18. november

Så sandt vi lider med ham, for at vi også skal blive herliggjort med ham. Rom. 8:17.

Så sandt vi lider med ham. Dette er den løbebane som fører til herligheden.

Arveretten har vi bare gennem barnekåret. Den er retsmæssig købt udelukkende gennem Kristi lidelser. Men banen vi må løbe på indtil arven overrækkes os, er denne: At lide med ham.

Dette har stor betydning, og er et karakteristisk kendetegn på de sande arvinger, de ægte børn. Det skal dels vække og fra flokken af Guds børn, udskille dem som har en falsk trøst i at de har del i arven, men som slet ikke er Kristi efterfølgere. Og at det er et kendetegn, skal også være en trøst for dem som virkelig lider med ham, men hvor lidelsen ofte bliver så stærk at de fristes til at give op.

Lad os da tænke grundigt over disse ord: ”Så sandt vi lider med ham.” Her siger apostlen at også i lidelsen har vi samfund med Kristus som gennem lidelsen gik ind til herligheden.

Det er en klar og afgjort Guds ordning at lidelse kommer foran herligheden. At også Kristus, som vor vejviser og forbillede i alt, har gået denne vej. Og udtrykkeligt har sagt at vi skal følge efter ham også i dette.

Der er to sider ved Kristi lidelser på jorden. Først og fremmest led han som den som skulle sone for vore synder. Dernæst var lidelsen hans vej til herligheden. Hans soningslidelse var han fuldstændig alene om. ”Han trådte vinpersen alene, og ingen af folkene var med ham.” Han alene opfyldte den guddommelige retfærdigheds krav. Han alene købte den evige arv for os, retfærdighedens løn.

Men dernæst var han også vort forbillede og vejviser, ”for at vi skulle følge efter i hans fodspor.” Der skal vi være ham lig. Skriften lærer udtrykkeligt at han måtte kæmpe og sejre før han blev ophøjet, og at han i dette skal være et forbillede for os. Selv siger han: ”Den som sejrer, ham vil jeg give at sidde med mig på min trone, sådan som jeg også har sejret og sat mig med min far på hans trone.”

Lidelsen er altså den lod alle Kristi medarvinger har her på jorden sammen med de ”førstefødte.”* Alle arvinger må gennem trængsler, nogen ”gennem mange trængsler,” før de får arven.

Men så må vi lægge nøje mærke til at apostlen ikke bare siger: Så sandt vi lider. Men han siger: ”Så sandt vi lider med ham.” For det er slet ikke enhver lidelse som er et tegn på at vi er Kristi medarvinger. ”Den ugudelige har mange lidelser,” og alt som lever på jorden, lider.

Nej, her er der tale om den lidelse vi har på grund af vort samfund med Kristus og som hans efterfølgere. Altså ikke bare verdens fjendskab og hån. Men også al den anfægtelse på grund af synden, kødet og Satan, som netop er en følge af vort samfund med Kristus. Og til sidst også de lidelser som er Herrens tugt, og som altid kendetegner hans ægte børn.

Først og fremmest viser Guds ord klart at ”alle dem som vil leve gudfrygtigt i Jesus Kristus, skal blive forfulgt.” Kristus sagde selv at ”en tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, skal de også forfølge jer.”

Hvis altså nogen vil være en kristen, trøste sig til at han ejer troen og det evige liv, men har en kristendom og en gudsfrygt som godt kan leve sammen med denne verden, være elsket og respekteret af de fleste folk -. Da ligger der bare i dette et uhyggeligt og afgørende tegn på hvad slags gudsfrygt han har. Et tegn på at han ikke er en sand og trofast Kristi efterfølger. Herren har selv sagt det.

Til det at lide med Kristus hører også al den lidelse synden og Satan påfører os, og som vi har bare fordi vi lever i samfund med Kristus. I angst og nød bar Kristus al verdens synd. Han kæmpede, bad og svedte i Getsemane. På samme måde vil også alle, som har Kristi Ånd, opleve angst, kæmpe og bede på grund af synden som bor i os.

På samme måde som Kristus blev fristet og anfægtet af djævelen, sådan vil alle Guds børn også blive fristet af samme fjende, og forfulgt med onde fristelser og glødende pile.

Vil nogen så være en kristen, men har en form for tro og gudsfrygt som gør at synden ikke plager dem og djævelen ikke frister og anfægter dem. Vil leve hver dag i en stærk, frimodig og fredelig sindstilstand. Da er dette i sig selv et betænkeligt tegn på at deres tro og gudsfrygt er falsk. Alle de helliges historie bekræfter dette.

Alligevel er der én ting som først må være klart, før vi kan sige at en person lider med Kristus. Han må først og fremmest være et Guds barn, en sjæl som ikke lever efter kødet, men efter Ånden. Ja, som drives af Guds Ånd, og i denne Ånd råber: Abba, Fader!

Den som har det sådan, vil erfare at han har en hel mængde nye lidelser, såvel på grund af ondskaben som bor i ham selv, som på grund af djævelen og verden. Lidelser som han før ikke kendte til.

Al denne lidelse har han bare på grund af at Kristus bor i ham. Og da er alt sammen sikre tegn på at han er en Kristi medarving som nu bliver opdraget for den arv han skal få.

* De ”førstefødte” er de frelste som er nået frem før Kristi fuldbragte værk på Golgata.