Vintræet og grenene
"Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer. Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre. Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud som en gren og visner; man samler dem og kaster dem i ilden, og de brændes." Joh 15,1 - 6
Her møder vi Jesus i fortrolig samtale om forholdet mellem ham selv og hans disciple. Det gælder det tætte og fortrolige åndssamfund med Herren Jesus.
Jesus tager udgangspunkt i vintræet og grenene. ”Jeg er vintræet, I er grenene,” siger Jesus. I forholdet mellem træet og grenene må saften have frit løb i årerne hvis det skal være og blive til liv for grenene. Af og til opstår der en skade og da bliver mange af disse fine årer ødelagt.
Måske har du oplevet kraftige stormstød i dit liv? Og måske har disse stormkast skadet grenene? Måske har byrden været for tung gennem vinteren? Måske har noget bevidst prøvet at knække grenene? Måske har der været svampeangreb eller små insekter? Måske var det dårlige klimaforhold?
Jesus vil have et inderligt forhold med sine børn; at saften kan strømme frit, at hans livgivende Ånde og Ord kan strømme frit, sådan at grenene kan bære frugt.
Når gartneren skal passe og pleje træet bruger han en kniv til at skære de tørre grene væk. Samtidig passer og plejer han de grene som er svage. Sådan er det også i den åndelige verden – Herren må både tugte og trøste. Og bag dette ligger alvoren: ”Hver gren som ikke bærer frugt, tager han bort.”
Vi lever i en rastløs og en forjaget tid. Mange grene tager skade i denne tid. Ja, Guds ord taler om i Matt. 25, om at alle grenene skal blive skadet i den sidste tid – alle skal blive døsige og falde i søvn står der. Ja, så kan jeg jo spørge mig selv: Gælder det også mig? Eller vi kan spørge hinanden: Gælder det også os? Herren siger her i lignelsen om de ti brudepiger: at de alle blev døsige og faldt i søvn. Ja, det står der. Maner det ikke til eftertanke? Så er spørgsmålet om du og jeg er blandt dem som har olie på lampen når Jesus kommer?
Guds Ord vidner om igen og igen at djævelen ikke under én eneste sjæl himlen og derfor oplever enhver kristen kamp mod ondskabens åndehær – repræsenteret ved djævelen, verden og vort eget kød. Der er både ydre og indre fjender.
En kristen har en medfødt natur – kødet – som er på samme hold som djævelen, hvis jeg kan sige det sådan. Den dag et menneske bliver født på ny, - bliver omvendt, frelst, - den dag tager den Hellige Ånd bo i dette menneske. Ånden er hellig og ren. Derfor opstår der en livslang kamp på liv og død i en kristens indre mellem ånd og kød. Ja, jeg tænker tit når jeg ser på mine verdslige arbejdskolleger: Hvem der bare kunne leve så sorgløs uden bekymring og syndenød!
David er også selv inde på det i nogle af hans salmer. Men så er der jo håbet, det ejer de ikke. Menneskelivet er kun som et vindpust, en flygtig skygge, og så skal vi for evigt være sammen med Herren. Og da skal vi ikke beskæres mere, for da skal vi blive som ham.
I 1. Tess. 5,19, formaner Herren: ”Udsluk ikke Ånden!” Hvordan undgår vi det? Når en kristen falder i synd begynder Sandhedens Ånd at overbevise om synd. Og en kristen kan ikke blive ved at leve i synden eller forsvare den. Gør han det - udslukker han Ånden og det fører til åndelig død. Når et menneske står længe nok imod Åndens tale, kan det blive så forhærdet at det til slut ikke længere er modtagelig for Guds ord. Da får nådetiden ende før levetiden her på jord. Det er en forfærdelig tilstand at komme i. Vi må daglig bede Herren om, med alle midler, at forhindre os i at komme så langt ud.
Hvorledes taler Sandhedens Ånd? Guds Ord siger at: ”Åndens sværd er Guds Ord.” Ef. 6,17. Sandhedens Ånd bruger Guds levende ord til at tale til dit og mit hjerte. Lad os f. eks. tage det 8. bud: 2. Mos. 20,16: ”Du må ikke vidne falsk mod din næste”. Martin Luther skriver i sin forklaring til dette bud: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lyver vor næste noget på, ikke forråder ham, bagtaler ham eller bringer ham i vanry, men undskylder ham, taler godt om ham og optager alt i bedste mening. Citat slut. Ja, bagtalelse og misundelse er de to ting som har ødelagt mest blandt kristne igennem tiden. Hvem af os må ikke bøje hovedet her?
