22. september

Dette er nåde, hvis nogen på grund af sin samvittighed overfor Gud holder ud i smerte når man lider uretfærdigt. 1. Pet. 2:19.

I en prædiken på 15. søndag efter trinitatis siger Luther: ”Det kaldes sædvanligvis at tjene Gud, når vi gør det Gud har befalet, og lader være at gøre det Gud har forbudt. Og på denne måde kunne gudstjenesten findes over hele verden. Ikke bare i kirken, men også i huset, i køkkenet, i kælderen, på værkstedet, på marken, i byen og på landet, - bare vi ville leve sådan som Gud vil på hver vor plads.

For det er tydeligt nok at Gud har indstiftet og vil opretholde, ikke bare kirken og det verdslige samfund, men også familien. Alle kan derfor være med og tjene Gud, hver på sin plads i samfundet. Først og fremmest far og mor. Dernæst børn, naboer og enhver såvel arbejdsgiver som arbejdstager. For det er Guds vilje og befaling. Og sådan kunne mennesker i alt sit daglige stræb være glade og lykkelige. Intet ville blive for tungt for dem, hvis bare de levede efter Guds vilje i hjem og arbejde.

Men djævelen kæmper med hænder og fødder for at hindre os i at leve i denne glæde, og giver os alle en uvilje mod det vi skal gøre og som Gud har befalet. For at mennesker ikke skal have nogen kærlighed til sin daglige gerning, og at Gud ikke skal få nogen tjeneste.” Så langt Luther.

Det er altså nødvendigt at vi har et villigt hjerte og åndelige øjne, tro og kærlighed, og lyst til Guds lov. ”Åndelige øjne” vil sige at vi alle, der hvor vi er sat i hjem og samfund, må se Gud, se Gud foran sig, se Guds bud og vilje, og ikke standse op bare ved gerningens betydning.

For det andet er det også nødvendigt med en utrættelig tålmodighed. For djævelen prøver altid at gøre os misfornøjede med vort kald og arbejde. Åh, hvilken nåde da at have den kærlighed til Gud som kan drukne vor misfornøjelse i hans velbehag. Så vi bare for hans viljes skyld lider og holder ud i tålmodighed.

Apostlen Peter siger: ”I tjenere, vær jeres herrer underordnet med al frygt, ikke bare de gode og milde, men også de strenge. For dette er nåde, hvis nogen på grund af sin samvittighed overfor Gud holder ud i smerte når man lider uretfærdigt. Når I gør godt og alligevel må lide, hvis I da kan være tålmodige, finder det nåde for Gud. For til dette blev I kaldet, fordi Kristus også led for os og efterlod os et eksempel, for at I skulle følge i hans fodspor.”

I børn og I som er arbejdstagere, indprent jer disse ord: Ikke bare de gode og milde, men også de strenge! Læg også mærke til: På grund af sin samvittighed overfor Gud - holde ud i smerte når man lider uretfærdigt, - dette finder nåde for Gud - til dette blev I kaldet - fordi Kristus også led for os.

Ja, dette er godt i Guds øjne, når et barn som tror på Frelseren, lider under forældres og søskendes vrangvilje, men holder ud i ydmyghed ”på grund af sin samvittighed overfor Gud.” Ikke rejser sig mod dem i trods. Og heller ikke giver sig over i sorg og opgivenhed, eller går tilbage til verden. Men lider tålmodigt og venter på Herren, og har sin trøst, sin ven og tilflugt i Frelseren alene. Dette finder nåde for Gud.

Det samme er tilfældet når en trofast kristen som har en ugudelig og vanskelig ægtefælle, ”på grund af sin samvittighed overfor Gud” tålmodigt holder ud i trængslen, lider uret, men viser kærlighed og lever med sin ægtefælle i tilgivelsens ånd.

Det finder nåde hos Gud når en kristen far eller mor, som har ugudelige og vanskelige børn, i utrættelig fasthed, tålmodighed og kærlighed slider med at opdrage dem, formaner, tugter, forlader og opmuntrer, men først og sidst lægger dem frem for Gud i bøn.

Det finder nåde hos Gud når en lærer i Guds rige, som har en lille ufrugtbar arbejdsmark, alligevel med kærlighed arbejder i tålmodighed og ikke bliver træt. Nidkær og kærlig, offentlig og i det skjulte, i tide og utide holder ud og tugter og formaner med al langmodighed og lære. Og på grund af dette villigt lider under hele verdens, sine kollegers og alle onde ånders fjendskab. Men først og fremmest selv er optaget med at øve sig i gudsfrygt, og opbygge nådelivet i sit eget hjerte.

Det finder nåde hos Gud når en kristen skoleungdom tålmodigt lever under sine ugudelige kammeraters spot. Selv holder sig ubesmittet af verden, og tåler at blive anset som en tåbe for Kristi skyld. Gerne ofrer sine evner til Gud, men med ansvar for sin fremtid ser det som en pligt at slide med sine verdslige studier i forskellige emner. Samtidig med at det som hører himmelen til, hele tiden har førstepladsen i hans hjerte.

Det finder nåde hos Gud når en håndværker ”på grund af sin samvittighed overfor Gud” er redelig og trofast i sit erhverv. Hellere lever i fattigdom og oplever at miste kunder, end at skulle benytte sig af tricks og falskhed, som hans konkurrenter i erhvervet tjener penge på osv.

På denne måde har alle mennesker hver på sin plads, sine prøvelser og problemer. Da kræves der tålmodighed og åndelige øjne og hjerter til både at se og elske det som er velbehageligt for Gud. Blive faste og urokkelige, trofaste og flittige hver på sin plads. Og på denne måde at tjene sin næste, og dermed gøre Guds vilje. Dette finder nåde hos Gud, og er den rette måde at leve på.