12. august

Sådan som Kristi lidelser kommer over os i rigt mål, sådan bliver også vor trøst rigelig ved Kristus. 2. Kor. 1:5.

I denne onde og jammerlige verden kan det let ske at en kristen kan blive opslugt af modløshed og mister freden, som er så vigtig. For at dette ikke skal ske, er det så vigtigt at have sit hjertes anker, sin skat og glæde i Herren alene. Og at vi altid fylder og styrker hjertet med vore dybe, himmelske grundsandheder, vor store fryd, vor herlighed og vore rigdomme i Herren.

Det er bare et faktum at meget usigelig bittert kan komme til at ramme en kristens hjerte i denne onde verden, som med al grund kaldes en jammerdal. Hvor meget lidelse og sorg har syndefaldet ikke spredt ud over jorden; det mest hjerteskærende savn og sorg, den mest utrolige nød og smerte!

Og for en sjæl som lever under Åndens tugt og bearbejdelse, betyder det en stadig nød over synden som bor i ham, over en anfægtet samvittighed og alle Satans glødende pile mod et opskræmt og blødende hjerte.

Desuden er vi omgivet af hele skaren af onde sjæle som går fjendens ærinde. Og hvor mange problemer og smerter kan denne hær ikke påføre en fattig flygtning som har vovet at gå ud fra Babel og vidne om fordærvelsen der! Jo, her er vist nok sorg og anfægtelser nok! Her er det sandelig nødvendigt med både en overmenneskelig og overjordisk opholdelsesdrift, hvis vi ikke skal miste al trøst, og give op på vejen. Og alligevel siger Paulus at han ikke bare havde rigelig trøst, men også en ”usigelig glæde i al sin trængsel.”

Hvordan kan dette ske? Hvordan kan man få så specielt et sind, at man kan glæde sig midt i trængslen, og til og med en usigelig glæde? Ja, dette har vi set utallige eksempler på til alle tider. Eksempler på svage og skrøbelige kristne som med et smil, og et glad og frydefuldt hjerte kunne miste alt, ja, til og med sit liv.

Hvad er hemmeligheden med at få et sådant sind som er højt hævet over alt jordisk, få så totalt uafhængig en indstilling at al verdens ondskab og alle helvedes magter ikke kan røve freden og glæden fra os?

Hør nu, og læg godt mærke til dette! Det sker bare ved at du ejer, og holder levende fast i dit hjerte, en så stor lykke at den fuldkomment opvejer alt det bitre som kan møde os her på jord.

Her er hemmeligheden: At eje denne lykke som overgår alt andet. Og da ikke bare som noget man har en kold forstandens kundskab om. Men med en levende hjertets tro, og i fuld vished.

Udover denne store lykke må vi altså også have modtaget Den Hellige Ånds nåde i hjertet. Derfor siger apostlen også at glæde og fred er Åndens frugter. Men grunden og måden vi får disse Åndens frugter på, er at hjertet bliver fyldt af sin store lykke.

Læg bare mærke til dette billede: En virkelig lykkelig brud, som er vokset op i den dybeste fattigdom og vanære, skal nu gifte sig med en rig og på alle måder god mand som elsker hende. Og hun elsker ham mere end sit eget liv. Nu er hun på vej til hans slot. Der skal hun forenes med ham, og sammen med ham blive medejer til al den rigdom, lykke og glæde som venter hende. Hvor let overser hun ikke alt det som skaber problemer på rejsen? Hvor let tager hun det ikke, om hun til og med mister noget?

Om et ubehageligt menneske langs vejen kaster et vredt blik efter hende eller forulemper hende med ord, er det ikke lang tid dette tynger hende. Hun har nok med sin mands kærlighed og smilet han møder hende med. Så fuldstændigt fylder hendes store kærlighed hele hendes hjerte.

Her ser du at det som behøves, er bare at hjertet er fyldt af den store lykke som overskygger alt; at leve forenet med Den Almægtige, og eje hans venskab. Vide at man er udvalgt til et evigt liv, til barn og arving i himmelen, til herlighedens Herres brud. I hjertets tillid kunne læne sit hoved til Frelserens bryst, og i troens fulde vished kunne sige: Min ven er min, og jeg er hans.

Ja, dette er virkelig noget som kan gøre vor glæde ”fuldkommen,” - dvs. ikke så fuldkommen som den skal blive i himmelen. Men sådan som den her i troens rige kan være, hvor vi endnu er på vej til vor Herres slot, og endnu, i denne jordiske hytte, bare ser og føler det som er for vore øjne, i os og omkring os. Men fordi vi allerede samtidig ejer, og kan glæde os over dette som vort hjerte allermest ønsker og søger.

Derfor synger vi:

”Min største salighed grønnes,

Jeg har alt det jeg ønsker.

For hele Frelserens person

Er min igennem troen.”

Det er en ”fuldkommen glæde.”