20. december

Uden mig kan I slet intet gøre. Joh. 15:5.

Der er al mulig grund til at lægge mærke til at grundteksten har en forstærket nægtelse: ”Absolut ingen ting.” Jeg beder om altid at huske at Herren selv har sagt: ”I kan ingen ting, absolut ingen ting gøre.”

Og så har han også tilføjet et billede som særdeles stærkt understreger dette ”absolut ingen ting,” billedet af grenen som er brækket af stammen og ligger på jorden og visner. Det er jo umuligt at sådan en gren kan bære frugt.

Om sådan en gren siger Kristus: ”Sådan som grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke bære frugt, uden at I bliver i mig.” Al bøn, den største alvor og kamp bliver uden frugt indtil I er blevet indpodet i mig. Hvis I ikke bliver i mig, kan I slet ikke bære frugt. Sådan taler Kristus her. Og dette siger apostlen: ”Vi er ikke dygtige i os selv til at udtænke noget som om det kom fra os selv.”

Tænk da over dette: Når vi ikke en gang er i stand til at styre vore egne tanker, hvad er vi da i stand til? Den samme apostel siger at Gud også må give os en god og oprigtig vilje: ”Gud er den som virker i os både at ville og at virke, så hans gode vilje kan ske.”

Og dette virker han i dem som er blevet ydmyge, som af sin egen frugtesløse aktivitet og anstrengelser bare har lært at de ikke selv magter noget som helst. Men når de så hører hans røst, og lader sig omvende til Jesus, gør han dem levende i ham.

Vil de derimod selv bare fortsætte at virke og kæmpe, må alt ondt også fortsat endnu herske over dem. Dette havde en gammel kristen lært. Derfor gav han dette underlige svar til en yngre bror som klagede over sin ynkelige afmagt i åndskampen: ”Du kan jo umuligt sejre, så længe du bare fortsætter med at kæmpe.”

Men fordi dette jo kunne blive set på som alt for kættersk, tilføjede den gamle: ”Så længe du kæmper, mener jeg. Så længe dit eget jeg endnu tror der fortsat kan være nogen mulighed for selv at sejre.”

Nej, du må opgive alt, du må selv blive til intet. Da kommer Herren og siger: Har du endnu noget du selv må forsøge? Er du endnu i stand til at udrette noget selv? Svarer du da af hjertet: Nej, jeg er fortabt, det er slut med alt mit. Da siger Herren: Da kan jeg drage dig op af det skidne dynd og sætte dine fødder på en klippe, så du kan gå trygt.

Så er da alt liv, al lyst og kraft til at bære frugt, afhængig af at vi bliver i Kristus. Åh, Herren bliver virkelig dyrebar for mig når jeg ejer denne salige hemmelighed i hjertet; at jeg er Guds ven og at Gud har forladt mig alle mine synder. At på grund af Kristi fuldbragte værk, bliver ingen synd tilregnet mig. Jeg lever så fuldstændig fri for skyld som om ingen ting længere var synd, som om der aldrig var skrevet nogen lov, hverken med et eller ti bud.

Åh, da bliver Herren så dyrebar for mig at jeg ikke ønsker mig noget andet i hele verden. Da vil jeg leve for ham. Da bekender jeg ham både med ord og med mit liv, og gør nu med glæde det som før var så tungt for mig.

Endnu er jeg ikke befriet fra det urene og genstridige kød. Men i dette troens samfund med Frelseren ligger den egentlige kraft til at bære frugt. Desuden kan jeg først nu bede ret imod alt ondt. For nu beder jeg i tro, og i Jesu navn. Og ikke med denne egenretfærdige holdning som tidligere gjorde at Herren ikke kunne høre mig. For da havde mit selviske jeg bare fået ny næring.

Nu har jeg alt i Herrens nåde, og ser bare på hvad der er hans vilje. Og da gælder dette jo som om Herren selv siger: ”Hvis I bliver i mig og mine ord bliver i jer, da bed om hvad I vil, og det skal ske for jer.” Og det du ikke får på denne måde, ved bare at blive i ham, det skal du bare overlade til hans visdom og velbehag.

Hvis han ville, kunne han nok gøre dig fuldkommen hellig og ren som englene. Men han ved bedst hvad du trænger mest til. Så siger du: ”Han som er hellig, kan jo ikke ville det onde. Da må fejlen selvfølgelig ligge hos mig, når jeg ikke får den kraft jeg beder om!”

Ja, fejlen ligger ganske sikkert hos dig. Nemlig den fejl som Kristus selv taler om her. Du vil f.eks. selv leve i din egen kraft. Og ikke i hans nåde. Det er det som er fejlen.

Det var på grund af sådanne holdninger at Jesus lod Satan sigte Peter og slå Paulus. For at lære dem ikke at ophøje sig selv. Til Paulus sagde Herren: ”Lad min nåde være nok for dig. For min kraft er stærk i de svage.” Den gang var det mere nødvendigt for Paulus’ åndelige liv at kende sin svaghed, end at lære at kende styrken.

Måske vil du hellere leve et selvoptaget liv i en verdslig ånd, ikke holde dig tæt ind til din Frelser. Men vil alligevel i egen kraft leve et pænt og kristeligt liv. Men da er det snart slut med frugterne. For Herren siger at ”grenen kan ikke bære frugt af sig selv.” Det samme gælder om du lever i vantro og trællesind. Da går det på samme måde; du kan ikke bære frugt.

Af dette må vi lære at selv om det ser ud som om det ikke kan nytte at blive i Herren, fordi det måske fortsat er småt stillet med din kraft, så er der ikke noget andet som nytter. Hvor skal du ellers vende dig hen?

Han er den eneste som har al magt i himmelen og på jorden. Han er den eneste som har knust slangens hoved, og er kommet for at gøre ende på djævelens gerninger.

Vær da bare optaget med at blive endnu stærkere knyttet til ham, og få en endnu fastere tro.