22. oktober

Du dåre! Det du sår får ikke liv uden at det dør... Men Gud giver det et legeme, sådan som han vil. 1.Kor. 15:36,38.

Det er som om apostlen her ville sige: Du dåre, hvorfor ser du det som både utrolig og umulig at Gud kan lade vore opløste og tilintetgjorte legemer stå op af jorden igen. Du anser det jo ikke et øjeblik umuligt, det du selv hvert år ser for dine øjne; at Gud omskaber de døde frøkorn i jorden, så de bliver levende og kommer op af jorden i en ny og bare herligere dragt.

Hvert forår ser du opstandelsen med dine egne øjne. Du ser hvordan sæden om efteråret pløjes ned i jorden. Den ligger der og smuldrer op som bortkastet. Vinteren dækker den med et tæppe af is og sne, og kolde vinterstorme fejer over den vældige grav. Gennem hele vinterens lange måneder og mørke er dette såkorn glemt af dig, som om det ikke længere eksisterede.

Men hvad sker? Jo, efterhånden bryder foråret seglene. Solen får mere og mere magt, og med solens varme løsner Skaberen nu ligsvøbet og byder de døde at stå op. Nu bryder der tusindvis af nye, levende og friske spirer op af jorden, som efterhånden bliver grønne strå, og som efterhånden giver bonden mangedobbelt igen af den sæd han såede ud om efteråret.

Sådan lader Gud det ske lige for øjnene på alle mennesker. Men dette er ikke noget vi overraskes over, - bare fordi vi ser det hvert år.

Men hvis vi ikke helt fra vi blev født var blevet vant til at se at dette døde, tørre korn, som blev pløjet ned under jorden om efteråret, står op igen når sommeren kommer, så havde vi vel sagt at dette også var ret så mærkeligt og utroligt. Mens vi altså nu, på grund af dette vi er vant til, knapt er i stand til at opfatte at det er et underværk. Nej, vi siger bare ganske enkelt at ”det vokser.” Men indser ikke at denne vækst virkelig er et skaberværk. For ingen kunstner i hele verden er i stand til at skabe et eneste græsstrå.

Spiren, som bryder op gennem jordskorpen, er et sådant skaberværk. Den har sit frø i det korn som gik i opløsning nede i jorden, som altså døde og opstod igen. Ingen i hele verden er i stand til at gøre noget sådant. Det er den almægtige Skabers eget værk.

Men hvis nu den samme almægtige Gud åbenbarer for os, at han vil gøre det samme med vore legemer. Vil også lade dem blive gravet ned i jorden og smuldre op der. For så en dag at stå op igen når den store evighedens sommer er kommet, og ”retfærdighedens sol går op med lægedom under sine vinger.” Og denne, vor almægtige Gud, forkynder at han da vil byde vore døde legemer at stå op. - Da ser vi på det som både usandsynligt og umuligt.

Er dette da ikke den tiltale som passer bedst på os: ”Du dåre”? Tænk endnu en gang over dette! Vi ser hvordan de ubetydelige såkorn af rug, hvede, havre o.l., står op igen. - Men alligevel kan vi ikke forestille os at de store, værdifulde, underfuldt skabte og dyrt købte såkorn; vore legemer, som er så højt værdsat at Guds egen Søn kom til jord i et menneskes legeme -. De skulle altså ikke have den ære som hvede og rug, så de skulle kunne stå op igen - -!

Og hvorfor? Bare fordi vor stakkels fornuft ikke begriber hvordan dette kan ske, så den Almægtige dermed kan gøre netop det han har sagt. Er det ikke bare på sin plads at vi kaldes for dårer?

Men den egentlige dårskab er jo at vi ikke bare stopper op og indser at her står vi ganske enkelt overfor et nyt, stort skaberværk fra den almægtige Gud. Som apostlen her siger: ”Gud giver det et legeme, sådan som han vil.” Gud, ikke du, menneske, ikke frøkornet, men Gud, Skaberen. Som en gang skabte hele jorden og al verdens skabninger - af intet. Du dåre!

Det er ham der tales om her: ”Gud giver det et legeme, sådan som han vil.” Alt sker ud fra, og afhænger bare af, hans egen frie vilje.

Hvad er lettere for den almægtige Skaber end at gøre det han selv vil? Men her ser vi hvor totalt ubemærket vi går hen og bliver dårer, hvis vi foragter Gud, hans ord og hans magt!

Da mærker vi ikke at vi i åndelige spørgsmål er blinde. Ja, så blinde at selv de mest grundlæggende sandheder, som til og med hedningerne bare ud fra selve skaberværket ser, er taget fra os.

Og da står vi der tvivlende på at det ene og det andet er muligt -. Samtidig som det altså har at gøre med noget den almægtige Gud har sagt -!

Åh, vi burde vogte os for straffen og dommen over en sådan blindhed. Gud er stor og hellig. Den som ikke vil bøje sig ydmygt for hans sandhed og magt, den slår han med blindhed. ”Gud gør de vises visdom til dårskab.” ”Mens de gav sig ud for at være vise, blev de dårer,” virkelige dårer - som nu kan finde på at afvise det vi dagligt ser med egne øjne; at Gud med lethed kan gøre alt det han vil.