18. august

Men frem for alt dette; iklæd jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Kol. 3:14.

Summen af alle apostlens formaninger i dette kapitel (Kol. 3) er kærligheden. For ikke bare at nævne alle de dyder en ret kristens liv skal bestå af, sammenfatter han alt i dette: ”iklæd jer kærligheden.”

Dette er fuldkommenhedens bånd, og samler i sig alle andre Åndens frugter og en kristens gode gerninger. Sådan siger han det i Rom. 13: ”Den som elsker sin næste, har opfyldt loven. Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens opfyldelse.” Derfor kalder han den også her for fuldkommenhedens bånd, ”fuldkommenheds-bundtet,” som knytter alle fuldkommenheder sammen.

Kærligheden gør bare godt, og intet ondt. Som den samme apostel siger igen: ”Kærligheden er tålmodig og venlig. Kærligheden er ikke misundelig. Kærligheden praler ikke, er ikke opblæst. Den søger ikke sit eget, udtænker ikke noget ondt. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”

Kort sagt: Summen af hele denne herlige dragt, som apostlen her har udbredt foran os, er kærligheden. Kærligheden er det strålende perlebånd som til sidst sætter sit præg på hele klædedragten. Eller det gyldne bælte der omslutter og sammenholder alt det andet en kristen er prydet med. Det er fuldkommenhedens bånd.

Her ser vi den skønne dragt som Guds børn skal vandre i. Og alligevel er dette ikke deres ”højtidsklæder,” som skal kendetegne dem når de står frem for Kongen. Til det kræves en langt mere fuldkommen dragt; den hvide silke som er tvættet i Lammets blod.

Nej, dette er bare hverdagsdragten, som vi skal have på os i vort daglige liv overfor mennesker. Overfor Gud gælder ikke en gang de helliges største hellighed, ”og himlene er ikke rene i hans øjne,” ”han kan ikke stole på sine tjenere, og finder dårskab hos sine engle.”

Overfor Gud gælder bare Kristi retfærdighed. Og til sidst må han selv trække denne dragt over vort bedste og mest velmente liv, og sige: Det kan være godt overfor mennesker, men ikke for Gud. Men - ”jeg udsletter dine overtrædelser for min skyld. Jeg har taget dine synder bort fra dig og klædt dig i højtidsklæder.”

Om nogen så siger: ”Ja, det var netop det jeg troede; med vort liv kan vi alligevel ikke bestå ind for Gud. Derfor kan det ikke være nødvendigt at tage dette så alvorligt,” - og så give sin egen natur frit spillerum -. Taler om troen og nåden, men lader kødet have fuld frihed,” - når vi alligevel ikke kan andet end synde” -. Så er det ikke noget godt tegn hos dette menneske, på at Guds Ånd skulle bo i dette hjerte.

Nej, der hvor Guds Ånd med sin nåde og fred har fået bo i hjertet, der må der blive et helt nyt liv. Det er umuligt at Den Hellige Ånd kan være uvirksom. Den vil i det mindste vise sig hvis nådebarnet overrumples af naturens hidsighed. Da vil dette altid give ham en sønderknust ånd. Han vil erkende sine svagheder, tugte sig selv og bede både Gud og mennesker om tålmodighed med ham, og om hjælp.

Der hvor Guds Ånd bor, vil der altid være en vis trang efter at være god. Om end det sker gennem meget kamp og svaghed, så kan man alligevel ikke længere være ligeglad med hvordan det går. Kort sagt: Den gren som bærer frugt, den renses. Mens den som ikke bærer frugt, ikke bliver renset, men bare vokser frit efter sin egen lyst, skal til sidst brændes. Gud hjælpe hver og en af os så vi er ærlige når det gælder os selv!

Så kunne nogen sige: ”Det er netop det jeg har troet. Her får jeg bare bekræftet at jeg hverken ind for Gud eller overfor mennesker er sådan som apostlen har sagt vi skal være. Det er jo netop det som fordømmer mig, at jeg på dette område ikke kan være sådan som jeg bør. Og derfor er jeg heller ikke blandt dem som Gud har udvalgt.”

Siger vi så: ”Du må være sådan som apostlen her formaner os til. Du må ikke leve efter din egen natur. Du må omvende dig, du må leve efter Guds ord!” Så svarer dette menneske: ”Det er jo netop sådan jeg også tror det skal være. Men jo mere jeg beder Gud om nåde til at blive anderledes, desto værre bliver jeg. Så til sidst tager jeg det ikke en gang alvorligt. Stopper med at kæmpe, angre og bede ret.”

Men da må mit svar også blive at du ikke tror. Du har ikke fred med Gud og liv i Herren. Du ligger jo nede i trældom under loven. Du er ikke død fra loven og opstået igen i Kristi retfærdighed. Du er ikke fri og frelst i troen. Og hvordan kunne det da være muligt at du skulle have troens frugter?

Bemærk: Det er ikke en spøg, det evangeliets budskab forkynder! Det er ikke for at behage mennesker det taler. Nej, det er den største nød og alvor. Der kræves lydighed overfor evangeliet, såvel som over for loven, hvis sjælen skal blive frelst. Og evangeliet kræver: Hvil dig nu fra alt dit stræb! Ellers bliver du evig ulykkelig.

Hvil dig nu, og lad dig overbevise om at du er en fuldstændig fortabt synder, som nu må trækkes op af syndens gru - nøjagtig som du er.

Når du så er blevet frelst og hellig - af bare nåde -, og glad og fri i hjertet, først da kan nogen kraft, nogle troens frugter begynde at komme.