Om tilgivelse | Budskabet

OM TILGIVELSE I FORHOLD TIL GUD OG MENNESKER

- uddybning af emnet om, hvorvidt min tilgivelse hos Gud afhænger af min kunnen/vilje til at tilgive min næste!

Udgangspunkt:

”Vor Fader, du som er i himlene!

…og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere…” Matt.6,12 og

”For tilgiver i mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver i ikke mennesker, vil jeres himmelske fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.” Matt.6,14-15

Først nogle bibelvers, som er med til at belyse emnet endnu mere;

”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke selv fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål I måler med, skal I selv få tilmålt med.

…Hvorfor ser du plinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hyklere, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.” Luk.6,37-42

”Da kom Peter til ham og spurgte: ”Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig mod mig? Op til syv gange?” Jesus svarede ham: ”Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.” (Uendelig tilgivelse) Matt.18,21-22

”Når i står og beder, skal I tilgive, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres fader i himlene kan tilgive jeres overtrædelser.” Mark.11,25

(Læs evt. også; Rom.4,7 - 2.Kor.2,5-11 – Efs.4,32 – 1.Johs.1,9)

Derefter en udlæggelse af emnet v/ Carl Oluf Rosenius.

Jeg citerer og refererer fra Rosenius´ samlede skrifter, Bind XV ; DE TI BUD og FADERVOR, Dansk Luthersk forlag 1976, afsnitet; den femte bøn: OG FORLAD OS VOR SKYLD, SOM OGSÅ VI FORLADER VORE SKYLDNERE.

Rosenius begynder med at fortælle, hvor vigtigt det er, at vi bestandigt er vågne og lever i en erkendelse af synd, så bønnen om syndernes forladelse er vores kæreste bøn, lig åndedrættet, der i uafbrudt rytme stiger op fra vort bryst. Ophører bønnen om syndernes forladelse, da er det slut med nådelivet, da flygter Guds Ånd.

som også vi forlader vore skyldnere!

Denne tilføjelse har for mange levende kristne en truende klang, hvilket er en misforståelse, men skal tværtimod, om vi forstår den ret, give os fornyet vished i troen. Mange har undrende spurgt, om Jesus virkelig vil sige, at kun for så vidt som vi tilgiver andre, vil han tilgive os. Men Jesus udlægger det selv umiddelbart lige efter Fadervor;

Og næstefter dette fortæller Jesus i en lignelse om samme forhold. Han taler om tjeneren, der skyldte en sum af ti tusind talenter og fik hele gælden eftergivet, men siden krævede de hundrede denarer fuldt ud betalt, som hans medtjener skyldte ham, og denne sin ubarmhjertigheds skyld blev dømt til selv at betale sin egen svimlende gæld. Dertil siger Jesus; ”Sådan skal også min himmelske Fader gøre med jer, hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sin broder.”

Her ser vi, hvor alvorligt Jesus mener det!

Men dette forhold handler ikke om verdens børn. For trods et verdsligt menneske, er et godt menneske, der ikke er sig en uven bevidst og gerne tilgiver enhver, der forsynder sig mod ham – men ikke for sin egen del har gjort regnskabet op med kongen (Gud), han vil dog blive kastet i afgrundens yderste mørke, alene af den grund. Men derimod vil en kristen, der har sin sag gjort op med Gud, men siden hen i omgang med verden bliver genstand for uretfærdighed og ondskab, og dermed ruger over had til sin næste og ikke af hjertet vil tilgive, han har mistet den nåde og forladelse igen, han selv havde modtaget af Gud.

”Men er det muligt, siger du, at Gud skulle dømme et skrøbeligt menneske så hårdt, fordi han ikke kan tilgive enhver, der behandler ham ondt og uretfærdigt?

