25. august

Vor Gud er frelsens Gud. Og hos Herren er der udgang fra døden. Salme 68:21.

Guds børn glæder sig ofte hjertelig i håbet til den salige stund når de skal gå fra nød og usselhed ind i herligheden. Alligevel kan de af og til også skælve med tanke på døden. Men det kommer bare helt naturligt af at de endnu ikke er bare ånd, men også kød og blod. Og at, som Luther siger, ”det dumme kød ved ikke bedre.”

Er du fremmed for Gud, er samvittigheden syg og har du ikke vished om at du har Guds venskab, da er det jo ikke underligt om du skælver med tanke på døden. Og da har du al grund til snarest at søge at få denne vished.

Men når selv de som for øvrigt har et godt forhold til Gud, af og til gribes af en underlig angst for døden, burde de nok lægge mærke til hvordan denne opstår. For det er intet andet end satans ”glødende pile.” Sådan prøver den onde fjende, så længe han kan at såre de troendes følsomme hjerter. Da er der ikke noget andet som hjælper end at påkalde ham som med magt drev djævle ud.

Ellers er der særligt to ting vi skal bemærke når frygt for døden sætter ind. For det første at ingen ting kan hænde os uden at det er sendt os af vor trofaste Far. Ikke en gang så lidt som et hår kan falde af vort hoved. Langt mindre noget så stort som at flyttes fra livet her over i evigheden.

Vi må jo ikke helt glemme at vor trofaste og sandfærdige Frelser har sagt: ”Til og med alle hårene på jeres hoved er talt. Bliver to spurve ikke solgt for en kobbermønt? Og ikke én af dem falder til jorden uden jeres Fars vilje. Frygt derfor ikke! I er mere værd end mange spurve.” Ja, Herre, du anser os for mere værd end en spurv! Tak og lov! Da kommer ingen ting til at hænde os uden at du vil det.

”Ingen dør ved en tilfældighed. Man dør netop i det øjeblik man skal dø. Hverken før eller senere,” siger Krummacher. ”I din bog var de alle skrevet ned, de dage som var fastlagt for mig, før en eneste af dem var kommet,” siger David. Og Job siger: ”Du har fastsat en grænse, som intet menneske kan overskride.”

Det er hverken sygdom eller sværd, men Gud som bestemmer over døden. Derfor burde kristne mennesker ikke frygte for døden, når det er Gud selv som bestemmer over den. Ingen ulykke, ingen morder eller pest kan skade dem, så længe den time, som står skrevet ved siden af dit navn i den store bog i himmelen, ikke er kommet.

For det andet: Om så kødet stritter imod, er det alligevel godt når Herrens time kommer hvor han kalder os hjem. En mor må ofte tvinge sit barn i seng, og holde de små arme stille helt til barnet, træt af gråd, sover. Men så var det også bare godt for barnet at sove. Sådan er det også for en kristen, så uendelig godt når han sover ind i troen, fra en verden fuld af elendighed, farer, synd og sorg, - selv om kødet ikke elsker den søvn.

Vi må bare takke Gud for at denne vor afsky for døden ikke fordømmer os, fordi vi under alle forhold lever på forladelsen. For vor benådning bygger på en langt fastere grund, end at den skulle kunne rokkes af nogen som helst svaghed eller synd, så længe vi endnu har vort eneste håb i Kristus.

Og hvad sker der så når Herren kalder os hjem? Åh, da sker dette store som så længe har været i vore tanker. Da går vi ind til Herrens hvile, til en verden med en herlighed som intet øje tidligere har set, og intet øre har hørt. Tænk; da skal vi forløses fra alt ondt i denne syndens og sorgens onde verden. Og vi skal modtage alt det gode en almægtig Gud er i stand til at give til sine venner i sit salighedsrige. Han er jo bare indstillet på at gøre alt godt mod dem.

Så indser vi da at selv om naturen ikke elsker døden, men tværtimod afskyr den, er døden altså god, og gør bare godt mod dem som sover ind i Kristi arme. Derfor bør de kristne vende sit hjerte mod Gud og bede om at få en forsonet og god holdning overfor døden. Så de ikke skal gå i djævelens fælde, og begynde at modarbejde sin omsorgsfulde Fars viselige og gode vilje med dem.

Alligevel er der ikke noget galt i at en kristen kan blive urolig når den sidste gæst møder ham. Det er trods alt et vældigt skridt at skulle gå fra en verden til en anden. At gå fra sit soverum frem for Den Højestes ansigt, og rundt omkring ham står englene -! Tænk, hvilken forandring! Vil noget så mægtigt ikke få ethvert hjerte til at banke?

Men det som er galt for et benådet Guds barn, er denne vor egen viljes afsky og vantro frygt for døden, hvor man møder døden mest som et fjendtligt angreb. Mens den jo kommer for at befri os fra alt ondt, og tage os hjem til den evige hvile.

Skulle der vel være nogen grund til at møde det som et fjendtligt angreb når en mor lægger spædbarnet i sin vugge? Eller fjender havde spærret mig inde i et tårn, og min konge kom med en hær for at befri mig? Selvfølgelig blev der nok kamp og larm. Men skulle jeg da alligevel frygte, som om det var et fjendtligt angreb? Måtte jeg ikke bare huske på at dette jo betyder friheden for mig? Skal jeg blive bange når et himmelsk optog af engle nærmer sig, for at rive mig fra mine fjender og sætte livets krone på mit hoved?

Alt dette sker jo med hvert eneste Guds barn når det dør, lige så sikkert som vor Frelser selv sagde ved sin afsked: ”Jeg kommer igen og tager jer til mig. For der hvor jeg er, der skal også I være.”