15. december

Lad os nu ikke længere dømme hverandre, men lad hellere dette være vor dom; at ingen må lægge nogen anstødssten eller fælde for sin bror. Rom. 14:13.

Her taler apostlen i en kærlig, men indtrængende tone, og tager sig selv med i denne formaning: ”Lad os nu ikke længere dømme hverandre.”

Denne formaning opvækker os, og viser os at vor trang til både at dømme og såre brødre må være større og mere forfærdelig end vi sædvanligvis tror.

At vor trang i den retning er meget stor, mærker vi snart hvis vi ser på os selv. Vi ser hvor hurtige vi er til at dømme vore brødre i alle mulige anledninger. Denne trang sidder fast i os alle, men har særlig magt i selvsikre mennesker som endnu ikke er knust af Guds dom over deres indre menneske. Derfor er de ikke tugtet af sin egen elendighed, og heller ikke gennemtrængt af Guds nåde.

Men kender vi ikke alle denne trang i os selv? En bror har måske ikke samme måde at udtrykke sig på som vi selv bruger eller er vant til. Så stiller vi straks spørgsmål ved om han i det hele taget har liv i Gud. Selv om han ikke har sagt noget som vidner om vantro eller falskhed i ånden.

Det kan være at han har en anden mening end os i et spørgsmål som ikke har noget med selve livet og frelsen at gøre. En anden måde at være på, klæde sig på, noget andet han spiser og drikker. Eller vi har ret og slet en mistanke om at han ikke er oprigtig og alvorlig nok.

Og endnu mere udpræget hvis vi opdager en virkelig synd eller svaghed hos ham. Da tror vi at vi også har al mulig ret til at dømme ham, uden først at have talt med ham om dette, om det er en helt bevidst synd som han selv bare forsvarer og undskylder, eller tværtimod virkelig angrer og kæmper imod?

Luther siger: ”Vi er nogen dåragtige hellige. Selv om vi hver eneste dag bærer synden i os, og hele vort liv altid trænger til forladelse, vil vi alligevel at enhver bror altid skal være fuldstændig fejlfri.”

Og har en bror så derudover begået en fejl mod os, eller sagt et eller andet fornærmende ord eller lignende som rammer os, da har vi straks øjne som ørnen. Da våger vi over og ser hver eneste fejl hos ham. Sådan er menneskets hjerte! Og her er den egentlige kilde til al dømmesyge og det ukærlige sind i os.

Det er hjertet, det er vor natur med al dens ondskab, selviskhed og egenkærlighed alt dette kommer fra. Og som gør at selv Guds børn ofte forblindes så de bare tror de drives af en hellig nidkærhed, når de dømmer og skubber en bror fra sig. På trods af at de jo handler tværtimod den formaning vi har foran os i dag, og mod det store kærlighedsbud. For når de dømmer, gør de jo slet ikke sin næste noget godt, men altid bare ondt.

Denne, selve vor store trang til at dømme, har nok uden tvivl været en væsentlig grund til at Paulus skriver så meget om dette.

Men der kan også have været endnu en grund til at Paulus skriver dette; nemlig at dette dømmende væsen er et meget større onde end vi sædvanligvis tror. I vore øjne er det som regel helt i orden, om ikke ret og slet både godt og retfærdig, at vi dømmer en bror. Men så er det altså tværtimod både en særdeles ond og skadelig synd.

Ikke nok med at den som dømmer dermed foragter Guds enerådende ret til at herske over sine tjenere, og dermed griber ind i en ret som bare tilhører Herren. Men han forårsager samtidig meget ondt for sine medmennesker. Hvor meget bitterhed, mistænkeliggørelse, strid og splittelser er der ikke opstået bare på grund af at nogen uretmæssig har dømt andre!

En ydmyg og fortrolig formaning lægger grundlag for at rette det op som er galt. Mens al uretmæssig dom over hjertets indre holdninger og skjulte hensigter derimod bare er egnet til at vække bitterhed og ondskab, splittelse og strid mellem brødre. Kort sagt er dette at dømme på alle måder et afskyeligt onde. Og dette må der vel have været en grund til at Paulus så indtrængende advarer, og afslutter sådan: ”Derfor, lad os nu ikke længere dømme hverandre!”

Men lad hellere dette være vor dom; at ingen må lægge nogen anstødssten eller fælde for sin bror. Her bruger apostlen ordet dom eller dømme i en særskilt betydning. Ovenfor har vi taget den første del af dette bibelsted frem, hvor ordet taler om selve den utilladelige trang efter at dømme andre brødres samvittighed og indre tilstand.

Her anvendes derimod ordet dømme i en anden betydning; om at afsige en fast dom over mig selv; om at jeg aldrig skal lægge nogen anstødssten eller fælde for en bror.

Denne måde at tale på, hvor samme ord anvendes i to forskellige betydninger, bruges for hurtigt at henvise til noget som er omtalt foran, kort at antyde modsætninger, og skille det ene forhold fra det andet.

Her vil apostlen da sige: I stedet for at bruge jeres tanker til ukærlige domme over andre, så brug dem nu hellere i kærlighedens tjeneste. Lad hellere dette være vor dom; at I bestemmer jer for at I aldrig vil lægge nogen anstødssten for brødrene.

Ordene som er brugt i grundteksten for at ”lægge nogen anstødssten” og ”lægge en fælde” har samme betydning: ”Støde fra sig og forberede til fald,” ”såre svage samvittigheder,” ”forvirre og gøre brødre urolige.”

Dette kan nemlig let ske når stærkere brødre bruger sin frihed på forkert måde. Svagere sjæle kan da enten gøres urolige og blive usikre i den rette opfattelse af evangeliet. Eller de forføres til at gå ind på et levesæt som kan være ret nok for den stærke, men som de endnu ikke har fuld frihed for i sin samvittighed. Og som dermed vil give dem store problemer og anfægtelser.

Dette er jo noget de kristne ikke burde være årsag til, men hellere have den faste holdning aldrig at ville lægge nogen anstødssten for en bror.