21. september

Se, Herrens hånd er ikke for kort, så han ikke kan hjælpe. Hans øre er ikke tunghørt, så det ikke kan høre. Esajas 59:1.

Der er mange mennesker, som i alle forhold for øvrigt viser sig som rette kristne, men som går der så tynget af en enkelt bekymring, nød eller vanskelighed. Som om der aldrig var hjælp at få for dette. Som om der virkelig fandtes en nød, som Gud ikke var i stand til at hjælpe i. Som om Gud var død, eller havde mistet al magt til at hjælpe. Og som om der virkelig fandtes tilfælde hvor Den almægtiges børn måtte finde sig i at være ulykkelige.

Ellers ser de ud til at have både tro og forstand nok. Men når det gælder en bestemt nød, eller et problem, sukker og sørger de så meget som om de ikke havde nogen Gud og Frelser. Bliver de formanet til at stole på Gud, svarer de: ”Jeg ved jo at Gud er både almægtig og trofast. Men her er jo en situation hvor det ikke er muligt at jeg kan blive hjulpet.”

Ja, denne bekymringens ånd kan komme til at angribe hvilken som helst kristen. Men når en kristen anser nogen som helst situation så håbløs at det ikke er muligt at blive hjulpet, da er det mørke, vantro og vildfarelse som har skabt en sådan holdning.

Dette er altid Herrens svar: ”Er min hånd for kort til at forløse, eller har jeg ingen kraft i mig til at frelse?” Eller har jeg ikke længere noget hjerte for jer? ”Hvor er skilsmissebrevet til jeres mor, hvor jeg skulle have opgivet jer og forladt jer? Til hvem af dem som har noget at kræve af mig har jeg solgt jer?”

Det er altså bare mørke og vildfarelse som står bag den tanke, at en kristen i noget som helst tilfælde behøver at være ulykkelig. For et Guds barn er aldrig ulykkelig. Kan i virkeligheden aldrig være ulykkelig.

For det første er bare det at være et Guds barn i sig selv en stor lykke. Ja, så stor en lykke at enhver ulykke i livet, - selv om der ikke fandtes hjælp for den - i forhold til dette bare bliver som et lille sandskorn mod hele jordkloden. Eller som at miste en tiøre mod det at eje en million.

Og for det andet kan Gud hjælpe i alle forhold. Herrens højre hånd kan forvandle alt. Og det Herren ikke vil, eller ikke finder tjenligt at forvandle, bør aldrig gøre Guds børn ulykkelige. For det er da helt sikkert til deres eget bedste at det kan fortsætte. Apostlen siger: ”Vi ved at alle ting virker sammen til det bedste for dem som elsker Gud.”

Den store fordel som alle Guds børn har frem for andre mennesker, er at uanset hvad der hænder med dem, så må det altid tjene til det bedste for dem. Verden kan nok have mere guld og sølv, flere huse og hytter, mere mad og klæder, mere skæmt og fornøjelse.

Men verdens mennesker kan aldrig få det gode forhold et Guds barn lever i, hvor alle ting virker sammen til det bedste for dem. For de bruger tværtimod alle ting til sin egen skade. Og når de har det bedst og er kommet til tops, har de bare opnået at blive djævelens slaver og medarvinger til den evige ild.

Guds børn derimod kan have det som værst og er kommet dybest ned i lidelsens og prøvelsens jammerdal. Job sidder i sæk og aske og skraber sine sår. Jeremias ligger i dyndet på bunden af brønden. Daniel ligger i løvehulen, og den fattige Lazarus ligger i sine sår og laser foran den riges dør. Men det er alligevel ikke værre med dem end at de hele tiden må være Herrens ”øjestene,” hans hjertes glæde, retfærdighedens børn, hans hellige folk, og det ejendomsfolk som til sidst skal bæres af engle til ”Abrahams skød.”

På denne måde kan Guds børn jo aldrig være ulykkelige. Selv ulykken må jo til og med virke til det bedste for dem. Og det som mere er; selv synden, som er det største onde, skal ikke fordømme dem. Djævelen skal ikke overvinde dem, døden skal ikke skade dem. Tværtimod skal alle disse grusomme fjender på Herrens befaling tjene til gavn for dem.

Her ser vi da at der findes ingen nød hvor Gud ikke kan hjælpe. Der findes ingen magt som ”er i stand til at skille os fra Guds kærlighed, den som er i Kristus Jesus, vor Herre.”

Der findes ingen fjende som kan rive Kristi får bort fra ham. For nogen sinde at skulle fortabes, må disse, på samme måde som vore første forældre, med viden og vilje gå bort fra Kristus, med viden og vilje lukke øret til for Herrens røst, fordi de er bedraget af slangens gift og syndens bedrag.

Her er grunden til den vigtige sandhed; at ingen kristen går fortabt så længe han selv frygter for at det skal ske, holder Guds ord højt, hører det, og lader sig tale til rette. Så længe kan ingen magt skille ham fra Kristi kærlighed. Uanset hvor svag han så er, hvor ilde det ser ud og hvor dybt han er faldet i elendighed.

Vi kan blive hjulpet i alt, så længe vi søger hjælpen hos Herren, og på den måde som Herren har lovet at hjælpe os. For det er umuligt at nogen som har al sin trøst i Herren og i tro påkalder ham, alligevel skulle blive til skamme. Gransk Skrifterne og se om du finder nogen, fra verden blev til, som har sin trøst i Herren og påkalder ham, og så nogen sinde er blevet til skamme.

Nej, det skyldes nok bare en ynkelig vantro når en kristen i noget tilfælde sørger som om han ikke havde noget håb. For Gud kan hjælpe i alle ting. I alle forhold er han en Far, en almægtig og trofast Far.

Han sørger for sine børn på alle områder, tager del i alt det som sker med dem. Han hjælper, advarer og beskytter, som Skriften siger: ”Så siger Herren, hærskarernes Gud: Den som rører ved jer, rører ved hans øjesten.”