Gør du dette? Måske er der en person som du ikke kan komme overens med. Undskylder du, taler du vel om vedkommende? Tager du alt op i bedste mening? Eller prøver du at sige ting som kaster dårligt lys over vedkommende? Da synder du, siger Guds ord. Der er mange grene som har fået brud på dette bud.
Bibelen lægger ikke skjul på hvad bagtalelse udretter:
Når tungen har spredt sin gift, og Ånden begynder at pege på synden, er de fleste hurtige til at bagatellisere. Men for Gud er ingen synd en bagatel. Guds ord har mange eksempler på dette. Mirjam og Aron talte engang ondt om Moses fordi han havde taget en nubisk (etiopisk) kvinde til kone. Var det så alvorligt at de bagtalte Moses? Var det ikke uskyldig det de talte om? Nej sådan så Gud ikke på det. Derimod står der at Herrens vrede flammede op imod dem. Læs 4. Mos. 12, 1-15.
Hvis det levende og inderlige forhold mellem stammen og grenen skal holdes ved lige, må der ikke komme én eneste uopgjort synd mellem dig og Jesus. Du kan ikke undskylde én eneste synd, så alvorlig taler Guds ord. At falde i synd, er for en kristen som at falde i vandet. – Han kan ikke blive ved at leve der, så dør han jo!
Dermed er ikke sagt at vi skal være naive og sløve og forsvare løgnen og usandheden. Vi må ikke lade os opsluge af ligegyldighedens ånd. Det er vigtigt at vi er på vagt, at vi er vågne og har olie på lampen. Og Herren har givet os nogle våben til denne kamp, men læg mærke til at det er forsvarsvåben. De kan ikke bruges til angreb.
I dag er der næsten ikke noget der er synd længere, heller ikke mellem Guds folk. Heri ligger en årsag til at vingårdsmanden må skære grene af og kaste dem i den evige ild. Den Hellige Ånd sørger over dette. Hvordan er det i dit liv? Sørger Ånden over dig? Får han lov til at dømme synd som synd?
Når Ånden taler til din samvittighed og siger: ” – Det var ikke rigtigt det du der gjorde! – Det var ikke rigtigt det du lige nu sagde! Nu sårer du ham eller hende! – Du kan ikke læse dette! – Du kan ikke give dette rum i dine tanker! Osv.” Hvad siger du så? Bagatelliserer du synden? Prøver du at overhøre Åndens tale og tugt? Da bedrøver du den Hellige Ånd. Det advarer Guds ord os imod i Ef. 4,30: ”Vold ikke Guds hellige ånd sorg, den som I blev beseglet med indtil forløsningens dag.” Fører Åndens tale ikke til et opgør i dit liv, slukker du Åndens tale. Du bliver en tør gren som vingårdsmanden må skære af og kaste i den evige ild.
Kong Saul var et udvalgt redskab til at være konge over Guds eget folk, Israel. Men hvad skete? Han blev forkastet og til sidst forhærdet. Hvorfor? Samuel sagde til Saul i 1. Sam. 15, 23: ”Fordi du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge.” Vrager du, eller forkaster du Herrens ord når Ånden taler? Det er den største ulykke der kan ramme et menneske her i livet.
”Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden.” Gal. 5,22-25.
Hvad er Åndens frugt? - det er ikke noget du og jeg kan gøre. Kan du måske gøre glæde? – fred? – tålmodighed? - osv.? Nej vel. Åndens frugt er noget du er. At bære frugt har jo så ikke noget med arbejde at gøre. At bære frugt er ikke nogen gerninger du skal udføre. Det er ikke nogen aktiviteter du skal have sat i gang. At bære frugt er altså ikke noget du skal gøre. Kan du se hvor lille du er nu?
Se på Jesus! De tre år Jesus virkede her på jorden, - hvad gjorde han da? Jo, han gik omkring og gjorde vel. Og så elskede han sin Far og mennesker så højt at han lod sine fjender korsfæste ham. Og det som har forandret vores verden er ikke det Jesus gjorde, men det var det han var, og ikke mindst det han led.
