18. december

Guds rige består ikke i mad og drikke, men i retfærdighed og fred og glæde i Den Hellige Ånd. Rom. 14:17.

Vil du vide hvad det er som gør dig til en kristen, så du bliver retfærdig for Gud og medborger i hans rige? Da skal du lægge mærke til hvad det er apostlen siger her.

Han siger at det ikke har med mad og drikke at gøre, eller noget som vi kan foretage os. Men bare det vældige som Gud har gjort for os; bare ”Guds retfærdighed” modtaget i tro.

”Den som har Sønnen, har livet.” Dette er altså den retfærdighed Guds rige består af. Derfor har Luther også stærkt og herligt udlagt dette skriftsted sådan: ”Guds rige er ikke verdsligt, men åndeligt. I Guds rige regerer Kristus over alle Guds børn. Som en trofast konge beskytter, straffer, leder og regerer han over dem. De på sin side har tillid til ham, og tager villigt imod hans faderlige tugt og straf, og følger ham lydigt.

Guds rige består altså ikke i mad og drikke, eller i andre ydre ting. Men bare i retfærdighed, der hvor menneskenes hjerter og samvittighed bliver trøstet og tilfredsstillet. Det som sker, er at synden, som besmitter, bedrøver og tynger samvittigheden, i dette rige bliver forladt og taget bort.

Et verdsligt rige består når indbyggerne i fred og fordragelighed kan leve og tjene til livets ophold sammen. På samme måde giver Guds rige alt dette åndeligt. Det nedkæmper syndens rige, og er intet andet end en stadig udslettelse og forladelse af al synd.

Gud viser sin herlighed og nåde i dette liv ved at han tager synderne bort fra mennesket og forlader dem. Fordi dette er et nådens rige her på jorden. For når synden med sit hofselskab; djævelen, døden og helvede, ikke længere kan anfægte menneskene, da bliver det et herlighedens rige og en fuldkommen salighed i himmelen.” Så langt Luther.

Når vi så er friet ud fra synden og iklædt Kristi retfærdighed, da fører dette også til endnu en retfærdighed, som vi kalder ”livets retfærdighed.” Den består i at vi ved troen og Ånden har fået nye hjerter, sådan at vi nu i kærlighed og villig lydighed indretter hele vort liv efter Guds ord, - hvor ufuldkomment det så end lykkes for os.

Men vi begynder, og strækker os efter, at elske og tjene vor næste. Som Kristus elskede og tjente os. Nu vil vi ikke bare gøre alt det som er ret, men også alt det som er godt mod vor næste. Og sådan blive alle menneskers tjenere, også de svage og problematiske, for at kunne være til nytte og glæde for alle.

Når vi sådan styres af kærligheden, og bare ser på det som er nyttigt for vore medmennesker, da er det blevet sådan som Luther siger; at ”en kristens gerninger har ikke noget navn.” Det vil sige at han ikke er optaget med at gøre bestemte gerninger, så det bliver disse han huskes for. For han gør ganske enkelt alt muligt som menneskene trænger til. Det er ikke længere bestemte regler som driver ham. Bare dette at elske og gøre det kærligheden i hvert enkelt tilfælde kræver.

Det næste apostlen nævner, er fred. Denne fred består egentlig i det gode forhold til Gud at vi ikke længere lever under Guds vrede, men ejer Guds fuldkomne venskab og nåde. Vi er hans børn og venner.

Men med denne fredens forligte tilstand følger, gennem den samme tro, også en salig bevidsthed om alt dette. Så vi også har en hjertets og samvittighedens fred, dette som kaldes barnekårets Ånd, som gør at vi råber: Abba, Fader!

Børn som gik tabt i syndefaldet, er igen tilbage i venskab med Gud, og kan igen tale tillidsfuldt med ham, som børn med sin far. Og dette kan i sandhed kaldes ”Guds rige,” ja, ”himlenes rige på jord.”

Det tredje han skildrer Guds rige på jord med, er glæde (fryd) i Den Hellige Ånd. En kristen har ikke bare fred, men også glæde i Den Hellige Ånd. Ja, ofte til og med ”glæde i overflod midt i al trængsel.”

Denne ”glæde i Den Hellige Ånd” er helt klart en naturlig følge af den levende tro på evangeliet, som jo forkynder os ”en stor glæde,” som englen sagde da Jesus blev født.

Men samtidig er den, på samme måde som troen selv, en direkte gave fra Gud, og et så klart Guds værk som ingen kender uden den som har fået den.

Og denne glæde og fryd over evangeliets nåde har vi mange eksempler på i Skriften. Vi ser den hos de tre tusind på den første pinsedag, den etiopiske hofmand, fangevogteren i Filippi, og mange flere.

Det menneske som er blevet frelst, har været under Guds vrede og er blevet forligt med Gud, og nu i Åndens lys ser det himmerige af nåde og frelse han nu lever i, - han må jo nu glæde og fryde sig inderligt, - så sandt han er ved fuld bevidsthed.

Denne fryd får vi nok som regel givet stærkest første gang troens vished skabes i os. Og i de første herlige bryllupsdage, når Brudgommen er til stede eller lader sig fornemme. Når han endnu ikke i perioder har skjult sig, eller på andre måder har sat vor tro på prøve, sådan at prøvelserne er blevet store.

Alligevel gives glæden meget forskelligt, alt efter hvordan Herren opdrager de forskellige mennesker. Og da ofte sådan at den som har mindre prøvelser, også får mindre af den guddommelige glæde. Mens der derimod efter større prøvelser ofte gives større glæde. Sådan som alle de helliges historie og erfaringer lærer os.