20. oktober

Da vi var døde i vore overtrædelser og synder. Ef. 2:5.

Læg mærke til det ordvalg apostlen bruger om vor naturlige tilstand - det korte, men talende ord: Døde - døde i vore overtrædelser og synder. Det er det dybe, skæbnesvangre ord som bærer hele syndefaldets følger i sig: ”Den dag du spiser af det skal du sandelig dø!”

Livet i Gud er borte. Mennesket er åndelig set et lig. Det har Kristus selv sagt: ”Lad de døde begrave sine døde.” Mange mener dette er for hård tale. At ordene ikke kan have så omfattende betydning som ordet død sædvanligvis har.

Men for det første burde ingen mistænke Herren Kristus for at bruge et overdrevent udtryk. Vi ser han i nævnte citat sidestiller den legemlige og den åndelige død som to slags lig. Og ydermere bør vi bare se på selve sagen. Da vil vi nok overraskes når vi bliver klar over hvad der virkelig ligger i dette ord: Døde.

Det som kendetegner den legemlige død, er at mennesket ikke bare har mistet al følelse, ikke ser, hører og føler noget som helst. Men også at han ikke har det mindste åndedræt. Og alt dette på trods af at han stadigvæk har alle organer; øjne, ører, mund, lunger, - nøjagtig som ethvert levende menneske.

Og er det ikke netop sådan med den som er åndelig død? Han kan have alle de ydre sanser friske og aktive. Kan have en klar forstand, et følsomt hjerte, stor kundskab, en høj moral, pæne ord og gerninger. Men livet i Kristus - det er bare dette han mangler. Han er ikke forenet med Gud, han mangler trangen og tørsten efter Gud, hans vilje, hans ord, hans nåde.

Han ser, hører, tænker og føler tydeligt alt som er jordisk og sanselig. Men har ikke sans for noget af det som har med Guds Hellige Ånd at gøre. Det skal vi nu se nogle beviser på. Han læser nok, hører, forstår og tror nok på en måde Guds ord. Men han kan f.eks. læse og høre Guds klare domme over hans eget liv, og stadigvæk være lige uberørt.

Han læser og hører om Guds rige, Guds nåde og venskab. Om det salige samfund med Gud. Men hos ham vækker det ikke den mindste længsel efter dette. Netop som et lig hvor der ikke længere er noget som helst åndedræt. Hans hjerte er fyldt op med afguder, med jordiske og unyttige ting, med hvad vi skal spise, hvad vi skal drikke og klæde os med, hvad vi kan opleve, se, høre og nyde.

Men Gud, - Gud...? Hvad Gud vil, det tænker han ikke på. Og læg så mærke til at han har en vis tro på at Guds ord er sandt. Har måske aldrig tvivlet på det. Har altså et vist indre vidnesbyrd om dette. Og da hører og ser han i det samme Guds ord den klare fordømmelsens dom over hver eneste en som ikke er født af Gud, født på ny -. Men han har ikke erfaret hvad genfødelse er i sit liv. Og alligevel frygter han ikke det allermindste. Samtidig som han stadigvæk tror dette er Guds ord -!

Han ser, læser og hører i dette Guds ord om at der bare er to veje: Den brede, som fører til fortabelse. Den vej som ”mange” går på. Og den smalle, som fører til livet. Som bare ”få” går på. Men ikke et sekund er han optaget med spørgsmålet om hvilken vej det er han selv går på. Og alligevel tror han stadigvæk at Bibelen er Guds ord -!

Men hvorfor frygter han da ikke? Ja, sig det! Sådan er det at være død. Her ser du hvad dette betyder: Døde - døde i overtrædelser og synder.

Når et menneske er åndelig død, hvad er det da som leder det gennem livet? Apostlen svarer, vers 2: ”Tidsånden i denne verden, og fyrsten over luftens rige, den ånd som er virksom i vantroens børn.”

Først: ”Tidsånden i verden.” Hvis det er den som leder os, så følger mennesket med strømmen. Gør som de andre gør. Ser på verden og den morale som gælder der. Er den grov, bliver han også grov. Er moralen pænere, lever han også pænere. Vi ser dem på denne måde i mange forskellige skikkelser. Men i alle former hører de alle sammen til denne verden, til de ”mange” som går på den brede vej.

Er verden så sin egen herre? Har den egentlig styringen med sig selv? Nej, siger apostlen, verdens løb bestemmes af fyrsten over luftens rige. Kristus kalder ham også for ”denne verdens fyrste,” og Herren vil heller ikke i dette udsagn blive anset som en løgner.

Vi må aldrig glemme at der bare er to åndelige riger, og to fyrster, som kæmper om menneskesjælene: Kristus og Belial, Mikael og dragen, slangen og kvindens sæd, den stærke og den stærkere. ”Mikael og hans engle kæmpede mod dragen. Og dragen og hans engle kæmpede.” Det er en kamp som foregår så længe denne verden består.

Regeringsformen i mørkets rige er løgn og mord, bedrag, synd og død. Kristus siger at verdens fyrste er løgnens far, og en morder fra begyndelsen af. Og borgerne i dette rige er, udover de faldne engle, alle vantro mennesker på jorden og i helvede.

Men regeringsformen i Kristi rige er sandhed og nåde, - retfærdighed, fred og glæde i Den Hellige Ånd. Skriften siger: ”Retfærdighed og ret er din trones grundvold. Nåde og sandhed går frem for dit åsyn.” Og borgerne i dette rige er, udover de gode engle, alle troende mennesker på jorden og i himmelen.