Se på Jesu liv, det var fyldt med glæde, fred, kærlighed, osv. Vi skal leve Jesu liv videre på den lille plads som Jesus har sat os hver især på. Det er det som skal vinde verden. Det liv vi lever er vigtigere i Jesus øjne end det arbejde vi gør. Jesus lægger vort daglige liv tilrette med det ene mål for øje at vi skal bære mest mulig frugt til rette tid.
Åndens frugt er ikke noget du og jeg selv kan frembringe. Bemærk vi læser her at det er Åndens frugt! Det er altså noget som Gud ved den Hellige Ånd og Ordet virker i dig og mig gennem livssamfundet og hjerteforholdet med Jesus. ”Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt,” siger Jesus i vers 5. Men hvis Ånden ikke får lov at komme til, og hvis gartneren ikke får lov at rense og skære væk – da bliver det ikke Åndens frugt men menneskefrugt! Sådan en frugt kan se nok så stor og flot og ren ud, men den er ikke fra Gud!
Vi ved sikkert alt om hvordan vi skal opføre os for at blive regnet for kristne. Vi kan de rette talemåder, vi har stor visdom i skriften, vi kender alle skriftstederne, og vi har det konservative bibelsyn og alle dens arbejdsmetoder. Men det hjælper os ikke i mødet med den hellige Gud. Har du navn af at leve, men ejer ikke det pulserende hjerteliv – da er du åndelig død! Jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg må bede: ”Kære Jesus. Lad mig ikke blive som dem i Sardes!” De havde navn af at leve men var dog døde. Jeg tror at der er mange som bliver slemt overrasket den dag Jesus kommer igen. ”Gå bort fra mig I forbandede, jeg kender jer ikke.” Matt. 25,41. Jesus kender dem ikke. De ville ikke blive siddende der hvor Jesus havde indpodet dem på stammen. Nogen ville højere op. Andre ville være større. Nogle havde nok i sig selv. Fælles for dem alle er at de har mistet det nære forhold til vintræet, til Jesus.
Vi lever i en tid hvor Djævelen har mange indfaldsporte til sjælelivet. Tænk bare på alt det som møder dig gennem aviser, blade, fjernsyn, Internet, arbejdsplads osv. Tidsånden er hårdere og giftigere for sjælelivet end nogensinde før i historien, og det skal blive værre endnu. Der vil være mange grene der tørrer ind og tager skade.
Fjernsynet er blevet en af satans vigtigste redskaber i denne sidste tid. Her bliver synden forherliget. Vi kan næsten ikke tænde det før synd og umoral møder os. Når du sidder foran fjernsynet og ser på synden, så sker der noget i dit indre – indtryk som går ind i dit udødelige sjæleliv. Der er meget som du aldrig burde have set! Du og jeg bliver optændt gennem vort syn og øre. Sådan arbejder den onde, for at ødelægge grenene og lukke af for den sunde Åndens saft.
Det var netop det som skete med kong David. Han så på en smuk kvinde. Han gav det syn han så, rum i hans indre og han kødelige natur blev optændt. Og så blev han både løgner og morder.
I salme 32 siger David: ”Min livskraft svandt ind i sommerens hede.” Skaden var så stor at livskraften – saften – ikke nåede frem længere, grenene tørrede ud. Men Gud gav ikke op. Den Hellige Ånd talte til samvittigheden. ”For dag og nat lå din hånd tungt på mig,” siger David. Sådan er den himmelske redningsaktion – om det var muligt at redde denne sjæl fra døden!
De som ikke vil bøje sig begynder ofte at rase mod Gud. Guds ord siger at ”loven fremkalder vrede.” Rom. 4,15. Men hvad siger Guds ord til det? ”Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af.” Hebr. 12,5-6.
Synden er som en kræftsvulst. Hvis ikke den himmelske gartner får lov at stikke hul på svulsten, dør du åndelig. Mange bliver glade når Åndens tale til samvittigheden tager af, når uroen i samvittigheden forsvinder. Men når Himlen bliver tavs, da er det ude med mig! Da siger Guds Ord at du er fortabt – uden undtagelse.
Hvad var det der gik galt hos David? Det var bare et blik – så var han allerede så langt at grenene brækkede af. Guds Ord siger meget alvorligt i Jak. 1,15: ”når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død.” Det var dødens vej David var kommet ind på.
