13. oktober

Den som holder sig til gerningerne, får ikke lønnen regnet som nåde, men som noget han har fortjent. Rom. 4:4.

I grundteksten hedder det egentlig: ”Ham som virker, som arbejder.” Eller som Luther så træffende gengiver det: ”Som omgås med/er optaget af gerninger.”

Meningen er uden tvivl den vor tekst (COR’s) Bibel gengiver: ”Den som holder sig til gerningerne.” Ordet ”virker,” eller ”arbejder” i grundteksten, har fået en god oversættelse i vor tekst, hvor det klart viser at hjertet har sin trøst i gerningerne. Det fremgår bl.a. klart af det apostlen skriver i næste vers, og hvor han udtrykker det modsatte: ”Men den som ikke virker, men tror på ham som retfærdiggør den ugudelige...” Der bemærker vi at ordet ”virker” her betyder at hjertet har sin trøst i virksomheden, eller gerningerne.

Desuden forstår vi at hvis hjertet var frigjort, var dødet fra loven, og i troen forenet med Kristus, da var virksomheden og gerningerne ikke nogen hindring for retfærdigheden overfor Gud. Da var den tværtimod en frugt og en stadfæstelse på at de levede i denne retfærdighed.

Sagen er at uanset hvordan din opfattelse og din bekendelse er, så kan hjertet ikke have sin trøst i noget andet end i en af disse to muligheder: Enten i din egen virksomhed, det du er og gør. Eller: I ham som retfærdiggør den ugudelige.

Det vi fortjener ud fra vor egen virksomhed, og Guds nåde gennem Kristus, er direkte modsætninger. Har jeg sat mit håb til noget jeg selv kan udrette, så kan jeg umuligt samtidig have sat mit håb til Kristus. For da kredser dit hjertes tanker bare omkring dine gerninger og virksomhed, uanset om din forstand og mund siger noget andet. Og da er du en ”som holder sig til gerninger.” Af Gud får du da bare efter det du har fortjent, ”det som er dit” (Matt. 20:14).

Han får ikke lønnen regnet som nåde, men som noget han har fortjent. Læg mærke til dette: Den som arbejder får ”løn” - ikke nåde, men ”løn.” Har han helt og holdent udrettet alt sådan som vingårdsmanden forlangte, så får han den aftalte løn, og behøver ikke takke for den, som for en nådegave. For det er jo bare det han selv har fortjent.

Og skulle han på den anden side ikke fuldt ud have gjort sin pligt, så bliver han straffet. Han får ikke noget som helst af nåde. Sådan er loven. Den som holder sig til lovens vilkår, bliver også dømt bare efter disse. Sådan har vi også set det forklaret af vor Herre Jesus Kristus i lignelsen om arbejderne i vingården.

I Guds riges vilkår gælder en urokkelig regel, der gives der ingen skånsel: Den som holder sig til gerningerne, skal aflønnes bare efter det han selv har fortjent, og får ikke noget som helst af nåde. Dette kan synes meget hårdt, når måske et sådant menneske har gjort mange flere gerninger end den som beder om og får nåde. Men det hjælper ikke. Der ligger en streng og ubevægelig tone i Skriftens ord på dette område.

Når en af arbejderne klagede, gav vingårdsmanden ikke efter, men svarede: ”Blev du ikke enig med mig om en bestemt dagløn? Tag det som er dit og gå bort!” Samme knusende tone bruger apostlen også i Rom. 9. Der er det jødernes ubøjelige egenretfærdighed og den fordømmelse som dermed hviler over dem, som driver ham når han siger i den samme tone: Det hjælper ikke hvor meget I end arbejder og løber for at blive retfærdige. I har Guds udvælgelse mod jer. Gud har bare udvalgt den som tror, og har forkastet dem som er optaget med gerninger.

Alt afhænger af Gud selv. ”Det kommer ikke an på den som vil, heller ikke på den som løber, men på Gud som viser barmhjertighed,” når det gælder hvem som skal blive frelst. De som har stræbt efter retfærdighed, har ikke fået den. Men de som ikke søgte retfærdigheden, har fået den. Og hvad var grunden til det? Jo, fordi de første søgte retfærdigheden gennem gerningerne, - de fik den ikke. Mens de andre derimod, som tog imod den i tro, de fik den.

På samme måde taler han i Gal. 4. Der skiller han dem som søger frelse i to grupper. Som billede på disse to grupper bruger han Abrahams to sønner, trælkvindens søn og den frie kvindes søn. De er dermed altså trælle eller børn, som han senere også kalder ”løftets barn.” Og der forkynder han uden skånsel: ”Driv trælkvinden og hendes søn ud, for trælkvindens søn skal ikke blive arving sammen med den frie kvindens søn!”

Dette er jo hårdt at høre. Når de har arbejdet og trællet i lang tid, skal de alligevel til sidst drives ud! Mennesker som har været med i himmerigets bryllup på jorden (Matt. 22), og virkelig lagt vægt på gode gerninger og et ret liv (skildret med ”hænder og fødder”). Men dette har været hele deres kristendom, så de til sidst ikke har ”bryllupsklæderne” på sig. Derfor siger Jesus at de skal ”kastes ud i det yderste mørke.”

Så glødende er Herrens nidkærhed altså for retfærdigheden efter sin lov, og for sin Søns ære!

Åh, måtte alle mennesker, som vil være eller blive kristne, tænke grundigt over dette; at der i dette spørgsmål ikke går an at svæve hid og did med sine egne tanker, og selv at udstikke en vej til frelse som de synes passer!

For her står vi overfor en urokkelig Guds beslutning, som intet menneske har fundet på, og som intet menneske kan ændre. Det er den almægtige Guds egen rådslutning at den som vil blive frelst, kan kun blive det som en fattig, fortabt synder. Som har opgivet al sin egen retfærdighed og egne muligheder, og søger sin frelse alene i Kristi retfærdighed.