1. september

Derfor ophøjer Gud sin kærlighed til os ved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere. Rom. 5:8.

Gud ”ophøjer gennem dette sin kærlighed,” siger apostlen. Gud ”fremstiller sin kærlighed,” dvs. markerer, understreger og beviser den for hele verden, ”gør den så stor, så sikker og åbenlys at det ikke er muligt for et menneske at tvivle på dette, hvis de virkelig ser dette sandhedsbevis” (Luther).

Den som er fuld af tvivl om han ejer Guds kærlighed, som er urolig og frygter for Guds vrede over synden, burde med dette bevis begynde at ane noget om Guds hjertelag. Burde begynde at indse at selv om Gud har en hellig nidkærhed mod synden, så må hans hjerte alligevel brænde af uendelig kærlighed og ømhed overfor syndere.

Men dette ville vi aldrig have kunnet udtænke hvis ikke Gud havde åbenbaret det gennem dette store bevis. Med dette understreger Gud sin kærlighed til os. Det er også bare samme bevis Kristus bruger når han vil understrege sin Fars kærlighed til os: ”Så højt har Gud elsket verden at han gav sin Søn, den enbårne.”

Johannes siger også at dette er selve beviset: ”På dette kender vi Guds kærlighed, at han gav sit liv for os.” Og videre: ”Ved dette blev Guds kærlighed åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin enbårne Søn til verden, for at vi skal leve ved ham.” 

Havde vi ikke haft disse vidnesbyrd, havde vi ikke kunnet tænke noget så stort om Guds hjertelag. Så hedder det da også ganske rigtigt at derfor har Gud bevist sin egen kærlighed på denne måde. Det er bare Guds egen, usammenlignelige kærlighed, som beviser sig selv på denne måde.

Når vi elsker nogen, må det være en ven, eller i det mindste et godt, elskværdigt menneske. Ser vi derimod noget vi ikke bryder os om hos et menneske, eller det er en uven, eller en som bagtaler os, da plejer vi ikke at elske, men tværtimod at hade sådanne mennesker. Sådan er den kærlighed vi har af naturen.

Gud har det allerstærkeste had til synden. Der ud over ser han at alle mennesker er fulde af synd. Alligevel har han altså så stor kærlighed til synderen at han hellere sendte sin elskede Søn i døden, end at se syndere dø uden håb.

Tænk så grundigt over det apostlen så ofte gentager; at Gud gjorde dette for ugudelige, for syndere, mens vi endnu var fjender. Da vil du nok i stor forundring måtte sige: Åh, gode Gud, hvordan kan du da have så stor en kærlighed? Er det sandt at du elsker så højt? Og hvad er det som driver dig til denne kærlighed?

En gammel Guds tjener havde længe fordybet sig i dette spørgsmål: Hvad kunne den egentlige årsag være til Guds kærlighed til syndere. Og han siger at han omsider bare har dette svar: ”Gud elsker, derfor elsker han.” Årsagen lå netop i Guds eget kærlige væsen. Han havde et hjerte som var fuldt af kærlighed. Derfor elskede han.

Gud har selv skildret sin kærlighed med billedet af en mors kærlighed. Vi ser hvordan en mor med utrættelig kærlighed bærer og plejer sit syge barn den ene dag efter den anden. Også om natten når andre mennesker sover, er hun lige utrættelig vågen ved barnets seng, eller bærer det i sine arme, - et barn som endnu aldrig har kunnet gøre andet end bare at udmatte sin mor med alt hvad det trænger til.

Spørger du så denne mor hvorfor hun alligevel elsker barnet så højt, har hun ikke nogen anden årsag end den at hjertet driver hende til det. Hun vil undre sig over dit spørgsmål, og sige: Det er jo mit barn! At hun elsker sit barn, er jo ganske enkelt naturens lov for et moders hjerte. Hun behøver ikke tvinge sig til det. Og det er ikke en gang noget tegn på at det er en særlig engageret mor, men bare en mor!

Dette moderhjertets natur er så stærk at selv om det også, når det vokser til, bliver problemer med dette barn, at det kommer på kant med loven og bliver straffet, kan en naturlig mor ikke se på dette med ligegyldighed. Det vil smerte hende dybt i hjertet. For sådan er et moder-hjertes natur.

Tænk om det er på samme måde med Guds hjerte! Tænk om Gud har lige stor kærlighed til os som en mor til sit barn! Og så siger Gud altså selv at han har en endnu dybere kærlighed. For så siger Herren: ”Kan en kvinde glemme sit diende barn, så hun ikke har medynk med barnet ved sit bryst? Sandelig, disse kan vel glemme, men jeg kan ikke glemme dig!” ”På dette kender vi Guds kærlighed, at han gav sit liv for os.”

Men dermed har vi også berørt endnu et forhold som kan forklare Guds kærlighed til mennesker. Det er kærligheden til barnet. Dette siger han os jo gennem ordene han taler om sig selv når han spørger: ”Kan en kvinde glemme sit barn?” Uanset hvor dybt vi er faldet, hvor ynkelige vi end er, og hvor langt vi er kommet ud i synd og ugudelighed, - så kan Gud alligevel ikke glemme at menneskene er hans børn.

Han siger at han har en mors kærlighed til os. Herren, vor Gud, har jo skabt os til sine børn og arvinger. Og selv om djævelen forførte os, ville Gud alligevel ikke bare overlade byttet til ham. Endnu ville han foretage sig noget for at frelse barnet. Dette kan til en vis grad forklare denne ellers så ubegribelige Guds kærlighed som gjorde at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.