2. oktober
Som vi også forlader vore skyldnere. Matt. 6:12.
Mange troende opfatter dette tillæg til den femte bøn som helt uforståelig og forfærdelig, så de bliver helt modløse. Men det skyldes en misforståelse. For dette tillæg skal tværtimod være med til at give os en vished i troen, om vi forstår det ret.
For enkelte falske kristne, som kan leve i uforsonlighed og had, er det derimod med al grund forfærdelig. For dem er dette da også den knude som binder dem til evig fordømmelse.
Lad os nu se nærmere på denne tilføjelse: Som vi også forlader vore skyldnere. Mange har undret sig over om Kristus virkelig her vil sige at bare i den grad vi forlader vore medmennesker, skal han også forlade os. De tænker som så; at Gud er jo ikke menneske og dømmer ikke efter det øjnene ser. Hvordan kan vi da nogensinde virkelig være sikre på at vi har fuld forladelse, hvis Gud ikke forlader mere end vi forlader?
Men vi behøver ikke gå i uvished om meningen med denne tilføjelse. For vi ser hvordan Herren selv forklarer det, straks efter at han har lært os Fader vor.
Det første han da siger, er netop at forklare dette ord. Han siger: ”For hvis I forlader mennesker deres overtrædelser, skal jeres himmelske Far også tilgive jer. Men hvis I ikke forlader mennesker deres overtrædelser, da skal jeres Far heller ikke forlade jer jeres overtrædelser.”
Og i Matt. 18 fortæller Herren en særlig lignelse for at indskærpe dette forhold. Han taler om tjeneren som skyldte ti tusind talenter, og fik eftergivet alt sammen. Men som lige efter gik løs på sin medtjener og krævede til sidste øre den gæld han skyldte ham på hundrede denarer. Og som på grund af denne sin ubarmhjertighed, på ny blev gjort ansvarlig for hele sin egen store gæld, som nu måtte betales til sidste øre.
Derefter siger Herren så: ”Sådan skal også min himmelske Far gøre med jer, hvis ikke hver eneste en af jer af hjertet tilgiver sin bror hans overtrædelser.” Af alt dette forstår vi godt Herrens alvorlige mening med denne tilføjelse til den femte bøn.
Men denne lignelse viser også at dette punkt slet ikke gælder verdens mennesker. Til dem taler dette derimod sådan: Et godt menneske, som ikke selv har gjort sit regnskab op med Kongen, dvs. ikke ved omvendelse og tro er blevet forenet med Gud, det menneske lever fortsat i sin naturlige, uigenfødte tilstand. Og om sådanne mennesker måtte have en aldrig så god samvittighed om at de ikke har en eneste uven på jord, men hjertelig gerne forlader ethvert menneske deres synd mod dem. Så bliver disse alligevel kastet ud i det yderste mørke. Bare fordi de ikke for sin egen del har gjort sit regnskab op med Kongen.
På den anden side har vi mennesker som ved Guds store nåde virkelig er draget af Faderen, er blevet omvendt af Gud og forligt med ham. Men så kommer de efterhånden ud i forskellige forhold i sin omverden som påvirker dem. Og det som i omvendelsen var det eneste nødvendige for dem, Guds nåde og venskab, bliver fordunklet eller udvandet. Så kan f.eks. stor ondskab eller uretfærdighed fra medmennesker føre til at hjertet stivner i had til disse, og ikke kan forlade dem.
Da har en sådan sjæl mistet den benådning han havde hos Gud, og tabt det allerstørste og vigtigste i livet - på grund af menneskets ondskab, - eller egentlig på grund af sin egen ånds frafald.
Men, siger du: ”Er det virkelig muligt at Gud kan dømme et svagt menneske på den måde, bare fordi det ikke kan forlade alle onde mennesker?” Ja, det er ikke bare muligt, men det er helt konkret det Kristus med klare ord har sagt, og vist os med nævnte lignelse i Matt 18. Med denne tilføjelse i den daglige bøn har han derfor også villet understrege dette markante forhold.
Sagen er nemlig den, at ganske vist bliver de uretfærdige mennesker som førte til hadet, også straffet. Og ganske vist har Kristi blod udslettet lige så store synder som dit had. Men det at du lader hadet fange dig, viser at du er faldet. At du ikke længere lever i den nye fødsels nåde. For ”alt det som er født af Gud, sejrer over verden,” sejrer selv over dens største ondskab. Sådan ser vi når de hellige martyrer med et glad hjerte og uden had kunne blive tortureret og pint ihjel osv.
”Og dette er den sejr som har sejret over verden; vor tro.” Da den rette Guds nåde en gang indtog dit hjerte, blev dine egne synder så stort et onde for dig, at alle andre menneskers ondskab, til sammenligning bare blev småtteri. Og Guds venskab var så stort for dig, at alt andet ikke havde nogen betydning.
Derfor er det klart at dette sind har du nu mistet, når du kan overvindes af det onde så du bliver fanget i had. I sådanne spørgsmål vil udfaldet nemlig altid afhænge af hvor stor du ser din egen synd - og Guds nåde!
Bliver din egen synd virkelig stor for dig, så bliver andre menneskers ondskab ubetydelig. Bliver Guds nåde virkelig dyrebar for dig, så kan du med lethed slippe alt andet.
Dette gør, at de svageste og mest skrøbelige kristne, som går så nedtrykt over sine egne synder og svagheder, ganske let består denne prøve og kan tilgive andre. Ja, jo svagere og skrøbeligere de er i egne øjne, jo lettere har de ved at tilgive andre.
Her ser du hemmeligheden med denne tilføjelse i den femte bøn. Åh, det er så skarpsynet formuleret, og så skønt, at det virkelig røber sin Mester!