17. november

 

Men nu er vi frigjort fra loven, siden vi er døde fra det som holdt os fanget. Rom. 7:6.

 

Her taler apostlen om loven som et fængsel, hvor vi bliver holdt som fanger. Lovens bud og domme var stålgitre, døre og låse som holdt os indespærret til døden.

Først bør vi være klar over at loven dømmer os til døden allerede for den synd som ligger i vor natur. Vi har jo synden og døden i arv fra Adam. Og loven siger: ”Forbandet er hver den som ikke fuldkomment opfylder alt som er skrevet i lovens bog, sådan at han gør det.”

Vi er altså allerede dømt, om vi så aldrig mere synder. Men om vi ikke tror dette, men nu på alle måder forsøger at forbedre os og mindske vor skyld, for at opnå nåde hos Gud -. Så er hele vor natur trods alt så fuld af ondskab og fordærv at vi hele tiden synder på ny og øger vor skyld. Og dermed rammes samvittigheden stadig på ny, og spærres inde af loven. Vi bliver siddende bag lovens jerngitter og lås. Hvor vi så end vender os bliver vi altid holdt fanget.

Et sådant fængsel er loven. Det samme siger apostlen også i Gal. 3:23: ”Før troen kom, blev vi holdt i varetægt under loven, indestængt indtil den tro som skulle komme, blev åbenbaret.”

Men i dette billede af loven som et fængsel, ligger der ikke bare det, at vi er fanger som efter lovens dom er dømt til døden. Det taler også til os om hvilken slags kristendom loven er i stand til at skabe. Luther siger: ”Lovens embede er at holde os i forvaring som i et fængsel. Dette er et meget træffende billede, som viser hvad loven udretter, og hvad det er for en slags kristendom den virker i mennesket.

Ingen tyv, morder eller røver som er taget til fange, elsker sine lænker og det dystre fængsel hvor han sidder indestængt. Hvis han kunne, ville han tværtimod have revet fængslet med sine stålgitre ned, ja, lægge det i aske.

I fængslet gør han nok ikke noget galt. Men det er ikke på grund af nogen god vilje, eller af kærlighed til retfærdigheden. Men ganske enkelt fordi fængslet hindrer ham i at gøre det.

Og mens han sidder i fængslet, afskyr og hader han så vist endnu ikke synden og sin forbryderbane (tværtimod sørger han hjerteligt over at han ikke er fri og kan fortsætte med at stjæle). Men fængslet hader han. Og hvis han fik anledning til at slippe ud, ville han fortsætte med at stjæle som før.

Både i menneskelig og åndelig forstand spærrer loven menneskene inde, indenfor visse grænser. Dette er lovens opgave. Og sådan er dens retfærdighed; den tvinger os til en ydre kristendom, ved at den truer dem som bryder loven, med straf og plager. Så er vi ganske rigtigt lydige mod loven. Men bare af frygt for straf. Og det sker uvillig og med stor misfornøjelse.

Men hvad er det vel for en slags kristendom, når den lader være med at gøre det som er forkert, bare af frygt for straf? Denne gerningsretfærdighed betyder derfor dybest set bare at vi elsker synden og hader retfærdigheden. Vi afskyr Gud og hans lov, og tilbeder og ophøjer den største ondskab.

For med samme hjertelighed som tyven elsker fængslet og hader tyvetogterne, med samme hjertelighed er vi lydige mod loven, gør det den kræver, og lader det være som den forbyder, - så længe vi er fanget af den.” Så langt Luther.

Sådan er vor kristendom under loven. Ganske anderledes bliver det i hjertet hos en sjæl som gennem et sådant fængselsophold er udmattet, fordømt og opgivet, og så på én gang får alt som gave. Når alt det han havde slidt med under loven, og søgt efter hos sig selv, bliver overrakt ham af en anden - som gave.

Nu får han Gud at se i et helt nyt lys, som en god Far, som bare venter på at gøre os godt. Og derfor, med dette som mål, også har udmattet os på denne måde under loven.

Nu får han at se at al lovens straf og dom først og fremmest har som mål at udmatte og nedbryde os, for at vi skal opgive det frugtesløse slid for at blive godtaget af Gud gennem vor egen retfærdighed. Får at se Gud vil give alt, både retfærdighed og helliggørelse, som en ufortjent gave -.

Når en udmattet sjæl fatter dette, og nu i Åndens lys ser han er totalt friet ud fra loven, tror og ser Guds store kærlighed i Kristus -. Da får han et fuldstændigt nyt hjerte både overfor Gud og loven.

Da forvandles hadet til kærlighed. Da kan han tjene Gud med inderlig lyst og trang. Nu siger han af hjertet: ”Hans bud er ikke tunge at bære,” ”jeg har lyst til Guds lov efter mit indre menneske.”

Nu er fængslet forvandlet til et palads. Det er dette som sker når vi bliver sat fri fra loven: Nu elsker vi Herrens bud og hans veje, så hvert fejltrin smerter os. Og om nogen nu ville forandre på, eller forsøge at bortforklare, de hellige bud, ville det tynge os smerteligt.

Dette virker Ånden når sjælen bliver frigjort fra lovens krav og domme, og får vished om en evig nåde.