16. december

I ham (Ordet) var liv. Joh. 1:4.

Når det gælder betydningen af disse ord, er det nok sandt, det som skarpsindige bibeltolkere har sagt; at ”livet” her må tages i sin allermest vidtrækkende betydning. Og altså opfattes som alt det liv som er udgået, og fortsat stadig udgår, fra det skabende Ord. Noget som også helt klart fremgår af grundteksten, hvor der ikke står livet, men liv. Og vi ved jo at når Gud skabte alt liv på jorden, så var det ved Ordet alt dette liv blev skabt.

Men lad os se lidt på hvad der kan være den samme apostlens åndelige hensigt med det samme ordvalg andre steder i hans skrifter. Læs f.eks.1. Joh. 5: ”Dette liv (det evige) er i Guds Søn,” ”Den som har Sønnen, har livet. Den som ikke har Guds Søn, har ikke livet.” Her har han uden tvivl først og fremmest tænkt på menneskenes åndelige og evige liv, menneskeslægtens frelse. Det som jo også var selve hovedhensigten med at Guds Søn blev menneske.

Dette er karakteristisk for Johannes, som ofte er blevet sammenlignet med en ørn, for at skildre hans dybe og stærke blik. Han forkynder særdeles høje og dybe tanker i enkle og almindelige ord.

Og i det som her er citeret fra 1. Joh. 5 er hans blik uden tvivl rettet mod det som skete med hele menneskeslægten i Adams fald. På Guds første dom om at ”den dag du spiser af det skal du sandelig dø,” mistede hele menneskeslægten gennem syndefaldet alt det liv som var af Gud. Dette liv findes nu bare i Sønnen. Efter Sønnens egne ord er der nu bare givet ham at have liv i sig selv, og at gøre hvem han vil levende.

Johannes forkynder altså her, at alt det et menneske selv kan gøre og hjælpe til med for at blive frelst, er og bliver dødt. Eller at intet menneske, selv om det aldrig så meget anstrenger sig for at gøre Guds vilje og selv tilkæmpe sig livet, formår dette - bedre end et dødt og stinkende lig kan gøre sig selv levende.

I hele skaberværket findes der ikke et eneste græsstrå eller en mark, uden at det har fået sit liv gennem det skabende Ord. På samme måde har ingen i hele menneskeheden af sig selv mulighed for at få det evige liv, og at leve i Gud. For uanset hvad vi foretager os, så bliver vi altid i døden - indtil vi opgiver alt vort eget, bare hører Guds røst, og gennem den bliver levende.

Herren selv siger: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, og er nu, da de døde skal høre Guds Søns røst. Og de som hører, skal leve.” Og vi ved at Kristus et andet sted taler så stærkt om denne åndelige død at han sammenligner åndeligt døde mennesker med et lig som skulle begraves. Han siger til manden som ville begrave sin far: ”Lad de døde begrave sine døde.”

Med dette har Herren klart udtalt at livet bare findes i Guds Søn. At bare den som har Sønnen, han har livet.

Men at have Sønnen er ikke bare at bede til ham, eller at være optaget med at tjene ham. Nej, det forudsætter at du er blevet født af Gud. At du er blevet et nyt og levende menneske som kan sige som Paulus: ”Det er ikke længere jeg som lever, men Kristus lever i mig. For det liv jeg nu lever, det lever jeg i troen på Guds Søn, han som har elsket mig og gav sig selv hen for mig.”

Det samme siger Paulus også et andet sted: ”Hvis der var givet en lov som havde kraft til at gøre levende, da ville retfærdigheden virkelig være kommet ved loven.” Men det har han vist grundigt og stærkt nok i sine breve, at der ikke er givet nogen lov som kan gøre mennesker retfærdige og levende.

Og dette er vigtigt at lære; at alt hvad vi gør efter Guds hellige lov, og hele lovens virkning på mennesket, ikke giver liv. For loven kan bare kræve det som findes hos menneskene! Og det er ikke liv!

Kun den samme som i begyndelsen skabte liv, kan også i dag give liv - når han selv bliver hjertets liv og fred. Så er dette nu budskabet i dagens andagtstekst; at bare han er livet.

På denne måde har Luther også opfattet denne tekst. Han siger: ”Med dette ene skriftsted er al menneskelig evne og al menneskelig indsats slået til jorden. Hvordan vil du nu forsvare at du har en fri vilje og nogen egen fortjeneste? Gør bare alt hvad du magter! Gør alle helliges og engles gerninger! Det er alligevel alt sammen dødt. For her står da klart og utvetydig nok at alt som ikke er i Ordet, er bare død.”

Åh, måtte alle disse som bare er så optaget med sin kristelige aktivitet stoppe op og begynde at tænke efter! Måtte de indse og tro dette: At uanset hvor meget de nogensinde med sin allerstørste anstrengelse er i stand til at præstere, når det gælder sin sjæls frelse, vil de alligevel altid bare være åndeligt døde og fortabte -. Så længe de ikke har opgivet alt sit eget, og bare kommer til Sønnen, den eneste som har liv og giver liv.

Skal vi få et åndeligt og evigt liv, må det igen ske gennem det samme almægtige skaberord som i begyndelsen sagde: ”Bliv” og der blev liv.

Uanset hvor flinke vi er til at lave gode efterligninger, i den ydre form, af levende skabninger. Er vi alligevel aldrig i stand til at skabe noget som er levende, skabe liv. For alt det som er liv kan bare Gud skabe. Så er alle vore anstrengelser for at få et åndeligt liv, også forgæves.

Bare i ham, som er Ordet, og i begyndelsen skabte alt liv, - bare i ham er fortsat og altid det åndelige og evige liv. Det er dette Johannes med sin dybe og tankevækkende forkyndelse ville sige os med ordet: I ham var liv.