24. oktober

Gør dette til minde om mig. Luk. 22:19.

Hvad var Herrens mening med at indstifte den hellige nadver? Hvad var den egentlige hensigt med dette? Mange kristne får aldrig den rette opfattelse af nadveren og hvordan de skal tage imod den på rette måde. Og dermed får de heller ikke den rette trøst, glæde og fryd som nadveren skulle give dem.

Hver lille ting Herren har tænkt med nadveren vil vi nok først få at se i evighedens ovenlys. Men noget kan vi alligevel også her og nu forstå og dele med hinanden. Her vil vi nu bare se nærmere på nadveren som et minde om Kristi soningsdød.

Selv sagde Herren: Gør dette til minde om mig. Vi fornemmer jo først og fremmest at når det var for at minde om ham, så var dette ikke noget han trængte til. Men noget som var til hjælp for os. For alt det Kristus gjorde på jorden, det gjorde han for os, som han jo selv siger: ”Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene, og give sit liv som løsesum for mange.”

Læg så mærke til den store nåde som ligger bare i dette at han indstiftede nadveren for at den skulle minde om ham. Kristus kendte jo alle de svage sider hos sine børn, og den vanskelige vej de måtte gå gennem denne livets ørken og jammerdal. Vidste hvordan de tit ville blive fristet til at give op. Hvordan de med sine svage og bange hjerter, og i denne uafladelige kamp med kødet, verden og satans list og pile skulle blive trætte, syge, opgivende og modløse.

Men han vidste også at i ham skulle de have al sin trøst og kraft. At hvis de bare på ny blev mindet om ham, ville de igen få nyt liv og mod, styrke og glæde til at fortsætte på vejen.

Videre vidste han at det som allermest kunne få dem til at miste modet, gøre dem bange og ængstelige, ville være deres egne synder, fejl og svagheder. Men han vidste også at ikke noget andet end hans lidelse og død, hans legeme og blod, som blev ofret til syndernes forladelse, kunne være deres trøst mod al synd.

Derfor indstiftede han nadveren, som skulle minde om hans soningsdød, og sagde: Børn, kom ofte hid alle sammen når det begynder at mørkne for jer. Når I er ved at give op, kom da sammen for at nyde mit legeme og blod, og tænk på mig.

Han ville, kort sagt, sætte hvilehytter op langs vor vej. Der skulle trætte vandrere gå ind og hvile og styrke sig med dette himmelbrød; hans legeme og blod, og med mindet om ham.

Denne påmindelse om forsoningens under er meget nyttig for hele vort indre menneske. Den opvækker os fra glemsomhed og søvn. Den bortrenser tågen som gennem livets vandring let lægger sig over øjnene. Den maler både synden og nåden med sine rette farver. Den trøster, styrker og genopretter barnekårets fred og fryd i modløse hjerter. Den løfter vore sjæle fra jorden, og retter blikket mod himmelen.

Men Kristus indstiftede ikke nadveren bare som en mindefest. Han giver os også sit legeme og blod, som vi skulle spise og drikke. Dette, og det han sagde når han rakte velsignelsens kalk frem, viser os hvad han særligt ville med dette. Det han sagde, var jo at: ”dette er mit blod, den nye pagts blod, som bliver udgydt for jer og for mange til syndernes forladelse.”

Det viser at med nadveren ville han først og fremmest trøste os mod vore synder, og give vor sønderknuste samvittighed fred. For det eneste han sagde om sit blod, var at det var ”den nye pagts blod,” og at det blev ”udgydt til syndernes forladelse.”

Her skal du bemærke Herrens hensigt og hjertelag! Det var altså ikke nok for ham bare at udgyde sit blod til syndernes forladelse. Han ville også på det stærkeste overbevise os om at vi har del i denne forsoning. Han ville at vi skulle blive virkelig trøstet og glade over dette.

Og det er så magtpåliggende for ham at han også giver os dette sit blod i vor mund, og siger: ”Drik alle af den! Drik denne stærke modgift mod dine synder og mod deres fordømmende kraft.

Tag selv her imod løsepengene! Så du kan vide at du, du, du, har del i dette - dette er mit blod, den nye pagts blod, som bliver udgydt (bare) til syndernes forladelse.

I dette blod oprettes der et nyt testamente, en ny pagt mellem Gud og jer. Ikke sådan som det gamle, - det gamle krævede og fordømte -, det nye giver og forsoner. Det gamle sagde: Gør, giv! Det nye siger: Tro, tag imod! Den gamle pagts blod var blodet af bukke og kalve. Den nye pagts blod er Guds Søns blod. Og dette mit blod udgydes til syndernes forladelse.”

Det er dette Herren vil sige os gennem nadveren. Her har vi en uudtømmelig trøstens kilde for alle som plages af synd og samvittighedskval -. Bare de kunne standse op, besinde sig, og stille og grundigt tænke over det Herren gør og taler til os her.