16. november

Han som blev givet for vore synder, og som blev oprejst til vor retfærdig-gørelse. Rom. 4:25.

Dette skriftsted har Luther kaldet ”bundtet som sammenfatter hele den kristne tro.”

Derfor satte han også dette skriftsted som overskrift over De schmalkaldiske artikler, og lod det være til grund for ”den første og vigtigste artikel, som ingen kristen kan vige fra eller slå af på, om så himmel og jord og alt andet styrter sammen.”

Dette skriftsted har apostlen formuleret i stor dybsindighed. Derfor kræver det også en dyb udlæggelse af os. Som allerede sagt, indeholder dette i en sum de store grundsandheder i Kristi forsoningsværk. Og særligt formuleringen her er der al mulig grund til at fordybe sig i.

Apostlen siger at Kristus blev givet for vore synder, og oprejst til vor retfærdiggørelse. Når han sætter ”givet” og ”oprejst” op mod hinanden, ser vi at med ordet ”givet,” menes: Overgivet til døden.

Vi ved at Skriften over alt ellers fremstiller Kristi død som grund for vor retfærdiggørelse, og at hans soningsværk dermed virkelig var fuldbyrdet. Som Kristus også viste da han råbte ud på korset: ”Det er fuldbragt!” Men da er det jo lidt mærkeligt, som vi må studere nærmere, hvad apostlen her mener, når han siger at Kristus blev givet for vore synder, og oprejst til vor retfærdiggørelse.

Meningen er uden tvivl denne: I sin død bar Kristus på synden. Al verdens synd var lagt på ham, som han betalte med sit liv. I sin opstandelse var han som vor stedfortræder retfærdiggjort og ”førte en evig retfærdighed” og et evig liv frem.

I sin død blev han ”gjort til synd for os.” Og løste os da fra syndens skyld og lovens forbandelse, ved at han tilfredsstillede det guddommelige retfærdighedskrav; at lide den død som var syndens løn.

Og hans opstandelse blev retfærdighedens og livets sejr over synden og døden. Det var kronen og seglet på hans fuldbyrdede soningsværk overfor alle mennesker og åndsmagter.

Som vor mellemmand og stedfortræder, den anden Adam, havde han påtaget sig at svare for alle vore synder, lide for vor fortjente straf, og fuldbyrde det den guddommelige strafferetslige retfærdighed krævede.

Alt dette fuldbyrdede han da han gav sig selv som et offer, og genløste os med sit blod.

Men med sin opstandelse har han ikke bare givet alle mennesker et bevis på at han led og døde som hellig og Guds Søn, for andres synder, og ikke for nogen skyld hos ham selv. Men også at den godtgørelse for vore synder som han havde påtaget sig, var fuldkomment godkendt af Faderen.

Som Skriften også siger; at han er ”gjort levende i Ånden,” og dermed også ”retfærdiggjort i Ånden.” Dvs. frikendt fra al den skyld og straf og dom han som menneskets stedfortræder havde taget på sig.

Kristus var altså så fuldstændig vor stedfortræder overfor Guds dom, som om hele menneskeheden har gjort og lidt det han gjorde og led, ”og vi har afklaret dette med os selv at når én er død for alle, da er de alle døde.”

Men da gælder dette også hans opstandelse. I Guds øjne var vi alle med i hans opstandelse. Sådan at han opstod retfærdig for alle, som om vi alle var opstået retfærdige. Derfor kaldes han også: ”Herren, vor retfærdighed.”

Og derfor er også Kristi opstandelse den egentlige grund for vor retfærdiggørelse. Det er nok ganske sikkert dette apostlen har villet have frem med denne formulering; at Kristus blev ”givet for vore synder, og oprejst til vor retfærdiggørelse.”

Men ved sin opstandelse er Kristus også trådt ind i det evige præsteembede, der hvor han bestandig ”er for Guds åsyn for vor skyld.” Han er der i vort sted, ”den retfærdige for de uretfærdige.” ”Vi har en sådan ypperstepræst som satte sig ved højre side af Majestætens trone i himmelen, og som gør præstetjeneste i helligdommen og i det sande tabernakel.”

”For Kristus gik ikke ind i en helligdom som er gjort med hænder, som er et billede af den sande helligdom, men ind i selve himmelen, for at han nu skal være for Guds åsyn for vor skyld.”

Bemærk dette! At ”han nu skal være for Guds åsyn for vor skyld.” Dette er i sandhed vor fuldkomne retfærdighed overfor Gud! Og hvad hører vi her? Er Kristus virkelig for Guds åsyn for os? Er dette sandt? Da har vi nok større værdi i Guds øjne end vi havde tænkt. Da ejer vi sikkert nok en stor og fuldkommen retfærdighed i hans øjne.

At Kristus altid er i vort sted ind for Faderen, og udfører sin ypperstepræstelige gudstjeneste for os, - det er, gentager vi endnu en gang, - i sandhed vor fuldkomne retfærdighed.

Sådan fremgår det tydeligt at vor retfærdiggørelse på alle måder har sin grund i Kristi opstandelse.