Til værn for landet.

Jeg bad til Herren min Gud og bekendte: ”Ak Herre, du store og frygtindgydende Gud, som bevarer pagten og troskaben mod dem, der elsker dig og holder dine befalinger! Vi har syndet, vi har handlet slet og ugudeligt, vi har gjort oprør og er veget fra dine befalinger og bud. Vi har ikke hørt på dine tjenere, profeterne, som i dit navn talte til vore konger, stormænd og fædre, ja, til hele landets folk” (Dan 9,4-6).

Det er vanskeligt at undgå at blive grebet i sit inderste når man læser Daniels bøn her i kapitel 9. Det som har grebet mig, er den skånselsløse syndsbekendelse. Daniel kan næsten ikke finde ord stærke nok, når han vil bekende hvor stor hans egen og folkets synd er.

Daniel har læst profeten Jeremias. Det har tilskyndet og opmuntret ham til at søge ind for Guds ansigt. Denne sammenhæng er vigtig, for granskning af skriften fører til sand bøn.

Dybest set er det Gud som tager initiativet til al bøn. Og jeg har lagt mærke til at Daniels bøn er fyldt af Guds ord og tillid til Guds ord. Det fortæller at han hjerte og sind er præget af skriften, at han ladt den tale til sig.

Og meget tyder på at det har været sådan for ham fra hans tidligste ungdom. Det gav ham de klareste standpunkter og det frimodige vidnesbyrd som han giver udtryk for. Og Gud bevarede ham i et gennem verdsligt miljø. Det har talt til mig.

Ingen forbehold

Daniels bøn afslører også at folket, kun lidt, er bøjet af deres synd og utroskab mod Gud. Denne ubodfærdighed driver nu profeten Daniel ind i bod og bøn. Og jeg har ikke kunnet lade være med at stille spørgsmålet: Er det her det glipper for os - Guds folk - i dag?

Vi kan se vort folks synd, fejl og skyld. Men kan vi se vore egne synder? Trykker vor ulydighed, selvoptagethed, griskhed og uvilje til at bekende Jesu navn og leve efter Guds bud os ind til Gud?

I hele Daniels bøn, med bekendelse og tilflugt til Herren, er det ingen forbehold. Ingen undskyldninger, men en fuldstændig blotlægning.

Nu ved Daniel meget godt, og det skal også vi huske, at ingen ”køber” nåde og tilgivelse hos Gud ved anger og syndsbekendelse. Nej, Gud virker denne bedrøvelse i os ved loven. Og han gør det for i vore hjerter at skabe længsel og behov efter opgør og brud med synden, og hunger og tørst efter den dyrtkøbte frelse ved Jesu forsonergerning for alle.

Som på Daniels tid

Der kommer tider i et folks liv og historie da Gud kalder de troende eller enkeltpersoner, som er holdt vågne af hans ord og ånd, ind i forbønnens tjeneste.

Han gjorde det på Ezekiels tid, hvor det står at præsterne forbrød sig mod Herrens lov, og profeterne overkalkede med syner og løgnespådomme. Da siger Herren: ”Jeg søgte én iblandt dem til at rejse gærde eller stille sig i murbruddet foran mig til værn for landet, for at det ikke skulle gå til grunde; men jeg fandt ingen” (Ezekiel 22,30).

Bibelskolelærer Øivind Andersen skriver: ”Det er vi som bekender os som kristne, som er veget af fra Guds bud og forskrifter i en meget betydelig grad. Og vi erkender det ikke som synd.”

Og han spørger: ”Hvad tror du kommer til at ske om vi, som kristne, kommer i nød med os selv - og begynder at bede som Daniel bad? Da kommer det til at ske som det skete på Daniels tid.”

”… men jeg fandt ingen.” Ordene har ikke sluppet mig. Nogen af os har tid til at samles til bods- og bønnemøde. Kan du blive enig med to-tre andre om at samles? Jeg ved at nogen allerede gør det. Men tænk om der kunne blive mange sådanne bønnegrupper.