15. september

Ligeledes kommer Ånden os til hjælp i vor skrøbelighed. Rom. 8:26.

Her har vi den dybe kilde til alle Guds børns usigelige suk: vor skrøbelighed. Dette er noget vi genkender, et ord som taget ud af vore egne hjerter. Og tænk; det er apostlen selv som siger dette, siger ”vor skrøbelighed.” Han tager altså sig selv med blandt dem som erkender sin skrøbelighed.

Ja, jo længere vi lever under Åndens tugt, desto dybere kender vi vor skrøbelighed, så vi til sidst erkender: Alt det som er i mig, er bare skrøbelighed.

Hvad Gud er og virker i os, er noget andet. Men i os selv er det bare skrøbelighed. Og det kender vi allermest i alt det som er mest dyrebart og kært for os. I det som har med vor åndelige forstand at gøre, i vor tro, vort håb, vor kærlighed, vor kristne alvor, vor årvågenhed, vor bøn osv.

Vi kender den største skrøbelighed på alle disse områder. Selv om Gud har givet os en ny åndelig forstand, er vi alligevel til nogle tider fuldstændig blinde. Vi ser ikke det mest åbenbare i Ordet. Der læser vi med vore egne øjne den største trøst som findes. Og netop for hjælpeløse syndere. Alligevel er det som om vi ikke ser det.

Vi ligner en mand som står lige foran en væg, og alligevel ikke ser den. Vi ikke bare tror Gud er over alt, men vi føler det også i vor samvittighed. Vi føler at han også ser vore hemmeligste tanker. Og alligevel lever vi timer og dage som om Gud ikke var til. Vi hverken frygter ham når fristelser angriber os, eller har nogen trøst i at han er nær, når vi er i nød eller vi beder. Hvordan hænger dette sammen?

Jo, så afmægtige er vi, så stor er skrøbeligheden i os. Gud har åbenbaret sin Søn for os, så ingen ting er så dyrebart og stort for os som Kristus. Alligevel oplever vi det til visse tider som om der ikke var nogen Kristus til, som om vi må stå for Gud i vor egen retfærdighed.

Selv om Gud har givet os den stærkeste grund at bygge vort håb om frelse på, er det ofte alligevel så skrøbeligt både med vort håb og vor forventning, at lange tider kan gå uden at vi i det hele taget tænker på at en evig herlighed venter os. Da er dette håb bare som en drøm. I vore hjerter og følelser er det som om der ikke er noget mere, når livet på jorden er slut.

Selv om Gud har skabt en ny kærlighed i vort hjerte, mærker vi alligevel ofte at vi først og sidst tænker på vort eget bedste.

Med genfødelsen og barnekåret blev der også født en bønnens Ånd i vort hjerte. Og bønnen bør jo også være det allerstørste for Guds børn, noget den nok til visse tider også er. Alligevel oplever vi andre tider da det byder os imod at bede, og midt i bønnen kan vi blive optaget af syndige tanker. Alt dette viser i sandhed vor store skrøbelighed.

Når vi så ikke bare indser og erkender, men også virkelig oplever at skrøbeligheden i os er så stor, da fristes vi til modløshed. Men da siger apostlen: Bliv ikke modløs, vi har en som hjælper os: ”Ånden hjælper os i vor skrøbelighed.” I samme vers bruger apostlen udtrykket Ånden selv.

Så er dette den store hjælper, trøster, vejleder og forsvarer. Vor himmelske Far har, på grund af Sønnens fuldbragte værk og forbøn, givet Ånden som opgave at følge og vogte hans børn hele livet her på jord.

Selv med alt det Gud har givet os i Sønnen, og med alle nådens midler og hele Åndens værk i vore hjerter, ville vi ikke komme lykkeligt gennem alle livets farer og vanskeligheder, om ikke ”Ånden selv” vogter, leder og trøster os.

Det er nok også det samme Kristus vil have frem overfor sine disciple når han forbereder dem på sin bortgang. Netop da ser vi at han ofte gentager løftet om en anden Talsmand. Han havde også givet dem de herligste løfter. Han havde lovet dem at selv om han nu skulle forlade dem, skulle han ikke lade dem blive faderløse tilbage. De skulle også få ham at se igen, og få en glæde som ingen kunne tage fra dem.

Han havde sagt til dem at i hans Fars hus var der mange rum. At han nu gik bort for at gøre en plads rede til dem. At de kendte vejen, fordi han selv var vejen. Og at han skulle komme igen og tage dem til sig m.m.

Men selv med alt dette lader han dem også skønne at de endnu ikke er trygge for al fare. Derfor giver han dem endnu et løfte, som han så ofte gentog; at han skulle sende en anden talsmand til dem, sandhedens Ånd. Han skulle altid blive hos dem, lede dem i sandheden og minde dem om alt det Jesus havde sagt.

Dette må vi alle skrive dybt ind i vore hjerter; at vi slet ikke er overladt til os selv, til vor egen omsorg, eller at det skal være afhængigt af vor egen styrke om vi skal få sejr i kampene. Nej, da ville vi være helt fortabt. Men ”Ånden selv hjælper os i vor skrøbelighed.”

I grundteksten har ordet hjælper en dyb betydning. Det betyder egentlig ”tage i med,” altså tage i med en man vil hjælpe, ”lægge hånden på værket” sammen med ham.

Ånden selv går ind i vore skrøbeligheder, vor hjælpeløse situation. Ikke for straks at tage vor skrøbelighed, men for at lede alt sådan at hans kraft bliver åbenbaret i vor skrøbelighed. Så vi til sidst bare skal beundre og lovprise ham, hans visdom, hans trofasthed og magt.