Ja, det ikke alene er muligt, det er netop, hvad Jesus med rene ord og med den anførte lignelse har sagt os. Derfor er det også, at han har indføjet en påmindelse herom i denne vor daglige bøn. Se, sagen er den: vist får også de uretfærdige, som har hidset dig til had, deres straf. Og vist har Kristi blod udslettet synder endog så store som dit had. Men at du kan give hadet rum i dit hjerte beviser, at du er faldet, du står ikke mere i den nye fødsels nåde hos Gud. Thi alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.”

En oprigtig kristen ved jo, at det ikke er omvendelsen og troen, der frelser, men at det skal drive til Kristus, i hvem al frelse og saglighed er. Og, at der findes forskellige grader af syndserkendelse, men at der tillige findes en erkendelse af synd, som ikke gør fyldest, en higen efter perlen, som ikke strækker til for at få den i eje. Disse kan bekymre sig om, hvor megen erkendelse de må have og hvor stort et begær efter syndernes forladelse for virkelig at få den.

Citat: ”Gør dig klart, at din evne til at tilgive andre netop beror på, at dine synder er blevet dig så stort et onde, at alle andres synes dig ringe derimod, og Guds nåde blevet dig af så stor værdi, at du med lethed giver afkald på alt for at eje den. Det stemmer også overens med Jesu ord om manden, der fandt den kostbare perle: Han solgte alt, hvad han havde, og købte den. Er derfor det at eje Guds nåde dig det vigtigste af alt, så vær vis på at du i dette øjeblik har den. Og et bevis for, at virkelig Guds nåde har denne værdi for dit hjerte, har du deri, at intet menneskes ondskab synes dig så tung som din egen, hvorfor du altid har lettere for at tilgive andre end for at tro, at Gud kan tilgive dig.”

Men er der et menneske, der ikke mener at ville eller kunne tilgive sin næste, glemmer sig selv som en synder og nøje ser næsten skyld, er det disse med bjælken i eget øje. Beder de denne bøn om forladelse, bliver det for dem en synd, en bøn, hvor de nedkalder forbandelse over sig selv.

Citat: ”Betænk dog, du arme menneske, hvad du gør med din sjæl med en sådan bøn! Hvad har din uven vel gjort dig? Tilføjet dig noget timeligt ondt? Hvorfor vil du da for så ringe en tings skyld give dig selv endog i en evig ulykkes vold? Se dig dog for! Ikke den, som forulemper dig, men du selv, som ikke vil tilgive, tilføjer dig det virkelig onde.

Fristelsen kan stundom være hård, det er sandt. Ikke mindst om der f.eks. er et menneske, man daglig må omgås, som ved hele sin optræden bestandig irriterer. Men hvad gælder! Det er dig dog bedre, hvad det end skal koste, bestandig at tilgive, og således bevare Guds venskab og vinde himlen til sidst, end at fanges i had og dømt af Gud gå den evige fortabelse i møde. Og således bestandig at tilgive – så umuligt det er for din natur – kan endnu den almægtige Gud give nåde til.”

Citat: ”Ansigt til ansigt med denne Guds trussel vil en kristen frygte for had selv der, hvor han ikke har grund til at frygte. Når han ved med sig selv, at der er intet, han højere ønsker og mere inderligt beder om end virkelig at kunne tilgive sin broder – at han således efter ånden er villig til at tilgive – da skal han vide, når han mærker i sit kød ligesom noget, der holder igen og vil hindre ham i det, at dette er ikke egentlig had. Og derfor står bønnen: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, når den bedes af en sådan, ikke som en trussel og dom, men som en trøst.”

Citat: ”Tag dette først og fremmest til dig som dit eget hjertes trøst, at så langt går Kristi tilgivelse ganske vist også for dig: Altså ikke syv gange, men halvfjers gange syv- eller uden begrænsning - grænseløst. For han vil jo helt sikkert gøre nøjagtig det han selv lærer os at gøre. Han vil nok ikke være dårligere end os når det gælder at tilgive!”

Kontakt os

Følg os