11. november

Da vi har den samme troens Ånd, der står skrevet om: Jeg tror, derfor taler jeg, så tror også vi, derfor taler vi. 2. Kor. 4:13.

Her tænker nogen måske at der findes nu trods alt så mange fine kristne mennesker som aldrig har det med at skulle tale om det de tror, men som viser sin tro i sine gerninger.

Da må vi bare svare: Hvor står der skrevet at dette er rigtigt? Hvor står det i Guds ord at sådanne mennesker, som aldrig har lyst til at tale om Kristus, er kristne? ”Men de er jo så fine mennesker!” Ja, måske. Men hvor står det skrevet at de er kristne? Fromhed, en fin, redelig og human fremfærd overfor mennesker, kan komme fra mange kilder uden at være troens frugt.

Hvor står der skrevet at de som har fået så stor en skat i hjertet, som Kristus er, skal kunne tie om ham? Med Skriftens ord og eksempler foran os kan vi bare strække os så langt at enkelte nyfødte og særligt svage børn i nåden, til en vis tid, eller i visse tilstande, kan være åndeligt stumme. Men det har aldrig været Guds mening at de altid skulle have det sådan.

For en tid kunne Josef af Arimatæa være en Jesu discipel ”i hemmelighed af frygt for jøderne.” Vi ser også at Nikodemus i en bestemt situation opsøgte Jesus i skjul af nattemørket. Men senere ser vi dem begge to træde åbent frem med sin bekendelse.

Noget ganske andet er det om vi i en svækket tilstand, af menneskefrygt eller kødets træghed en gang imellem tier om Herren. Det kan mangen en gang ske med Guds børn. Men det vil altid blive forladt når vi går til nådestolen med al vor synd og vore fald, og der beder om tilgivelse og ny kraft.

Noget helt andet er det når vor tro og åndelighed er af en sådan art at den aldrig skaber nogen indre lyst og trang til at bekende Jesus. Her må Guds ord selvfølgelig gælde mere end alle menneskers tanker og meninger.

Og nu lærer Guds ord altså, som vi allerede har set, for det første at det ligger i selve vor nye natur at vi gerne vil tale om det hjertet er optaget med. For det andet at den sande tro fylder hjertet med store, himmelske skatte, og med iver og nidkærhed for Herrens ære og for at sjæle må blive frelst. Og at alt dette da også må komme til udtryk i vor tale.

Guds ord lærer os også at de troende bestandig ikke bare har bekendt Jesus med gerninger, men også med munden. Og Skriften lærer at de ikke bare talte på opfordring, men var drevet af det hjertet strømmede over af. ”Det hjertet flyder over med, det taler munden.” Dette siger Herren selv.

Alt dette giver os særligt tre vigtige lærdomme: Den første: Er det endnu aldrig blevet sådan med dig at det er din lyst og trang at tale om det åndelige? Har du heller ikke den kærlige nidkærhed for Herrens ære og andres frelse at du ønsker du kunne få sagt noget som kunne tjene netop til noget af dette? Lad det da være helt klart for dig at du endnu ikke kender den levende tro.

Om så alle regner dig for en kristen, så lever du bare i en falsk og selvgjort kristelighed. Prøver du så at rette på sagen ved at begynde at tale om Jesus, for ligesom at have tegnet på den levende tro. Da er dette bare et forsøg på at bedrage dig selv.

For Skriften taler om en bekendelse som udspringer af en indre trang og lyst som skabes af den levende tro. Ikke en bekendelse som man må tage sig sammen for at få.

Nej, indse at du mangler selve kilden til bekendelsen; den levende tro. Bær så denne nød frem for Herren. Og giv dig ikke før du har fået en tro som selv skaber de virkninger du over alt i Skriften vil se altid har fulgt med den sande tro.

Den anden lærdom gælder dig som gennem Guds store nåde har fået denne tro på Jesus. Det er blevet en glæde for dig at tale om ham til alle du kender, og at kunne vidne om ham til hans ære og til frelse for mennesker.

Er dette din trang og lyst, selv om du også dagligt knuses af al din skrøbelighed og forsømmelser netop i dette? Og har du det sådan at når du så fornyes og forfriskes i troen, så får du også en fornyet og forøget lyst og trang i bekendelsen? Da skal du vide at, uanset alle dine fald, så vidner dette om at Herren bevarer dig i sin nåde og har skabt den tro i dig som vor tekst og hele Skriften vidner om.

I dit kød og blod findes denne lyst til at tale om Jesus aldrig, denne inderlige trang efter at mennesker må blive frelst, og at ophøje Herren. Sådan skal Guds værk kunne genkendes på dets frugt, også ”frugt af læber som bekender hans navn.”

Den tredje lærdom er: Hvis det nu er sådan du har det, og din ånd tragter efter at vidne om Herren. Men træghed i kødet, verdens fjendskab, - eller venskab, - og andre forhold, holder dig tilbage. Våg da, og bed at du nu ikke må følge kødet, og blive ulydig mod Ånden. For da kan Guds værk kvæles i dig igen.