24. september

Lad os kaste mørkets gerninger fra os, og lad os tage lysets våben på os. Rom. 13:12.

Af næste vers ser vi hvad apostlen mener med ”mørkets gerninger.” Der nævner han nogle af dem; fråseri, drukkenskab, utugt, misundelse osv. Og at han kalder sådanne synder for ”mørkets gerninger,” betyder ikke bare at når man lever i sådanne gerninger, så skyr man det naturlige lys. For det er ikke det naturlige lys eller mørke der tales om her, men at sådanne gerninger tilhører det åndelige mørke, den kødelige selvsikkerhed og ugudelighedens mørke. I dette mørke lever menneskene frit i alle slags synd og laster.

Men det vi særligt bør lægge mærke til, er at apostlen siger: ”Lad os kaste fra os,” eller ”aflægge,” disse mørkets gerninger. Og dette siger han altså til Guds børn. Af dette lærer vi først at Guds børn ikke er helt fri fra enhver grad eller form af sådanne synder. Ganske rigtigt lever vi ikke som verden, som selv vil synden, og lever i den uden forsøg på at vende sig fra den. Men vi kan alligevel smittes af den. Og i tider hvor søvn eller store fristelser får tag i os, kan vi let fanges af lysterne, som også mange helliges historie viser.

Af dette lærer vi ikke straks at fortvivle eller fordømme os selv eller andre kristne når noget sådant slipper løs i os. Nej, hvis bare hjertet vender om fra synden, holder sig i tro til sin Frelser, og søger hans nåde til forladelse og frigørelse fra synden, da er det endnu nåden som hersker over os. Det har vi al grund til at takke Herren Kristus for, han som gav os en fuldkommen nåde over virkelige synder.

Men det andet vi skal lægge mærke til her, er apostlens egentlige formaning: At vi skal kaste disse mørkets gerninger fra os. Vi skal, på grund af al den nåde som bare skænkes os, virkelig sætte alt ind på at aflægge os alt dette.

Apostlen siger ikke: Lad os bare kende og erkende vore synder. Nej, han siger: Lad os aflægge dem. Her har vi nu det rette kendetegn på det som skiller en sand fra en falsk kristen.

Den førstnævnte forfærdes i sit hjerte over sin synd. Han søger al Guds nåde og alle nådens midler for at blive synden kvit. Mens den sidstnævnte har en hemmelig pagt med synden og vil beholde den. Han undskylder den overfor sig selv, selv om han nok af og til med sin mund erkender synden.

Ganske rigtig kan et Guds barn i prøvelsens stund glemme Gud, og opføre sig som om Ånden fuldstændig skulle have forladt ham. Vi ser det hos Peter når han tre gange fornægter sin Herre. Men Peter gik straks efter ud og græd bittert. Sådan er også hver sand kristen i sin ånd dybt fjendtlig mod sin egen synd.

Men hvordan kan dette ske, at vi ret og slet aflægger synden? Det sker på forskellig vis. Nogen synder kan vi uden videre straks aflægge. Og da skal vi fryde os og ikke tale om skrøbelighed, men lovprise Guds nåde. Men andre synder bliver derimod vor tugt og ris gennem lange tider, ja, måske for hele livet. Hvis det ikke var tilfældet, blev vi jo fuldstændig syndfrie. Selv om det ikke er noget mindre vi efter Ånden tragter efter. For den godtager ingen synd.

Når vi så kæmper mod de synder som endnu hænger fast i os, så de ikke får magt over os som hos verden, så sker det heller ikke med vor egen kraft, men bare ved at vi tager vor tilflugt til ”hans vældes kraft.”

Og tage lysets våben på os. ”Lysets våben” er modsætningen til ”mørkets gerninger.” Mens mørkets gerninger bestod af synder og laster, består lysets våben af renhed, afholdenhed, årvågenhed. Og frem for alt tro, kærlighed og håb i hjertet og i vort daglige liv. Dette er ”våbnene” vi kæmper med mod kødets fristelser og mod verdens og djævelens forførelser.

Vi bemærker at apostlen, når han netop har talt om ”mørkets gerninger,” alligevel her, som deres modsætning, bruger udtrykket ”lysets våben,” og ikke ”lysets gerninger.” Med dette giver han udtryk for at her kommer der til at blive strid og kamp, her er det nødvendigt med våben, hvis vi altid skal kunne bestå i tro og gudsfrygt.

Det kristne liv bliver aldrig et enkelt og let liv, sådan som de har det, de som ”sover om natten.” Det bliver ofte en hård, langvarig og farlig kamp, hvor det gælder at kæmpe for selve livet, eller at dø og miste alt, på samme måde som i en krig. En krig er ikke enkel og let. Der er altid uro, livsfare og frygt. Der må man bestandigt være årvågne og være rustet til ny kamp.

Snart er det troen og samvittigheden som angribes, så vi på ny står i fare for at blive fanget af ”trældommens åg.” Snart det ydre liv, hvor djævelen vil styrte os ned i synd og skam. Så er det kærligheden som sættes på prøve, hvor vi står i fare for at blive fyldt af had og uvenskab osv.

Mod alle disse farer, må vi stå rustet og iklædt lysets våben. Og her kan kampen ofte blive hård og farlig, så vi er nær ved at fortvivle. Bare den almægtige og trofaste Herres ”store under” frelser os her. Derfor taler Peter også om at ”den retfærdige vanskeligt bliver frelst.”

Hvordan skal det da gå med dem som nok vil være kristne, men alligevel lever så uforstyrret og fredfyldt et liv, som om de var i det mest beskyttede hjem? Som om de ikke har nogen åndelig fjende. Som om djævelen ikke længere havde noget ondt i sinde mod dem. Som om kødet og verden ikke længere var nogle farlige fjender -!

Både Ordet og al erfaring vidner om at ingen kristen kommer lykkelig gennem dette fjendeland uden frygt og kamp. Frygter jeg ikke for noget, så er jeg i stor fare. At tro man er udenfor al fare, midt blandt fjender som altid trænger ind på en, er et stort bedrag.

Enten lever jeg i frygt og kamp, og da ved Guds magt bliver frelst. Eller selvsikker og sorgløs, og jeg går fortabt.

Derfor har vor Herre Kristus også så alvorligt formanet: ”Våg og bed” - ”og det jeg siger til jer, det siger jeg til alle: Våg!”