23. august

Du skal ikke begære din næstes hustru, hans tjener... eller noget som din næste har. 2. Mos. 20:17.

Her har den guddommelige majestæt, Herren, til sidst udtalt det han dybest set vil og mener i alle sine bud; at vi skal være helt rene og hellige, sådan som han er hellig. Her har han forbudt den første spire, ja, bare det at et syndigt begær får fodfæste i hjertet.

Men læg mærke til at der tales om et syndigt begær. For der findes jo også uskyldige begær. Først og fremmest de helt naturlige, som mad og drikke, søvn o.l., når bare disse holdes indenfor rimelighedens grænser. Dernæst også de åndelige, som længsel og begær efter Gud og alt godt. Som David ofte omtaler, f.eks. sådan: ”Min sjæl længes, ja, tæres af længsel efter Herrens forgårde,” ”Som hjorten skriger efter rindende vand, sådan længes min sjæl efter dig, Herre.”

Syndige er derimod alle de begær som på en eller anden måde strider mod Guds bud og forordninger. Det gælder f.eks. disse begær Herren her nævner: Begær efter sin næstes hustru (den onde lystens begær), eller efter hans tjener (kan være af ren egennytte), eller hans okse eller æsel (gerrighedens begær), eller noget som din næste har.

Der tales altså her hele vejen om noget Gud ikke har givet til dig, men til din næste, enten det er jordiske ejendele eller ære og berømmelse, eller andre fordele. Ikke mindst i respekt for hvordan det behager Gud at fordele goderne, skal du aldrig begære noget af alt dette.

Kort sagt: Begæret er synd straks du ikke er lydig mod Gud og bøjer dig for hans vilje. Begæret er da også syndigt selv om formålet kan være uskyldigt. Det ser vi når Israels børn lever i ørkenen. De havde syndigt begær, men formålet var i sig selv så uskyldige ting som kød, fisk og krydderier. Det syndige var at de ikke bøjede sig for Guds vilje og ordninger for deres liv i ørkenen.

De ville have det samme som i Egypten, og ville ikke bøje sig når Guds vilje blev holdt frem for dem. Derfor ramte Guds vrede også dem så tydeligt at dette sted den dag i dag bliver kaldt for ”lystens-grave,” ”for der begravede de det folk som havde givet efter for lysten.”

Nu ved vi at summen og hemmeligheden i dette bud er denne: Som gode børn skal vi ikke begære mere end Gud selv og det som behager ham.

Hvis Gud vil give os mad og drikke, klæder, venner, ære og anseelse, så skal vi glæde os over det, og takke Herren så længe han under os det. Men hvis Gud finder det tjenligt at tage noget af alt dette fra os, så skal vi være lige så fornøjede nu som da han gav os det. For endnu har vi jo ham selv, hans nåde og velsignelse, som skal være det eneste nødvendige for os.

Af dette ved vi da at det sidste bud knytter sig sammen med det første som i en ring. Begge kræver egentlig nøjagtig det samme; at Herren må være vort hjertes eneste Gud, det eneste vort begær retter sig mod. Må være vor kærlighed, vor tørst og al vor trang.

Og dette var jo den guddommelige majestæts mening da han skabte mennesket i sit billede; at det altid bare skulle have blikket fæstet på ham, leve i ham og af ham, som dets oprindelse og dets rette element.

Det som hørte med til Guds billede og det sande liv, var først og fremmest at mennesket havde et hjerte som Gud boede i. Et hjerte som ikke kunne leve uden ham. Som tørstede efter og fandt sin næring i ham, på samme måde som barnet nærer sig med sin mors mælk.

Og denne tørst efter Gud plantede han fra skabelsen af så dybt i mennesket, at vore hjerter skulle være uden hvile, ro og fred så længe de ikke levede i ham, den levende Gud, og havde al sin lyst og trøst i ham alene. Ingen jordisk lyst eller glæde, ikke hverken sølv eller guld, ingen kunst eller videnskab, ingen ære, ingen høj rang, ingen jord og ingen himmel med alle sine hære skulle kunne tilfredsstille menneskehjertets inderste begær eller længsel.

Midt i sin rigdom på alle disse ting skulle menneskehjertet føle sig fattig og elendig uden ham, den levende Gud, det højeste gode. Alt andet, hvad det end måtte være, skulle ikke være et menneskes begær værdigt. Hele verden, med alt hvad den er og har, skulle ikke kunne give os så meget som en dråbe af tilfredsstillelse for vort tørstende hjerte.

Bare efter det allerstørste, det allerhøjeste, det uendelige og det evige, efter Herren alene, vor Herre og vor Gud, skulle vi tørste. I ham alene skulle vi finde vor hvile og vor ro.

Dette var Guds vilje da han skabte mennesket i sit billede. Derfor skabte han vort hjerte sådan at det er fyldt af en uendelig trang, begær og længsel. Men det var hans mening at han selv skulle være genstanden for alt dette.

Og nu er spørgsmålet: Har den almægtige Gud ikke også i dag samme vilje og mening?

Jo, sandelig, hans første og sidste bud går også i dag ud på det samme: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af al din forstand og af al din kraft.”