Samtidig synder og retfærdig.

Bragt i den norske avis "Dagen" april 2007

Overskriften er en kort formulering af hvad en kristen er: Retfærdig i en anden person, nemlig i Jesus Kristus ind for den Hellige. Men samtidig har vi vor menneskelige natur som står Gud imod. Vi bliver ikke mere retfærdige eller hellige i vor menneskelige natur ind for Gud efter omvendelsen. Snarere tværtimod. Vi ser os bare mere fortabt. Guds Ånd åbenbarer mere og mere af arven fra Adam (Rom. 5, 12- 21). Guds ord og Guds Ånds opgave er at åbenbare dette ud fra hvad Ordet siger, ikke hvad vi oplever. Men det endelige mål for Ordet og Ånden er ikke at vi skal blive værende i vore synders betragtning, men finde fred og hvile i Jesus alene (Rom. 5, 17).

I Rom. 5, 12-21 finder vi læren om tilregnelsen. Ved den ene, Adam, fik vi alt det som tilhører ham. Ved den ene, Kristus, fik vi alt det som tilhører ham. Skal nåden blive nåde og evangeliet forblive evangeliet, da må Ordet og Ånden altid åbenbare disse sandheder for os som tror.

"Den som kender faldets dybde, sætter pris på lægedommen", har en sagt (Rom. 5, 21).

Derfor er læren om faldet en afgørende del af læren om evangeliet:

Læs Rom. 7, hvordan det opleves at synden endnu hænger så fast ved os, udtrykker Paulus i dette nødråb i Rom. 7, 24: "Åh, jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig ud fra dette dødens legeme?"

C.O. Rosenius skriver om dette i sin romerbrevskommentar: "Åh, jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig ud fra dette dødens legeme?" Dette er et suk som bare hellige sjæle forstår, når de er udtrættet af synden. Dette er et suk, en klage, som er fuldstændig ukendt for verden. For dem er dette en ubegribelig jammer. Kun Gud hører den - fra sine børns bønnestunder. Det er et klageråb, et suk som har sin dybeste grund i at en himmelsk sjæl, en hellig ånd, er fængslet i et forgiftet og syndigt kød. Når Paulus her bruger udtrykket "dette dødens legeme", så sigter han egentlig ikke til hvordan han fysisk oplever livet på denne jord. For det siger han er noget som er "let, og som bare varer en kort stund" (2. Kor. 4, 17). Nej, det er "syndelegemet" (kap. 6, 6), det er "syndens lov i mit kød" som presser ham sådan. Og det er disse, og ikke andre former for lidelser, Paulus har talt om her. Derfor har Luther også denne kommentar til vor tekst: "Han kalder den "død", denne jammer, disse problemer, og kampen mod synden."

På sine ældre dage udtrykker han det sådan: 1. Tim. 1, 15: "Dette er et troværdigt ord og fuld modtagelse værd, at Kristus Jesus kom ind i verden for at frelse syndere, og blandt dem er jeg den største."

Syndelegemet er tilintetgjort i Kristi blod ind for den Hellige. Men på jorden bærer vi det med os. Derfor disse nødråb. Derfor hører syndsbekendelsen med der hvor genfødte Guds børn kommer sammen. De som er født af Gud, ikke af blod, kød eller mands vilje (Johs. 1, 13).

Den hellige Ånds opgave udrykker Johannes døberen sådan: "Han skal vokse, jeg skal aftage." Ånden vidner ikke om Ånden. Den vidner ikke om det der sker i de troende. Den vidner om Jesus alene og hans værk for os og i os.

 Reidar Sætre