24. august

Hver den som tror på Jesus, skal få syndernes forladelse ved hans navn. Apg. 10:43.

Hvad bør jeg tro og vide om denne forladelse? Jo, du bør vide, og på Guds evige ord tro, at om dine synder er aldrig så store, ja, ”røde som blod,” så er syndernes forladelse en ganske anden sag. Det er i Jesus Kristus vi har syndernes forladelse, som ikke kan rokkes eller formindskes en hårsbredde af al mulig synd, eller på nogen måde trækkes tilbage.

Dertil er synden for svag til at kunne overvinde den store, almægtige Frelsers retfærdighed og forsvar for os. Synden kan nok lave ujævnheder i landskabet her på jorden, dvs. i vor jordiske retfærdighed. Men den er ikke i stand til at nå eller rokke ved noget som helst i himmelen. David siger: ”Så højt som himmelen er over jorden, så mægtigt lader han sin nåde være over os.”

Og her bliver spørgsmålet; hvem der er mægtigst, hvem der hersker, enten det er vor synd, eller Kristi retfærdighed. Men Paulus siger klart at ”ligesom synden herskede ved døden (i Adam), sådan skal nåden også herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus. For om døden fik herredømme ved den ene (Adam), ved dette ene fald, så skal da de som modtager nådens overflod og retfærdighedens gave, desto mere have liv og herske ved den ene, Jesus Kristus.”

Det er altså nåden som hersker over synden. Vi er alt for små og skrøbelige skabninger i forhold til den almægtige Herre Kristus. Vort værk, synden, har ikke mulighed for at overvinde hans værk, nåden og forladelsen. Skulle jeg som tror på Kristus, eje nåden så længe jeg selv lever et pænt, kristeligt liv. Og så miste nåden straks jeg gør noget som er synd. Da var Kristi rige jo et gerningsrige, som herskede over nåden, ikke et nåderige som hersker over gerningerne. Hvad nytte havde vi da af Kristus?

Hvis jeg skulle have nåde så længe jeg levede et ret liv, men ikke længere, da kom retfærdigheden sandelig af gerninger! Men da var Kristus jo død forgæves! Det var ikke en sådan ustadig ”nåde” vi fik da Jesus blev menneske og ofrede sit blod for os.

”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem som er i Jesus Kristus.” ”Mine børn, dette skriver jeg til jer for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, da har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.”

Vi skal derfor have for øje, at når Gud i sit ord taler advarende og truende om vore synder og pligter, gør han dette bare for at vække og forskrække de selvsikre og letsindige sjæle som aldrig vil omvende sig. Han gør det for at drive dem til Kristus, og for at holde de troende vågne og levende i troen. Men det er aldrig fra Guds side med hensigt på at trække selve nåden tilbage. For da ville loven jo være i imod Guds løfter. Det være langt fra!

Nej, hver eneste en som tror på Kristus er for evigt fri fra hele lovens forbandelse, og lever nu i den fristad og på den plads hvor ingen synd kan nå ham eller tilregnes ham, sådan som det står skrevet: ”Salig er det menneske som Herren aldrig tilregner synd.” Læg mærke til: Aldrig tilregner synd! Dette er Kristi rige! Et evigt forladelsens rige for hver stund og uafladelig, som Herren højtideligt omtaler sådan: ”Det folk som bor der har fået sin synd forladt.”

Altså: Alt ondt jeg føler og ser hos mig selv af kulde og træghed, fejhed og menneskefrygt, utålmodighed og vrede, urene lyster eller hvad det end måtte være, så er det alt sammen synd som fortjener at blive straffet, som jeg må angre og bekende.

Men nåden, forladelsen, er altid den samme. Den rokkes ikke en hårsbredde, og trækkes ikke tilbage. Den har jeg altid totalt uformindsket i Kristus, så længe jeg ved troen holder mig til ham.

Men da har jeg også i den samme tro altid det sind som dømmer mig selv, lider over det onde, og giver Ånden ret når den taler. Derfor bør jeg også med alvor erkende og straffe synden i mig, og forbedre mit liv.

Men når det gælder samvittigheden, eller mit forhold til Gud, lever jeg i en frihed som om ingenting var synd. Som om der ikke fandtes nogen lov, hverken et eller ti bud. Som om jeg allerede var i himmelen. For nøjagtig sådan står min sag overfor Gud. For der hvor Gud taler om syndernes forladelse, om at ingen synd tilregnes os m.m., der er det ingen leg med ord, men fuldt alvor, guddommelig alvor og sandhed. Dette er den frihed Kristus har frikøbt os til.

Ikke sådan at der ikke længere findes nogen synd hos en kristen. Eller at ingenting er nogen synd, hvad han så end gør. Men han tror på Kristus som har taget al synd på sig, og lever nu i det rige hvor loven ikke har nogen fordømmende kraft, der hvor han for Kristi skyld ikke tilregnes nogen synd. Endnu kan synden nok gøre os urolige og bekymre os. Men fordømme os kan den ikke. Lovet være Guds barmhjertighed!

Dette har Luther nogle træffende ord om: ”I vort kød bærer vi med os en stadig synd så længe vi er her på jorden. Vore fejl og forseelser får aldrig ende. Derfor var det sandelig også nødvendigt at vi til gengæld har en evig forladelse. Så vi ikke på grund af synden skulle komme under Guds vrede, men på grund af forladelsen skal leve under nåden.

Ja, dette er hans evige pagt, som står fast og ikke vakler. Så vore hjerter kan være sikre på at synden ikke kan fordømme os.”