber, Forsoner og den som helliggør.

Synes du det er alt for stort, at du kan være et Guds barn? Så tænk på at det var netop dette Gud helt fra begyndelsen skabte menneskene til. Han skabte dem i sit billede og til arvinger af alt det han havde skabt. Ja, han gjorde til og med boliger i stand for dem i himmelen.

Men, siger du, vi er faldet, vi er jo fulde af synd! Husk da på at det var derfor Gud sendte sin enbårne Søn. For at han skulle blive menneske, som os. Og med sin lydighed indtil døden generobrede han det barnekår vi havde mistet.

Synes du ikke det kan passe, at du kan være et Guds barn, når du kender til så meget synd? Tænk da på alt det Kristus har gjort for at frelse syndere.

Men, siger du igen: Alle mennesker er ikke dermed uden videre Guds børn i ret betydning. Da er svaret: Nej, men netop derfor bliver vi født af Gud, født af Ånden.

Du kender til kødets ondskab og kødets strid imod Ånden. Alligevel kan du ikke bevidst slippe kødet løs, kan ikke gøre synd. For ”Guds sæd” er i dig, og Guds Ånd strider imod synden. Den tugter, trøster og leder dig. Husk da på disse ord: ”Alle de som drives af Guds Ånd, de er Guds børn.”

Lad os da hellere se på grundlaget for vort barnekår; den treenige Guds egne gerninger. Da vil vi, på trods af al skrøbelighed og alle hjertets indvendinger, kunne bekende at: Gud er større end vort hjerte, og vi er i sandhed Guds børn, alle de som drives af Guds Ånd.