1. oktober

Forlad os vor skyld! Matt. 6:12.

Denne bøn: Forlad os vor skyld, er for det nye menneske det samme som hjertet er for hele legemet. Og som dermed også er det som sætter alle livets øvrige kræfter i bevægelse.

Hvis hjertet standser i et legeme, da pumpes blodet ikke længere gennem årene. Da er livet slut, da flygter sjælen. Det samme sker når denne bøn ikke længere er et pulserende liv i vort indre menneske. Når der ikke længere er et suk om forladelse, når vi ikke længere trænger til at komme til nådestolen, da er det slut med nådelivet, da flygter Guds Ånd.

Vi ved jo at hele det åndelige liv afhænger af to væsentlige nådens værk i os: Omvendelse og tro. Eller på den ene side en levende erkendelse af synden, som driver mennesket ind i bøn både om forladelse og om hjælp mod synden. Og på den anden side livet under nåden, som drager mennesket til nådestolen hvor det begærer og tager imod denne forladelse.

Til disse to allervigtigste livsfunktioner i vort åndelige liv er det Herren har givet os denne bøn. Vi ved, at om alt andet som vi behøver til liv og gudsfrygt findes hos et menneske, men selve livet ved nådestolen mangler, så er alt koldt og dødt.

Det stadfæster Herren når han siger til englen for menigheden i Efesos: ”Jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed”. ”Den første kærlighed” er den kærlighed vi havde i forlovelsestiden, den kærlighed vi får når vi netop er blevet benådet. Herren siger: ”Den som er meget forladt, elsker meget”. Dette er det første denne bøn vil lære os.

Herren lærte sine børn denne daglige bøn: Forlad os vor skyld!  Da lægger jeg først og fremmest mærke til at det altså er et kendetegn på hans børn; at de altid vil have en trang til at få forladelse, og altså kender sine synder, som bekymrer dem.

For han kan ikke have ment bønnen skulle være et tomt udtryk for noget som ikke længere bekymrer os. Det er jo et forfærdeligt skuespil om vi bare fortsætter med at bede denne bøn uden at vi bevidst har nogen synd og anger! Må Gud virkelig gøre os alvorligt bange for et sådant hykleri!

Så viser denne bøn os da, at de sande kristne altid skal kende lovens og samvittighedens dom over sine synder, og derfor også altid skal have behov for visheden som syndernes forladelse.

Men det næste vi lærer her, er at det ikke er noget bevis for at vi har et ret kristenliv, når vi har synd som bekymrer os. Der findes enkelte kristne som på trods af alt sit lys over evangeliet, og flittig brug af dette, alligevel sjældent er virkelig fri i sin ånd. Bare fordi de ikke kender noget af den kraft og udfrielse fra sine synder som de mener den rette tro skal give dem.

De ved nok at Guds rette børn også har synd, at kødet strider imod Ånden osv., for det ser de i hele Skriften. Men straks de ser nogen virkelig synd hos sig selv, bliver de forvirret. Da mister de straks frimodigheden, fordi de tænker at sådan noget ikke skulle forekomme hvis de virkelig var sande kristne. Men dette viser jo at inderst inde har de den forestilling at en sand kristen ikke har virkelige synder.

Hver gang vi beder denne bøn: Forlad os vor skyld, burde vi opvækkes fra denne vildfarelse, og indse at der også må findes virkelige synder hos de sande kristne. For vi behøver da ikke bede om forladelse for synder som ikke findes hos os -!

Nej, når Herren Kristus har lært sine bedste disciple en bøn som de og alle sande kristne dagligt skulle bede. Og der har han lært dem at bede: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere!” Da indser jeg at hans sande børn altid har virkelige synder at trækkes med. Gud har ikke tænkt sig at der skulle være nogen børn som var fri fra synd. Men tværtimod at synden altid skulle plage dem.

Det tredje jeg skønner, når Herren lærte os at bede denne bøn, er at han virkelig vil forlade vore synder. At hans holdning altid er at give sine børn forladelse for deres synder.

Tænk; når den trofaste Frelser sagde: ”Derfor skal I bede sådan: Fader vor, ... forlad os vor skyld”, da vil han selvfølgelig også forlade dem. Her har vi også den vældige trøst i dette at Herren har lært os at bede om noget helt konkret. Da ved vi jo altid at dette konkrete han selv har lært os at bede om, må han i hvert fald ville give os.

Denne trofaste Herre og Frelser udgød sit blod til syndernes forladelse. Så har han lært os at bede denne bøn om syndernes forladelse. Skulle vi da kunne tro at han ikke ville forlade dem, når vi kommer og beder ham om det? Skulle han i dette mest alvorlige forhold når det gælder vor sjæl, ville holde os for nar, - han som i sin store kærlighed kom til verden og gav sit blod for os?

Hvem kan det være som alligevel gør dette spørgsmål så tåget for os, som fylder vore hjerter med uvished når det gælder Guds nåde, så vi næsten aldrig har virkelig fred og vished om dette? Mærker vi ikke at det er vor sjæls fjende?

Lad os derfor begynde at stole på Kristi trofasthed, og hvile trygt i denne forladelse!