19. september

Se, i begge mine hænder har jeg tegnet dig. Esajas 49:16.

Se, i begge mine hænder har jeg tegnet dig, siger Herren.

Han taler til sit sorgfulde Sion, sit folk på jorden. Med disse ord vil han fuldstændig overbevise sine ynkelige børn om at selv om han til og med ville, - noget han her udtrykkeligt afviser -, så kan han alligevel ikke glemme dem. For, siger han, i begge mine hænder har jeg tegnet dig.

Hvor skulle jeg da gøre af mine hænder, så jeg ikke så dem, om jeg skulle kunne glemme dig? Du står jo indskrevet der! Og da som en påmindelse for mig, lige for mine øjne!

Men det er ikke bare dette Herren vil sige os gennem dette skriftord. Her er noget endnu dybere. Herren har ikke bare tegnet os i sine hænder sådan som man bærer sin ægtefælles navn i en ring på hånden.

Grundsproget bruger et ord som betyder håndfladen. Og Herrens Ånd har allerede i Det gamle testamente, længe før disse ord blev udtalt, ladet profeterne forudse hvordan Kristi hænder og fødder skulle gennembores. I Davids 22. Salme sukker Messias: ”De har gennemboret mine hænder og mine fødder.”

Der er derfor gode grunde for det biskop Hersleb siger, at dette: Se, i begge mine hænder har jeg tegnet dig, sigter til naglemærkerne Kristus fik efter naglerne som blev slået gennem hans hænder. Disse var Jesus også særligt optaget af at vise sine disciple mange gange efter sin opstandelse.

Og Hersleb fortsætter: ”Naglegabene i Kristi hænder er derfor en stadig påmindelse for ham om dem som var årsagen til at han lod sig gennembore. Der har han tegnet os, - ikke med blæk, men med sit eget blod. Ikke bare udenpå, som med en pen, men tværtimod helt igennem, med jernnagler eller spiger. For at han aldrig skulle kunne glemme os, noget han jo heller ikke selv vil. Og for at det også skulle kunne siges gennem David: ”Glemmer jeg dig, Jerusalem, så må jeg glemme min højre hånd!”

Sådan vil Herren også, gennem det ord vi har foran os i dag, sige os: ”Du behøver ikke frygte, du ængstelige sjæl, at være bange for at jeg skal glemme dig, så længe jeg ikke glemmer min højre hånd eller begge mine hænder. For der er du indskrevet. Først måtte jeg jo da have glemt begge mine hænder, om jeg skulle kunne glemme dig.”

Ja, sandelig er det noget vældigt stort Herren lægger i disse ord: Se, i begge mine hænder har jeg tegnet dig. Og så var det virkelig også stort at Kristus fór op til himlen med gennemborede hænder.

Men det som er det allerstørste, det sikreste, og det vi mest trænger, er at vi alle for evigt er indskrevet, eller tegnet, i disse sår. Og dermed har del i den forsoning som er fuldbragt i Jesus Kristus. For det at vi alle har del i dette, det er noget af det Skriften allertydeligst har åbenbaret.

Og intet som helst, hvor fortvivlet og ilde det så end ser ud for os, kan hindre os i at have del i denne forsoning.

Selv om vi er faldet fra Herren, og dermed ikke længere står skrevet i Livets bog, så står vi fortsat indskrevet, eller ”tegnet”, i Kristi forsonings-tegn; hans naglemærker.

For denne forsoning er alligevel sket for os, og kan aldrig udslettes. Den gælder for evigt, og giver os altid frelsen så snart vi på ny modtager den.

Dette havde den evangeliske sanger set, som skrev:

Gud være lov, jeg får min uro slippe,

Jeg ser jo jeg er skrevet ind i dine sår.

Før skal du glemme både dig og himlens Fader,

Før nogen gang jeg der bliver strøget ud.

Hvordan kan det være sådan? Og hvad om jeg så falder fra? Svar: Selv om mit navn ikke findes i Livets bog, vil jeg alligevel altid stå tegnet i Kristi sår, som én af hele menneskeslægten som denne forsoning blev fuldbragt for, den som gælder i evighed.

Dette er det urokkelige grundlag vi bygger på. Og derfor er det at alt kan blive gjort op og tilgivet, og at jeg aldrig kan blive glemt af Gud.

Det er dette det er om at gøre at holde fast på, uanset hvor fortvivlet alt ser ud. Sådan skal vi ved magt trænge os ind i himlenes rige ved ikke at se, og alligevel tro!