1. december

Ethvert menneske skal underordne sig de styrende myndigheder. For der er ingen myndighed uden at den er fra Gud. Rom. 13:1.

Ethvert menneske som vil holde sig efter Guds ord, skal være klar over at han er pligtig til at vise de myndigheder han har over sig al mulig respekt og lydighed i alle ting.

Dette skrev apostlen altså til de kristne i Rom, som jo havde hedenske myndigheder. Havde de ikke fået eller hørt på denne apostoliske formaning, så havde de vel bare gjort det de selv syntes var ret. Og da havde de nok haft vanskeligt ved at tænke sig at de til og med skulle vise respekt og lydighed selv mod tyrannen Nero. De ville vel hellere have anset det for ganske kristeligt at hjælpe til med at styrte ham fra tronen.

Vi ved at jøderne ofte gjorde oprør efter at de kom under romersk herredømme. Dette har gjort at det har været særlig vigtig for apostlen at bruge så mange og klare ord om netop dette.

Men når de kristne i Rom burde vise så stor respekt for sine hedenske myndigheder -. Hvor stærkt fordømmes da ikke også her den ”frigørelses-bølge” som selv indenfor kristenheden i vore dage hæver sin frække røst mod myndigheder og mod al øvrighed! Dette burde kristne mennesker indprente sig, og ikke lade sig forvilde af de ugudeliges påfund.

Apostlene har mere end en gang givet os formaninger netop om dette. ”Derfor skal I underordne jer al menneskelig øvrighed for Herrens skyld, enten det er under kongen som den øverste, eller under landshøvdinger, som er sendt ud af ham til straf for dem som gør ondt, men til ros for dem som gør godt. For det er Guds vilje at I ved at gøre godt skal stoppe munden på uforstandige og uvidende mennesker.” ”Mind dem om at underordne sig under styrelsesmagter og myndigheder, og være lydige” osv.

Vor pligt overfor myndighederne er altså klart og forståeligt nok udtrykt. Mere underlig synes vi vel det er, der hvor apostlen nu tilføjer:

For der er ingen myndighed uden at den er fra Gud. Og dette er hovedgrunden til at vi skal være lydige mod al myndighed. Men hvordan skal vi så opfatte dette at al myndighed er fra Gud? Den er jo ofte både ond og ukristelig.

Dette er ikke opfattet ret hvis vi bare siger at det betyder at Gud må tillade alt det der sker. Altså at selv en ugudelig myndighed bare kan sidde i sin høje stilling hvis Gud tillader det. Nej, det som Gud bare tillader, kan ikke kaldes at være fra Gud. Desuden tilføjer apostlen straks at ”de myndigheder som findes, er indsat af Gud.”

Det er heller ikke rigtig opfattet hvis vi siger at det bare er selve embedet som er oprettet af Gud, selv om de personer som har embedet kan have fået det mod Guds vilje.

Nej, apostlen siger udtrykkeligt at ”de myndigheder som findes, er indsat af Gud.” Og dermed også de personer som til enhver tid sidder i stillingen, og ikke bare selve embedet.

At selve embedet er indstiftet af Gud, er i højeste grad værd at tænke over. Det har sin grund i forældremyndigheden, og i det fjerde bud. Og er stadfæstet i mange Herrens ord overalt i Skriften.

Dermed er selve embedet ganske vist af Gud, og er en dyrebar gave. Men her siges der altså noget endnu mere; nemlig at også ”de myndigheder som findes, er indsat af Gud.” Dvs. at de som sidder i embedet har selv sin opgave fra Gud. Hvordan skal vi så forstå dette, når myndighedspersoner ofte er onde og ugudelige? Og når Herren samtidig altid hader det onde?

Dette må vi forstå i lys af den måde Gud styrer hele verden på. Enten han sender noget som i sig selv, er godt, eller i sig selv er ondt, så er alt han gør viselig og retfærdig. Også her må vi lære at tro på den ene almægtige Gud som har al magt i hele verden.

Kristus selv sagde til den romerske kejsers embedsmand i Jødeland: ”Du havde ingen som helst magt over mig hvis den ikke var givet dig ovenfra.” Og når det gjaldt de lidelser Pilatus dømte ham til, sagde han: ”Skal jeg ikke drikke det bæger som min Far har givet mig?”

Det var ”ovenfra,” det var af Kristi Far Pilatus havde fået sin magt til at dømme den uskyldige til døden. Har vi gode og kristelige myndigheder, så er dette en særlig Guds nåde over landet. Men er disse onde og ugudelige, så er dette en straf og tugt fra den samme hellige Gud. I en sådan situation må vi bare se på Gud, og respektere hans domme over os.

Al hans straf over os er jo lige så hellig som den nåde han viser os. Derfor bør vi for hans skyld også respektere og rette os efter de myndigheder han indsætter over os. På samme måde som vi i tider når vi har gode myndigheder, bare ser Gud i dette. Og for hans skyld er lydige mod disse gode myndigheder.

Om myndighedspersonerne er gode eller onde, så ser vi at apostlen siger tre gange her i Rom. 13 at de er ”Guds tjenere.” Den værste myndighed et land kan have, er altså af Gud, og sat i stand til at gøre Guds hellige vilje. Når Gud giver et folk onde, ugudelige og tyranniske ledere, eller bare som Esajas siger: ”... drenge til ledere, og ustyrlige børn til at herske over dem.” Da sker det som en straf og et ris over et ondt og hårdnakket folk, og som en prøvelse for Guds børn.

Det kan nok ske at et lands leder ikke har brugt den rette vej og de rigtigste midler til at komme til magten. Men uanset er han ikke kommet til magten uden at det har været Guds vilje. Og Gud kommer til at bruge ham, som allerede sagt, enten til straf eller til velsignelse for folket.

Den grundvold vor pligt til at rette os efter vore overordnede hviler på, er Guds råd og vilje. De som først vil granske ledernes egenskaber og handlingsmønster, før de vil rette sig efter dem, forkaster dermed fuldstændig hele denne grundvold.