Det der sker med David er at Herren så sender sin profet Natan. Og gennem profeten Natan stikker Guds Hellige Ånd kniven ind i syndesvulsten: ”Du er manden! Du skal dø!” 2. Sam. 12,7.
Har du oplevet at møde Gud sådan som David? ” – Du er manden! – Du er kvinden! – Du har bagtalt! – Du har misbrugt Guds navn! – Du lever i et selvbedrag! – Du har det ikke ret med Gud! – Du er hidsig! – Du er fortabt! - Du, du, du – det er dig som er den skyldige! Du skal dø! Sådan taler Sandhedens Ånd for at synderen skal erkende sandheden.
Hvordan reagerer du da? Giver du Gud ret sådan som David gjorde? Er du villig til at bøje dig? Også selv om Gud peger på nogle af dine bedste og frommeste gerninger som synd? Får gartneren lov til at komme til med kniven?
Gud er stadig den samme som da David levede. Herren er en fortærende ild over for al synd. Ingen som har synd kan komme ind i hans himmel. Du kan vride dig løs, du kan slukke Åndens overbevisende tale til dit hjerte. Men en dag vil du stå foran en lukket dør. Hvad så? Da er det evigt for sent!
Det hjælper dig ikke at du sidder her aften efter aften, at du har alle de rigtige ord, at du ejer en stor bibelsk indsigt. - Gud kan ikke sammen med din synd. Mennesker kan du snyde, men ikke Gud. Han ser og ved alt!
Jesus spørger ikke om du er en stor eller en lille gren, ung eller gammel gren. Jesus spørger ikke om du sidder højt oppe eller langt nede på træet. - Nej, han spørger om du er en levende gren. Og om du sidder på den plads hvor Jesus har indpodet dig. Det vigtigste for os her i livet er at være en levende gren på det sande vintræ og at vi udfylder den plads hvor Jesus har sat os.
Hvis du engang får mulighed for at se et vintræ med frugt, så prøv at lægge mærke til at de største drueklaser sidder på de nederste grene. Så du skal ikke fortvivle over at du ikke rager så højt op i denne verden. Gud ser hvordan du har det og han har meget mere omsorg for din sjæl end du selv har. Han største ønske er at netop du, må blive bjerget for Himlen. Se Esajas 1,18-20.
Er du villig og lydig til at bøje dig for Guds ord? Også når du kender dommen over alt i dit liv og i dit kristenliv? Selv om alt er mislykkedes? Hør hvad den himmelske gartner siger i Esajas 55,3: ”Vend øret til mig, og kom, hør på mig, så skal I leve! Jeg vil slutte en evig pagt med jer, opfylde de urokkelige løfter til David.” Her er sejren! Her er livet, - det evige liv! Her får lammets blod lov til at strømme frit over i dit liv!
Du behøver ikke at gå fortabt – det er et herligt budskab til fortabte syndere! Og hvad kan Jesus gøre med dig? Han kan tilgive! Han kan rense dig med sit eget blod, fra al urenhed. Tænk på det!
Du får lov til bare at tro at dine synder er dig tilgivet. ”I er allerede rene,” siger Jesus til sine disciple i vers 3. Hvordan kan Jesus sige det? Jo, prøv at se hvad han siger mere i vers 3: ”på grund af det ord, jeg har talt til jer.” Ordet havde talt til deres hjerter, og så havde de modtaget det til frelse.
På samme måde frelser Jesus i dag! Hører du ordet og er du villig til at bøje dig for det i dit hjerte, så bliver du også en levende gren som giver frugt til rette tid, og bladene skal aldrig visne. ”Du bliver som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke. Alt, hvad du gør, lykkes for dig.” Salme 1,3.
Husk på at den himmelske gartner kun skærer det væk som skader dig, og at det er den ømmeste hånd som fører den skarpeste kniv, - den hånd er blevet gennemboret for din skyld. Og det hjerte som sidder bagved har været bristet i kærlighed til dig. Han som bærer dette hjerte er din opstandne Frelser. Han sidder ved sin fars højre hånd hvor han går i forbøn for dig både dag og nat.
Og han vil gerne vise dig lidt af sine egne lidelser, og når du ser dem bliver dine egne så små og ubetydelige. Du vil blive fyldt med lovsang og tak til ham for hans underfulde frelse. Må Gud velsigne hver enkelt af os til at leve i det lys.