16. august

I det ærbare liv indsigt. 2. Pet. 1:5.

Apostlen formaner her i sit andet brev Guds børn: ”Men netop derfor skal I også med al iver lade jeres tro vise sig i et ærbart liv.” Og så tilføjer han: ”... og i det ærbare liv indsigt.” Et underligt ord, men rig på åndeligt helbredende lærdom, også for de mest nidkære kristne.

Hvad betyder dette: ”... i det ærbare liv indsigt”? Ordet betyder egentlig kundskab, visdom, forstand. Så her har vi lærdommen. En sand kristen skal ikke bare være optaget med hellig nidkærhed i et ærbart liv. Han skal også passe på at han lever dette liv med indsigt, i visdom og forstand.

Han må ikke bare blindt sætte i gang. Men med bøn om vejledning af Herrens Ånd skal han altid tænke over hvad der i hvert enkelt tilfælde er det mest viselige. Hvad der bedst tjener til Guds ære og til det bedste for mennesker. Er dette ikke absolut en højst nødvendig formaning?

Vi ved hvilken tusindkunstner satan er til at gøre os fortvivlet. Og vi kender til hvor stor skade og forargelse det kan føre til, når en kristen i velment, men uviselig nidkærhed begår en ”galskab i Israel.” Han giver spotterne grund til anklage, og anledning til anstød for svage sjæle.

Åh, hvor vigtigt det da må være for hver enkelt af os, af rædsel for vor egen ånd, stadig at bede Gud om hans lys. Stadig søge at tilegne os mere og mere kendskab til hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.

Men her trænger vi virkelig til en oprigtig ånd og en vågen opmærksomhed i hjertet, så der ikke skjuler sig en hykler i det vi kalder for visdom og forstand. Det kan nemlig hurtigt vise sig at det i virkeligheden ikke er Guds ære og sjæles vel man er optaget med, men bare medmenneskelig ros og kødelig ro. Da er din visdom og forsigtighed egentlig bare din natur som søger at undgå korset, undgå menneskers had og forfølgelse.

Åh, hvor falsk hjertet kan være, og hvor smal vejen er! Den ene forkaster ordets lære om visdom og ydmyghed, med det påskud at det er mere vigtigt at være ”oprigtig” og have hellig nidkærhed. En anden er salt som har mistet sin kraft, og har derfor let ved at bøje sig for alle andres meninger, men kalder dette for visdom og forsigtighed.

Åh, hvor nødvendigt det er at rette en vågen opmærksomhed mod hjertet, mod hvad der er selve hovedhensigten i det vi foretager os. Om det virkelig er Guds ære og menneskers vel vi er optaget med, og som driver os. Eller om det bare går på at blive godtaget af mennesker og kødelig ro.

Nu vil vi med nogle dagsaktuelle eksempler vise hvad det betyder ”i det ærbare liv at have indsigt.” Du lever et ærbart liv når du i hellig kraft og nidkærhed for Guds ære og hans riges udbredelse søger at vække dem som sover, og formane dem som lever i synd. Men ”indsigt,” visdom og forstand gør at du passer på at benytte den rette måde, og det rette øjeblik.

Det rette ”øjeblik” er som regel den første anledning, eller at du straks straffer den synd du bliver opmærksom på. Men visdommen kræver ofte at du skal vente. F.eks. når din næste er i en ophidset tilstand, eller netop har syndet mod dig. For da vil din formaning altid bare blive opfattet som din egen ”gengældelse.” Da skal du hellere vælge et tidspunkt når I har det bedste forhold jer imellem. For at han kan se at du drives af kærlighed.

Den rette ”måde” er sædvanligvis at afpasse straffen efter forseelsen; afstraffe hårdere en stor, og lempeligere en mindre synd. Visdommen lærer os derimod ofte ikke at følge denne regel, men hellere afpasse afstraffelsen efter personens tilstand.

Gælder det da en stærk og selvhjulpen person, påtaler du måske selv den mindste fejl. Er det derimod en svag og følsom discipel, vælger du enten at tie helt, eller du bruger de mest forsigtige ord. Du lader ham forstå at du selv kender fristerens magt og din egen svaghed. Du viser at du også kender de gode sider hos ham, og trøster ham i hans sorg over sin synd, men advarer ham også mod selve synden.

Men endnu et eksempel: Det er et ærbart liv, en hellig nidkærhed og kraft, når du afskyer al selvoptagethed og overfladiskhed, som forfængelighed og overflod i mad, klæder og indbo, letsindighed og ubetænksomhed i omgang med andre mennesker m.m. At du alvorligt prøver at overgive det gamle menneske til døden. Og at du i nidkærhed også ivrer for alt dette blandt andre kristne.

Men også her gælder det: I det ærbare liv indsigt -. Også her er det vigtigt at bruge forstand og indsigt, så du ser på det gavnlige og hensigten med det du gør. Tjener det til Guds ære og til gavn for dig og andre mennesker? På dette grundlag afpasser du så målet og graden i hvert enkelt tilfælde. Så du ikke bliver siddende fast i en blind lovisk adfærd, sådan som farisæernes, munkenes og andre gerningskristnes åndelighed er.

Jeg skal tydeligt have hensigten for mig med f.eks. en faste, med mådehold i mad, klæder, søvn, indbo osv. Da vil jeg nogle gange være streng, og nogle gange mere lempelig. Alt efter som omstændighederne kræver det.

Må dermed leve strengere når det er påkrævet, f.eks. når jeg døder mit kød, når hensynet til de helliges former på det sted jeg opholder mig, eller min egen økonomiske situation kræver det osv.

Men derimod mere lempelig når omstændighederne kræver den ændring. Det vil sige når en sådan ændring bedre tjener til at fremme Herrens sag, og er det bedste både for mig selv og mine medmennesker. Apostlen formaner: ”Hvad I end gør i ord eller gerning, gør alt i Herren Jesu navn.”

Altid lade omstændigheder og hensigten styre det vi gør, altid prøve det på kærlighedens og visdommens bud i hvert enkelt tilfælde, - dette er ”i det ærbare liv indsigt.” At gøre godt og være til nytte, det er altså det Gud ser efter når det gælder vort liv på jorden.