26. august

Den som holder ud indtil enden, skal blive frelst. Matt. 24:13.

Skriften forudsiger at vi endnu kan vente megen ydre forfølgelse. Vor fjende, djævelen, vil i den sidste tid stå frem i stor vrede, fordi han ved han ikke har lang tid igen. Men vi behøver ikke tænke på fremtiden. Allerede nu har alle levende Guds børn forfølgelse. Og den forfærder, jager og bøjer allerede nu mangen en sjæl bort fra Kristi fodspor.

Forfølgelsen sker i forskellig grad og på mange måder. Slangen angreb kvindens sæd med blodige forfølgelser for at få magt, i den kristne menigheds første tid. Alligevel var alt sammen særdeles frugtesløst. I vor tid går han derimod finere og mere forsigtig frem, men er alligevel fortsat i stand til at pine og skræmme vort svage kød.

Mange troende børn eller tjenere i et hus må ofte lide for Kristi navns skyld. Hårde ord og onde blik dagen lang gør livet tungt og vanskeligt for dem. Kristne håndværkere eller købmænd, som har kone og børn at forsørge, får kamp med sin samvittighed når de ser trofaste kunder trækker sig bort fra dem på grund af deres kristne liv og bekendelse.

En trofast lærer i Guds ord må ofte opleve store problemer både med foresatte og med tilhørere, fordi han med sin forkyndelse gør dem urolige i deres samvittighed, og ikke lader selvsikkerheden, vantroen og ugudeligheden få fred.

Da sukker vort svage kød under lidelsen. Da kan der være fare for at vi viger udenom og laver vores egen, behageligere kristelige vej. Så vi fortsat kan være i ro, og følge fornuftens rådgivere som siger: Tag nu vare på dig selv! Dette må ikke ske med dig.

Denne fristelse oplever vi oftest særlig stærkt efter en tydelig forfølgelse. Når det værste er ovre og vi hviler ud efter kampen, viser verden os sit blide ansigt. For en kamptræt sjæl er dette en så fristende situation, at det er et Guds under om vi da ikke bliver bedraget.

Men om dette sker, behøver bedraget ikke nødvendigvis føre til at man totalt vender sig til verden. Nej, man tænker og tilpasser sig bare til nye og mere fornuftige principper, så man forsøger at være ven både med Gud og verden samtidig.

Da passer man på for ikke at gøre det ene og det andet som verden ikke godtager. Men hvad det er Kristus vil, og hvordan vi skal blive frelst, det spørger vi ikke længere efter. Derimod kan vi nu deltage i både det ene og det andet som verden elsker. Og nu bryder vi os ikke hverken om Kristi ord og eksempel, - eller om enfoldige sjæle som tager anstød af vor opførsel.

Sådan går det når den indre kraft er lammet, og man begynder at følge vinden. Men hvad siger Skriften? Jo, apostlen Peter siger: ”Ingen af jer må lide som en morder eller en tyv eller som en forbryder eller som en der blander sig i andres sager. Men hvis nogen lider som en kristen, skal han ikke skamme sig, men prise Gud i denne sag.”

”Hvis nogen lider som en kristen,” dvs. at vi da lider bare for Kristi skyld, for troen, bekendelsen og det at vi følger i Kristi fodspor, for det som Guds klare, utvetydige ord kræver. Gør vi derimod noget ondt eller galt, eller blander os i andres sager, da lider vi ikke for Kristi skyld.

Men de som lider for Kristi skyld, har den allerstørste opmuntring og trøst i Skriften. Hvor herligt og styrkende er det ikke når Kristus siger: ”Salig er I når de håner og forfølger jer og for min skyld siger al slags ondt om jer på falskt grundlag. Glæd jer og fryd jer!” ”For hver den som bekender mig for mennesker, ham skal jeg også bekende for min Far som er i himmelen. Men den som fornægter mig for mennesker, ham skal jeg også fornægte for min Far som er i himmelen.”

”Hvis verden hader jer, så ved I at den har hadet mig før den har hadet jer. Hvis I var af verden, ville verden elske sit eget. Men når I ikke er af verden, fordi jeg har udvalgt jer af verden, hader verden jer.”

Dette er varme og herlige ord fra Frelseren. De vil også give os den trøst og styrke vi trænger til, bare disse ord ved troen er smeltet sammen med os og vi lever i et virkeligt tillidsfuldt samfund med vor trofaste Herre. Her har vi selve hovedsagen og alt hvad vi behøver i al strid og fare som møder os.

Vi spørger ofte bekymret: ”Hvordan skal jeg få kraft til alt dette? Jeg ser hvad jeg bør gøre, men den store nød er jo at jeg ingen kraft har til at gennemføre det!” Åh, måtte vi endelig en gang lære og tro dette som stadig gentages i Guds ord; at al kraft afhænger af, at vi har denne inderlige forening og samfund med Frelseren.

Det nytter ikke at du kæmper, - ikke at du tænker på hvordan du skal sejre i fristelsens time, - du vil bare opleve afmagt, nød og død, - så længe du ikke står i et tillidsfuldt samfund med Frelseren, men fortsat er syg i din samvittighed, bundet under loven, og som en fremmed for Gud.

Ingen ting er derfor vigtigere end at få troens fulde vished. Dette understreges jo stadig gennem de ord som ofte gentages i Skriften: ”Dette er den sejr som har sejret over verden, vor tro,” ”Glæden i Herren er deres styrke,” ”Ved tro blev de gamle gjort stærke efter svaghed, blev tapre i kamp” osv.

Bare troens fulde vished og samfundet med Kristus fylder os med Den Hellige Ånd, og giver os den rette lyst og kraft til at kæmpe og sejre i alt det som kan møde os.