2. november

Salig er den mand som holder ud i fristelse. Jakob 1:12.

Dette er vigtigt at lægge mærke til. Derfor vil vi også se nærmere på disse ord.

Mange gudfrygtige nådebørn kan helt miste modet bare stillet over for selve fristelsen. Og det sker særligt ud fra denne holdning. De siger: ”Selv om jeg var faldet i synd, ville jeg ikke tvivle på at jeg fik Guds nåde i eje. Men nu ser jeg noget hos mig selv som er meget værre; jeg ser ret og slet at jeg elsker synden. Og det er jo helt forfærdeligt!”

Men da må vi spørge: Er du fornøjet med denne kærlighed til synden? ”Fornøjet med den! Hvordan kan jeg vel være det? Det er tværtimod det værste jeg ser hos mig.”

Da ved vi at dette jeg-et, det som hader denne kærlighed til synden, det er dit rette jeg. Det er det nye menneske. Det du da føler kalder Skriften ikke for at ”elske synden.” Det du kalder for at du elsker synden, hedder i Skriften ”kødet med dets lyster og begær.”

Det er altså kødets kærlighed til synden du føler. Og hvordan skulle vi kunne kende en fristelse, hvis vi ikke kendte kødets lyster og begæringer?

Det er altså en fristelse du kender til. Pas da bare på at du ikke åbner op for denne fristelse, forsvarer den og følger den!

Med troens bøn må du stå imod kødet og djævelen. Og, uanset hvordan det går, må du holde dig ved nådestolen og den uforskyldte nåde i Kristus. I ham har du da altid det evige liv. Og da kan det se så ilde ud som det bare vil. Ja, om du så skulle føle du er fuldstændig overmandet af det onde, så ”djævelen springer over dig med fødderne, og tramper på din hals,” som Luther siger. Eller du oplever det som om djævelen hærger fuldstændig uhæmmet med dig, og du synes totalt at have mistet al kraft, al Den Hellige Ånds nåde.

Åh, at blive stille nu, og midt i det sorteste mørke bare vente på Herren, det er de helliges visdom, en vidunderlig nåde. For det Herren gør med sine børn i tider når de sigtes som hvede, er en dyb hemmelighed.

Den som da bare vil regne med det han selv ser og føler, kommer til at fortvivle. For det er netop dette som er noget af målet med disse dybtgående fristelser som totalt ruinerer os, at vi virkelig skal miste al anden trøst i vor egen kristendom eller styrke.

Derfor må det gå så langt og blive så bælgmørkt for sjælen, at den ikke kan finde nogen som helst trøst som vi kan se eller føle hos os selv. Så vi alene har al vor trøst i Herren. Hans egen guddommelige trofasthed og magt skal blive alt hvad vi igen har at håbe på.

Selv i sådanne fristelser gælder Jakobs ord: ”Regn alt bare som glæde når I bliver udsat for alle slags prøvelser (Bemærk: alle slags). For I ved at når troen bliver prøvet, virker det tålmodighed.” Og videre: ”Salig er den mand som holder ud i fristelse. For når han har bestået prøven, skal han få livets krone.”

At apostlen her taler om fristelse til at synde, ser vi tydeligt af at han straks tilføjer: ”Ingen må sige når han bliver fristet: Jeg bliver fristet af Gud. For Gud kan ikke blive fristet af det onde, og selv frister han ingen. Men hver og en bliver fristet når han bliver draget bort og lokket af sit eget begær.”

Men læg mærke til ordvalget: ”som holder ud i fristelse.” Som altså ikke bliver træt og bare giver op og slipper fristelsen løs. Og heller ikke fortvivler og forlader nådestolen. Men bare hele tiden, midt i lidelsen, fast i troen, beder: ”Led os ikke ind i fristelse!” Det samme lærer vi af Peter når djævelen frister: ”Stå ham imod, faste i troen!”

Når vi ikke længere tror på Guds nåde, på hans vilje og magt til at hjælpe, da holder vi op med at bede og vente på Herren. Da giver vi os over til fjenden.

Skal jeg derimod vente på Herren, da må jeg være indstillet på at vente længe og tilsyneladende forgæves. * For os vil det nok fortone sig som uendelig og fuldstændig forgæves, så vi fristes til at sige at ”dette går ikke. Det er ikke værd at vente længere på nogen hjælp. Jeg føler det jo tværtimod som om jeg er overladt til Satan.”

Og bliver det afslutningen på det hele, da ophører bønnen. Vor sløve natur bidrager også til dette. Vi bliver trætte af at bede når vi ikke straks bliver bønhørt, eller vi knurrer mod Kristus når han ikke fører os på den måde vi havde tænkt.

Men Gud selv måtte jo være en løgner hvis vi blev bedraget i vor tro, og han ikke svarede vor bøn på hans løfter. Gennem hele hans ord siger han jo: ”Kald på mig på nødens dag, og jeg skal udfri dig, og du skal prise mig.” Da må hans ære og sande væsen jo knuses, hvis han ikke gør som disse hans ord siger.

Vågn derfor op! Og skriv det dybt ind i dit hjerte; at det er helt umuligt at det menneske som har mistet al tro på sig selv, og nu bare råber til Herren, - ikke skulle blive hørt. Det er helt umuligt at en sådan ikke skulle få hjælp, uanset hvor umuligt alt måtte se ud.

For her står Herrens eget guddommelige væsen, hele hans guddomme-lige trofasthed, sandhed og magt som talsmand hos Faderen for at jeg bliver hjulpet.

* I det gamle udtryk ”bie på Herren,” betyder ordet ”bie” efter grundsproget dette ”at vente længe og tilsyneladende forgæves.”