19. august

Dette er dommen, at lyset er kommet ind i verden og mennesket elskede mørket mere end lyset. Joh. 3:19.

Når Herren for sidste gang drager ind i Jerusalem, ser han ud over byen og græder over den. Endnu en gang forkynder han den uigenkaldelige dom over byen. Og da udtaler han grunden til dette med disse ord: ”Fordi du ikke forstod at benytte tiden da Gud søgte dig!”

Vi mindes lignelserne; om vingårdsarbejderne som først mishandlede landmandens ansatte ganske forfærdeligt. Og som til sidst, da han sendte sin egen søn til dem, sagde: ”Dette er arvingen. Kom, lad os dræbe ham.”

Og om dem som var indbudt til bryllup, og ikke bare undlod at tage imod indbydelsen, men også gik løs på kongens tjenere, hånede dem og dræbte dem. Da ser vi at ”Kongen blev vred og sendte sine hære ud, udslettede disse mordere og satte ild på deres by.”

Så længe jøderne var lydige mod profeternes ord, så det fik lov at tugte og helliggøre dem, tugtede og opdragede Herren dem som en far sine børn, selv om de også faldt og syndede. Men der kom en tid da de ikke længere ville høre på hans røst, men kastede hans ord fra sig. Og til sidst gik de løs på hans elskede Søn og forkastede det eneste soningsoffer som fandtes for hele verden. Da nyttede det ikke længere med noget offer for syndere. Da ventede bare ”dom og en brændende nidkærhed som skal ødelægge dem som står imod.”

Og så siger Herren at ”dette er dommen, (eller årsagen og det som fører til fordømmelsen) at lyset er kommet ind i verden og mennesket elskede mørket mere end lyset.” Den vantro som fordømmer, er altså menneskets forhold til lyset, som gør at de står uden undskyldning. At de ikke vil stoppe op for lysets (Ordets) formaning, men står det imod og gør Den Hellige Ånd sorg. Sådan som vi ser det i Esajas 63: ”De var genstridige og gjorde hans Hellige Ånd sorg. Derfor blev han deres fjende, og stred mod dem.”

”Men hvis vi dømte os selv, blev vi ikke dømt,” siger apostlen. Gud har en vedvarende tålmodighed med det menneske som lader sig standse af Herrens røst. Som kender og erkender sin synd. Vil gerne blive den kvit, men ved at han er bundet og magtesløs overfor synden. Ja, totalt afmægtig og fortabt. Og derfor søger barmhjertighed og frelse i Kristus alene.

Ja, ”som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem som frygter ham,” - tilregner ikke disse mennesker deres synd til fordømmelse. Men ser dem bare i sin elskede Søn, som sit kære og elskede barn.

Dette siger Herren. Og det stadfæster han ved sit evige væsen, fordi han ikke havde nogen større som han kunne sværge ved: ”Så sandt jeg lever, jeg har ikke velbehag i den ugudeliges død, men i at den ugudelige vender om fra sin færd og lever.” Og videre: ”Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den som tørster, vil jeg give af kilden med livets vand uden betaling.”

Hør! Uden betaling! Du som læser disse majestætiske ord, som har lagt mærke til, af det vi har set ovenfor, at det er en levende og nærværende, hellig og nidkær Gud som taler i disse ord: Hvem du end er: Skynd dig at falde ned for Ham! Kend, og benyt tiden når Gud søger dig!

Har du det på nogen måde dårligt med din sjæl? Om du er bundet og føler dig fremmed for Gud. Skynd dig bare til ham, - til ham som bare råber: ”Kom, jeg vil forlade dig alt! Erkend bare din misgerning, at du har syndet mod Herren, din Gud. Om dine synder er røde som blod, skal de blive hvide som sne.”

Og videre: ”Du har ikke påkaldt mig, eller på nogen måde plaget dig med anstrengelser for min skyld, eller med dit offer æret mig. Nej, du har bare plaget mig med dine misgerninger. Jeg, jeg er den som udsletter dine overtrædelser for min skyld, og dine synder skal jeg ikke mindes mere.” Åh, hvilke nåderige ord! Gud, giv os din Ånds nåde til tro og frelse for vor sjæl!

Åh, alle I som lever i Guds nådepagt; fryd jer og glæd jer over at I har del i ”det rige som ikke kan rokkes!” Vi lever i en tid med stor uro og uvished om fremtiden. Næsten hele verden begynder at mærke sit eget riges bedrageri og upålidelighed. Samtidig er der på det åndelige område mange tendenser og strømninger som er ude efter hver sjæl, og vil friste dem til at opgive ”det gamle Ord.”

Hvilken nåde det da er at læne et træt hoved indtil hans bryst, som kalder sig ”den gamle” og ”evig Far,” som var, er og bliver! Hvilken nåde at hans eget ord er så tydeligt og klart i spørgsmålet om hvordan vi skal blive frelst! Gud være lovet at vi ikke behøver leve i uvished om det spørgsmål!

Lad så ikke længere noget i denne verden bekymre dig. Der er ikke noget vi kan sætte vor lid til her i verden. Det er bare dette ene som holder: At have Guds venskab og vished om det evige liv.

”Tiden er kort, sådan at de som græder, må være som de som ikke græder, de som glæder sig, som de som ikke glæder sig, de som køber, som om de ikke kunne beholde det. For denne verdens skikkelse forgår” - snart har vi alle lige lidt. Salige er da alle de som har sin trøst i Herren!

Og hvilken trøst det er her i livet, gennem alle sorger og bekymringer, at ikke noget som helst kan ramme mig, ikke så meget som at et hår falder af mit hoved, uden at min Far vil det! Det allermindste som glæder mit hjerte er sendt mig af min Far. Det allermindste som uroliger og bekymrer mig, er sendt mig af min Far.

Dette er den eneste grundvold for at have et fredfyldt hjerte i denne urolige verden. Derfor, endnu en gang: ”Fryd og glæd jer, alle I som venter på Herren! Han er os nær alle dage indtil verdens ende.”